Street art i Bern - Reformatoren Niklaus Manuel byder op til dans
I Bern kører sporvogne, taxier og bymuseets biler rundt med makabre dødninge, der slår deres trommer til den allersidste dans. Byens store søn Niklaus Manuel (1484-1530) fejres nemlig i år med en fantastisk udstilling om denne mangefacetterede person. Søn af en velhavende tysk indvandrerfamilie, kunstner, kunsthåndværker, lejesoldat, agtet rådsmedlem og digter af reformationssatirer.
De schweiziske lejesoldater
Schweizisk kunst har en særlig intensitet. Det skyldes blandt andet, at mange af de unge mænd i de rige byer i 1500-tallet kunne skaffe sig byrådenes tilladelse til at drage i krig som lejesoldater, ”Reiselaufen”. Det var denne udlejning af veltrænede og velnærede unge bjergfolk, som ikke stillede komplicerede moralske spørgsmål til deres blodige hverv, der faldt den schweiziske reformator Ulrik Zwingli for brystet. Rådene i byer som Zürich og Bern var stærke støtter af Zwinglis reformation, og de søgte at begrænse den kritiserede handel med død og ødelæggelse.
En verden fuld af vold og død
Et syn på verden, der var præget af vold og død, var fremherskende på reformationstiden i Schweiz. Niklaus Manuel malede altertavler med ridderhelgener i fuld rustning, men navnlig ét værk gjorde ham kendt i hele Mellemeuropa: hans Dødedans, som han malede på muren til byens Dominikanerkloster. Det var en mægtig frise i freskoteknik, hvor man så døden komme og hente alle midt i livets blomstring, fra bisper til jøder, fra borgmestre til tjenestefolk. Usminket trådte døden op midt i den rige og lykkeligt handlende by. Og ikke nok med det; Niklaus Manuel skrev tekster til malerierne, så man havde svært ved at ignorere det ubehagelige budskab.
Maleren Niklaus Manuel bliver digter
Niklaus Manuel støttede helhjertet byens reformation, hvorved han gjorde sig selv arbejdsløs, for nu var der ikke længer brug for de kunstværker, kirken hidtil havde bestilt hos ham. I den schweiziske reformationsbevægelse var billeder i kirken nemlig forbudt. På dette punkt kom den reformerte gren af reformationen til at adskille sig fra den lutherske. Det var dog ikke værre end, at Manuel så blot sadlede om og blev digter. Han producerede i sine senere år fastelavnsspil til opførelse på åben gade og han skrev satirer, der gik hele Europa rundt.
Manuel oversættes til dansk
Manuels satire om Den syge Messe har foreligget i mange udgaver, så det er svært at afgøre hvilken version, det var, der kom til Danmark i 1533 og blev oversat et sted i Skåne. Alle lokaliteter i den danske udgave er ændret fra schweiziske til danske og kendte danskere indtager nu mere eller mindre flatterende roller i denne dialog om romermessen på dødslejet. Således møder vi en Broder Didrik Vendekaabe, der er synonym med Poul Helgesen – og vi får en del oplysninger om pilgrimsgangen til Aabenraa.
Dødedansens genkomst
Udstillingen på Det Historiske Museum i Bern er vild og voldsom, fuld af den mest elegante grafiske kunst med udpræget voldelige motiver, herunder af Manuels samtidige, lejesoldaten Urs Graf fra Basel. Begge signerer de sig med en daggert, det vigtigste redskab for alle i Schweiz – inklusive husmødre og englebasser. Dødedansen genopføres som skyggespil, og den er vist i de aftegninger, der findes af den. I 1600-tallet var dødedansen for længst blevet gammeldags og fastelavnsspillene sikkert erstattet af mere civiliserede former for sammenkomst. Så den blev hugget ned.
Nu er den tilbage, på hjul og på museet. Det er en fascinerende vandring i voldens og reformens verden, der kan opleves helt frem til den 17. april, når varmen atter viser sig i de centralschweiziske dale.