Zwingli og pølsen
Fastereglerne blev af den tidlige generation af reformatorer opfattet som snærende og som noget, der ikke var påbudt i Det nye Testamente. Frihed indbefattede således også frihed til at spise, hvad man lystede. Uren føde findes ikke, ligesom der ikke er dage, på hvilke nogle fødevarer er urene. Til Ulrich Zwinglis reformatoriske gennembrudsskrifter hører det, der handler om den frie nydelse af spise- og drikkevarer. Han brød fasten den 9. marts 1522 ved at være til stede omkring et bord, hvor der serveredes røget pølse. Man siger, at hans venner spiste af pølsen, men at han ikke selv gjorde det. Det er svært at tro.

Calvin og vinen
Calvin var franskmand og jurist. At gifte sig og få børn var ingen sag. Han havde jo ikke aflagt noget cølibatsløfte. Som fransk var han naturligt glad for vin. Da han i 1536 gennemførte sin endelige reformation af Genève skulle han forhandle ansættelsesbetingelserne med byens styre. Til kravene hørte endog meget rigelige forsyninger af vin, der årligt skulle leveres i hans store vinkælder. Det er således misvisende, at Reformationsmuseet i Genève i dag falbyder hele tre typer af Calvin-øl. Nej den borgerlige Calvin satte sig om søndagen til et veldækket bord med ”sunday roast” og rødvin, der reflekteredes i smukke schweiziske glas.

Luther og øllet
Øllet skyldes sikkert en afsmitning fra Luther, der i modsætning til Calvin ofte besynger sin kone, kærligheden, ægteskabet og det dejlige tyske øl. Han besynger også musikken, som for ham er langt mere end et nydelsesmiddel. Det er et middel, hvormed man kan ærgre djævelen og holde ham på afstand, et våben mod melankoli. Luthers bordtaler har været holdt under indtagelse af rigelige mængder af øl. Referenterne har nok måttet holde sig nogenlunde ædru i baggrunden. Det er i god overensstemmelse med Luthers hjemme- og mødekultur, at flere danske bryggerier i de sidste år har lanceret deres Lutherøller.

Jubilæum og tobakken 
Ved Lutherfejringen i 1983, reformatorens 500-års fødselsdag, slog den danske porcelænsindustri til. Nok fortrinsvis med henblik på det amerikanske marked. Bing og Grøndahl lancerede en platte, der viser Luther, der prædiker i noget, der ligner et slotskapel. Man gik faktisk videre og lod også fremstille et kuvertaskebæger – en genstand, som nypuritanismen nu har overflødiggjort. Motivet er i tidens stil gengivet med en raster, der overgår de fleste dårlige avisbilleder. Her sidder Luther i overensstemmelse med 1800-tallets idylliserende billeder sammen med kone og børn. Far spiller lut, og de små synger. De nyder situationen foran den varme kakkelovn. Her er der umiddelbart intet syndigt, ingen misbrug af nydelsesmidler – men i lighed med 1800-tallet, der satte Luther som motiv på kaffe- og chokoladekopper, er der her forbindelse til et nyt nydelsesmiddel, nemlig røgtobakken.

Samvittigheden må således tynges hos os, der for blot få år siden uden skyld og skam kunne sidde i et åndfuldt middagsselskab og ryge cigaretter – for så at skodde dem i øjet på Luther. Blåglasurplatter og -askebægre dekoreret med historiske motiver er et særegent stykke dansk materiel kultur. I 1983 måske endda ufrivilligt moderne og nydannende ved at sammenknytte røg og ånd.