Suspenderingen af Hemmingsen: Religion og politik i 1500-tallet
Niels Hemmingsen var sin tids mest berømte teolog i Danmark. Alligevel endte han med at blive suspenderet.
Frederik II satte internationalt berømt teolog fra bestillingen
Det kan undre, at den danske konge, Frederik II, i 1579 suspenderede den over hele Europa berømte Niels Hemmingsen fra sin professorgerning ved Københavns Universitet. Hemmingsen skulle komme til at tilbringe resten af sit liv i Roskilde, hvor han siden 1557 havde haft et kanonikat. Den gængse forklaring er, at Hemmingsen havde et ikke-luthersk syn på nadveren. Og det er da også rigtigt nok, at Hemmingsen i en række skrifter fra 1570’erne mente, at Kristus ikke er til stede i form af brød og vin under nadveren, men at brødet og vinen blot fremviser Kristus for nadvergæsterne. Det gik imod, hvad Luther siden 1520’ernes slutning havde slået eftertrykkeligt fast. Hemmingsen mente imidlertid selv, at han var på den lutherske bekendelses grund. Dermed mente han, at han lærte i overensstemmelse med Den Augsburgske Bekendelse (CA), forfattet af Philipp Melanchthon og fremlagt på rigsdagen i Augsburg i 1530. Ser man efter i CA’s artikel om nadveren, står der imidlertid ikke noget om, at Kristus fremvises. Det gør der imidlertid i Melanchthons nye udgave af bekendelsesskriftet fra 1531! Melanchthon ændrede flere gange i CA’s ordlyd, og i senere udgaver røg stykket om fremvisningen af Kristus da også ud igen. Så med god ret kunne Hemmingsen altså hævde, at han var på luthersk grund, idet CA var et fælles bekendelsesskrift for lutherske kirker over hele Europa. Og han havde også juraen på sin side: I den danske kirkeordinans fra 1537 hedder det, at præsterne skal eje et eksemplar af CA. Også i Danmark har CA altså siden reformationens officielle indførelse i 1530’erne haft bekendelsesmæssig status. Hvilken udgave af CA, præsterne skulle eje, fremgår imidlertid ikke af ordinansen – så ved indirekte at påberåbe sig 1531-udgaven skulle man tro, at Hemmingsen var på fast grund.
Frederik II afhængig af fremmede magter
Dengang som nu var de europæiske fyrstehuse forbundet med hinanden gennem ægteskaber, og Frederik II var således svoger til kurfyrst August af Sachsen, den lutherske reformations kerneområde og udspring. August havde set sig nødsaget til at afskedige flere af sine professorer, fordi de havde lært om nadveren på en ikke-luthersk måde, og de havde ovenikøbet påberåbt sig den berømte Hemmingsen fra København som autoritet. August har derfor gennem sin kone Anna, Frederiks søster, lagt pres på den danske konge; et pres, som kongen til sidst bukkede under for.
Teologi og politik
Men hvad var det reelle problem ved at lære anderledes om nadveren? Det var ikke kun, og måske endda ikke primært, et teologisk problem: I 1555 indgik de tyske fyrster og kejseren en fredsaftale i Augsburg, som tillod protestantisk religionsdyrkelse, så længe det skete i overensstemmelse med CA. Det udelukkede andre protestanter, primært de reformerte, fra at være omfattet af freden. Disse mente nemlig, ligesom Melanchthon i 1531 og Niels Hemmingsen, at Kristus fremvises i nadveren, men ikke at han er til stede. Hverken August eller Frederik skulle nyde noget af at blive anset for oprørere, der ikke kunne overholde fredsaftalen. Og det var derfor, de måtte skille sig af med besværlige teologer, der ikke kunne indordne sig.