Fra kollega til fjende
Kort tid efter Luthers teseopslag i 1517 dukkede en reformationsinteresseret præst op i Martin Luthers (1483-1546) by Wittenberg. Hans navn var Thomas Müntzer (1489-1525), og hans relation til Luther skulle vise sig at blive afgørende for reformationens udvikling. Müntzer og Luther blev kollegaer, men deres relation blev hurtigt belastet af deres forskellige ideer om, hvordan reformationen skulle gennemføres. Luther valgte at samarbejde med fyrsterne og statsmagten, mens Müntzer valgte at sætte sin lid til bønderne. 

En taber og en vinder
For at gennemføre sin reformation, deltog Müntzer i et bondeoprør i 1525, der vendte sig mod statsmagten. Luther mente imidlertid, at statsmagten var indsat af Gud, og at oprøret således var et direkte oprør mod Gud. Luther kunne derfor med god samvittighed opfordre fyrsterne til at nedkæmpe oprøret og slå bønderne ihjel. Müntzer blev fanget og under tortur tvunget til at tilbagekalde sine skrifter. Kontroversen mellem Luther og Müntzer var dermed afgjort. Den ene blev kåret som vinder, den anden som taber, og reformationen kunne fortsætte som en topstyret fyrstereformation. For Luther var sejren ikke tilstrækkelig. Han måtte sikre sin reformation yderligere ved at sørge for, at eftertiden huskede Müntzer som en skurk. 

En helt og en skurk
Eftertidens billede af Müntzer blev i høj grad præget af den skurkestatus, som Luther og hans medreformator Philip Melanchton (1497-1560) tildelte ham. De udgav smædeskrifter for at skænde hans minde, hvilket resulterede i, at han i flere århundreder, bl.a. i teaterforestillinger og i kunsthistorien, blev fremstillet som en skurk eller en djævel. For Luther gik det ganske anderledes. Ved reformationsfejringen i 1917 kulminerede den heltedyrkelse, der igennem årene var taget til igennem jubilæer og fødselsdagsmarkeringer. Luther blev nu hyldet som en nationalhelt, og omtalt som den største tysker nogensinde. Disse helte- og skurkeroller, som eftertiden tildelte Müntzer og Luther var dog ikke definitive. Rollerne skulle vise sig at blive byttet om. 

Helt og skurk på samme tid
Fremstillingen af Müntzer ændrer sig betydeligt med marxismens frembrud i det 19. århundrede. Karl Marx’ kollega Friedrich Engels (1820-1895) fremstiller Müntzer som en folkelig helt, og som den første marxistiske martyr. Luther derimod gøres til den nye skurk, da han ifølge Engels forrådte folket i bondeoprøret ved at sympatisere med statsmagten fremfor folket. Müntzer og Luther er eksempler på, at historiskrivningen producerer helte og skurke. Hvorvidt de er helte eller skurke, afhænger af det århundrede, hvorfra figurerne betragtes, og hvem der spørger om det. Den historiske iagttager må derfor slå sig til tåls med ikke at kunne tegne et entydigt helte- eller skurkebillede, da det ene århundredes helt hurtigt kan vise sig at blive det næste århundredes skurk.