Tvangsfjernelser som fortolkning af Luthers Katekismus
I starten af 1600tallet blev forældrene lovmæssigt forpligtede til at sende deres børn i skole og ud at arbejde. Hvis forældrene eller barnets værger ikke kunne det, skulle myndighederne gribe ind, og i nogle tilfælde overtage forældremyndigheden. Barnets myndige værger havde ifølge Luthers Store katekismus pligt til at opdrage børnene i den rette tro, samt at sørge for, at barnet var flittigt i sit arbejde.
Formynderi blev lovpligtigt i forordning fra 1621
I 1621 udstedte Christian IV en forordning om Købsstædernes anlæggende. Bl.a. skulle det lovpligtige opsyn med familiers opdragelse af børnene i rigets købsstæder intensiveres. Verdslige formynderbeføjelser blev derfor givet på vegne af Kongen til to fornemme borgere i hver købsstad. Disse ”overformyndere” blev bistået af borgmesteren og rådmænd og skulle holde opsyn med, at de naturlige forældre holdt deres børn til skole og ærligt håndværk, brødføde dem og give dem tøj. For de fattigste børn var skolegang gratis. Ifølge forordningen skulle der føres lister, som skulle være en oversigt over familiernes tilstand. Fandt man at forældrene var i en så fattig tilstand, at de hverken kunne holde barnet til skole eller til arbejde, blev det i forordningen slået fast, at det var overformynderiets pligt at lave en underretning og give en advarsel. I sidste instans overtog formynderne forældremyndigheden over barnet.
Det var ifølge forordningen nu overformyndernes ansvar, at børnene fik en kristen opdragelse, klæder på kroppen og blev sat til et håndværk. Forordningen tillod at såfremt et barn gik i skole eller på arbejde, kunne barnet få lov at bære et tiggertegn, så det kunne skaffe sig mad. Via donationer kunne de også modtage almisser fra en særligt anordnet kirkekasse, der kunne være malet i to særligt genkendelige farver. Barnet kunne iklædes en vadmels-dragt i de samme to farver (ligesom hittebørn), så andre i byen kunne se, at dette barn var under formynderi, og dermed ikke kunne løbe væk fra byen.
Forsøg med tvangsfjernelse i Assens
Overformynderne i byerne havde ofte vanskeligt ved at finde lærepladser nok til de mange fattige børn, samt i det hele taget at holde børnene væk fra gaden. Et eksempel på dette var, da overmyndighederne i Assens i 1636 ikke havde formået at holde byens børn i arbejde eller i skole, og et anderledes tiltag blev iværksat. Overformynderne i Assens forsøgte at få de fattigste forsømte børn fjernet fra byen. Ifølge forordningen fra 1621 var det kun de børn, der løb bort fra ”sin lære”, der helt kunne fjernes fra købsstæderne eller sættes i tugthuset. Overformynderne igangsatte alligevel en målrettet undersøgelse af de fattige familiers hjem, hvor der blev lavet to optegnelser helt i tråd med forordningen fra 1621. Den ene liste indeholdt navnene på de børn, hvor man vurderede, at man kunne motivere forældrene til at sørge bedre for deres børns opdragelse, skolegang og håndværk. Den anden liste indeholdt navnene på de børn, hvis forældre, man ikke vurderede, ville kunne motiveres. Intentionen var at disse børn helt skulle fjernes fra hjemmet og byen, og sendes til Børnehuset i København. På listen med 21 børn optrådte både piger og drenge i alderen 8 – 15 år. Et af børnene var lam. Ingen af børnene på listen havde tigget eller på anden vis skabt ballade, det var udelukkende på grund af, at de blev anset for at være byens indbyggere til moralsk last og økonomisk byrde for overformynderiet. Fælles for børnenes forældre var, at de ikke besad nogen ”formue” og derfor ikke kunne holde dem ”til skole eller til noget håndværk”, som Kancelliets vurdering lød på.
Problemer i København
Børnehuset var på det tidspunkt en opdragelsesanstalt med obligatorisk tvangsarbejde og streng kristen opdragelse, og udgjorde en form for kongens husstand for uartige og tiggende børn. Ved at sende børnene til København, havde overformynderne i Assens altså fortsat udført deres formynder pligter, selvom de forsøgte at skubbe den fra sig under dække af at børnene udgjorde en økonomisk byrde. Skønt at muligheden for indsættelse af børn i tugt- og børnehuset ifølge forordningen var tiltænkt uartige børn, godkendte den lokale lensmand listen, men det gjorde kancelliet dog ikke helt. Det forholdt sig nemlig således, at man netop i 1636 kun ville modtage raske drenge over 14 år i Børnehuset, så Assens blev nødt til at forsørge 17 af børnene lokalt. Centralt i forordningen var altså, at myndighederne kunne gribe ind, og overtage værge-myndigheden, og fjerne barnet fra hjemme og i yderste tilfælde sende barnet i Børnehuset.