I 1523 flygtede 12 nonner fra cistercienserklosteret Marienthron i Nimbschen, en alvorlig forbrydelse som kanonisk ret og rigsretten straffede hårdt. De 12 kvinder var ikke bare grebet af professor Luthers lære, de søgte også tilflugt et af de eneste steder, de kunne være i sikkerhed fra den etablerede magts straf, i Wittenberg, hjemsted for Luthers reformation. De 12 kvinder kunne ikke bare overlades til en tilfældig skæbne i datidens samfund, hvor kvinder enten måtte indgå i et klosterfællesskab eller i et ægteskab. De bortløbne nonner måtte derfor enten tilbage til deres familier, som så kunne tage vare på dem eller have en ægtemand.

Et godt eksempel på frihed
Luther valgte at være åben om kvindernes flugt, hvor han som ”en salig røver” havde ført ”disse arme sjæle ud af et fængsel af menneskeligt tyranni.” Han nævnte alle ved navn for dermed at fremstille sagen om de flygtede nonner over for offentligheden som et godt eksempel på frihed, og dermed alt andet end fordægtigt. Derefter gjaldt det om at sikre deres liv og frihed gennem ægteskab med egnede mænd i kredsen af Luthers tilhængere, selv ugifte tidligere munke og brødre. I slutningen af 1524 var det kun en ung kvinde fra tysk lavadel, Katharina von Bora, der var tilbage; og hun ville først og fremmest have Luther som sin ægtemand. Luther, som på grund af sin situation som dobbelt bandlyst (fra kirken og fra riget) havde været tilbageholdende med hensyn til ægteskab, lod sig blødgøre af Katharinas ihærdige initiativ og hendes ildhu for hans sag. De to blev gift d. 13. juni 1525, altså i disse dage for nøjagtig 490 år siden. Mange lægger vægt på, at Luther ikke indgik dette ægteskab af kærlighed, men af praktiske grunde, da Katharina kun ville have den 20 år ældre reformator.

Opgør med arvelovgivning
Af de breve Luther skrev til sin hustru kan vi se, at ægteskabet var omfattet af humor, gensidig respekt og stor kærlighed. Sammen fik de seks børn, hvoraf to døtre døde alt for tidligt til Luthers store sorg. Käthe eller hr. Käthe, som han kærligt kaldte hende var mere end en hustru. Hun styrede den store husholdning, hvor der altid var en stor kreds af Luthers studerende og kolleger til stede, og fik tingene til at løbe rundt. Mens han var dr. Luther, var hun – foruden ”kejserinde” – ”min rare, kære hustru Katharina af Luther von Bora, prædikant, brygger, gartner, og hvad hun ellers kan være.” Som om det ikke var nok opkaldte han sin yndlingstekst fra Det Ny Testamente, Paulus’ brev til Galaterne, efter hende: ”Galaterbrevet er min Käthe von Bora”.

Luther ønskede at sikre sin hustru en ordentlig økonomi og gode retsforhold ved sin død. Han gik derfor imod saksisk lov og skrev ind i sit testamente, at Katharina skulle have og administrere sin egen ejendom og have ret over sine børn. Dette lykkedes desværre ikke, og vi må i Danmark i 100-året for kvinders valgret og valgbarhed konstatere, at arve- og formueretslig ligestilling heller ikke bare kom med oplysningsfilosofien og moderniteten. I Danmark måtte vi helt frem til 1925-26, før der var fuld lighed mellem kønnene på det arveretlige område. Nogen hævder, at restriktionerne skyldtes reformationen, hvilket dog sjældent underbygges. I hvert fald må det indvendes, at det ikke var Luther, der ønskede at hindre kvinder og enker i at arve ejendom og have ret over egne børn.