Aarhus Universitets segl

Til kamp mod rosenkransen

Under reformationen blev bønnens form, hensigt og virkemidler taget op til diskussion. Kampen mod papismen var derfor også en kamp mod rosenkransen.

6 cm høj elfenbensfigur af en ræv i munkedragt og med en rosenkrans i poterne. Den stammer fra tiden omkring reformationen, hvor kritikken mod den katolske kirke bliver udtryk i både kunst og hverdagens brugsgenstande (©Lennart Larsen: Nationalmuseet).

Rosenkransen
Rosenkransen er en krans af perler af forskellige materialer, former og størrelser, som har det praktiske formål at hjælpe med at holde rede på antallet og arten af bønner. Den fik en særlig betydning og folkelig udbredelse i senmiddelalderen i forbindelse med opblomstringen af Mariakulten og rosenkransandagten, hvor man beder Fader Vor og Ave Maria igen og igen, mens man mediterer over de vigtigste begivenheder i Jesu liv. Bønnerne udvirkede aflad, som ved Jomfru Maria mellemkomst førte sjælen ud af Skærsilden og op til Gud. Rosenkransen blev desuden en beskyttende amulet, som man let kunne bære som halssmykke eller bundet i bæltet.

Til kamp mod ’perletælleri’
Som værktøj til at holde styr på de mange gentagelser af samme bønner blev rosenkransen en konfessionel markør og for reformatorerne et symbol på papismens endeløse og til sidst indholdsløse remser. Gennem bønnen skulle man nu i stedet henvende sig direkte til Gud og tro på, at man ville blive frelst alene gennem troen. I 1535 skrev Luther en enkel vejledning til, hvordan man bedst kunne bede til Gud. Han lagde vægt på, at bønnen ikke blot skulle være en remse ”som plapres og klapres i stykker”, men at hjertet skulle være ”åbent og oplagt til bøn”, og at man skulle være åben for Guds stemme. Man skulle heller ikke overdrive, ”så ånden blev træt”. Luthers skrifter og prædikener viser i øvrigt, at han stadig bad Ave Maria og omtalte hende med stor hengivenhed. Han talte mod rosenkransbønnen og ’perletælleri’, men forbød ikke rosenkransen som genstand, som andre strengere reformatorer, eksempelvis Calvin.

Peder Palladius og de flinke sognebørn
Peder Palladius, som var den første biskop over Sjællands stift efter reformationens indførelse i Danmark, anlagde en lidt hårdere linje. Han bemærkede med tilfredshed i sin visitatsbog efter besøg hos sine sognebørn rundt omkring på Sjælland i perioden 1538-43: ”Jeg ser, at ingen af jer i denne klare evangeliets lyse dag driver misbrug og bruger det ugudelige psalterbånd, rosenkrans, himmeltrappe, eller hvad man kalder det, for I er blevet rigtigt undervist og har lært, at det har intet på sig, men blot opfundet af menneskers og Djævelens påfund”. Han fortsatte advarende, men funderet i en realpolitisk tilgang: ”Skulle der være en pavesvend, en munkedreng eller en nonnegris, som alligevel driver misbrug og anvender sin rosenkrans, Gud, kongen, sognepræsten og hele sognefolket til trods, så kan de bruge den hjemme i deres eget hus og inden for de fire vægge – med al de plager og ulykker som vil følge, Amen”.

Rosenkranse i grave
Gik udfasningen af rosenkransen virkelig så gnidningsfrit, som Peder Palladius giver udtryk for? Næppe, i hvert fald bar skåningene rosenkransen åbenlyst, som vi kan forstå på et klageskrift i slutningen af 1550érne fra broderen Niels Palladius, biskop i Lund. Men måske forsvandt rosenkransen trods alt relativt hurtigt ud af brug. Arkæologien kan give os viden om, hvad folk gjorde, ikke hvad de sagde de gjorde eller burde gøre, og det er derfor interessant at se de forandringer i materielle udtryk for tro, som følger den døde i graven. Ved arkæologiske udgravninger finder man fra tid til anden rosenkranse i middelalderlige begravelser, mens det indtil videre ikke er set i efterreformatoriske grave. Der er dog de forbehold, at udgravninger af begravelser fra nyere tid indtil videre er relativt få, og det kan også have betydning, at udgravningerne er udført i et særligt socialt miljø, nemlig byerne. Det må desuden være et åbent spørgsmål, om fraværet af rosenkranse afspejlede den dødes eller de efterladtes tro på frelse.