For at sige det enkelt, pædagogisk og måske rigeligt firkantet futtede Luther hele grundlaget for den kirkelige orden og praksis af, da han smed den kanoniske ret på bålet sammen med bandtrusselsbullen i 1520. Følgerne af den handling var enorme. Den kanoniske ret havde gennem 1000 år søgt at give svar på ethvert tænkeligt problem, der lå inden for eller på kanten af kirkens domæne. Store dele af familielivet lå således under kirkeretten. Nu åbnede der sig et svælg. Ikke blot fordi retten ophævedes, men for ægteskabets vedkommende også fordi det ophørte med at ses som et sakramente. Var ægteskabsretten nu kirkens eller kongens – med moderne ord statens – sag? Det er spørgsmål af den type, der søges forfulgt i det kommende værk.

Da vi i forbindelse med forfattermøderne til trebindsværket om Reformationen som kirkeligt og kulturelt fænomen [red. Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach-Nielsen] stødte på spørgsmålet om, hvorvidt reformationen medførte et nyt syn på dødfødte og udøbte børn, var jeg som redaktør ikke ganske uforberedt. Sidste år, 2015, publicerede jeg en artikel i Kirkehistoriske Samlinger om et epitafium over et dødfødt i en himmerlandsk kirke. Det stammer fra slutningen af 1700-talet og viser, at barnet er blevet begravet i kirken og at det opfattedes som fuldgyldigt medlem af familien. Artiklen fik opmærksomhed for så vidt som kirkehistorikeren, tidligere sognepræst Flemming Kofod-Svendsen, og jeg gennem den artikel kom til at drøfte spørgsmålet. Kofod-Svendsen skrev for nogle år siden en bog om Kristelig Lutheransk Trossamfund, der i 1800-tallet excellerede i fordømmelse af mødre, der fik dødfødte børn. Sagen er, at denne holdning ikke kan kaldes luthersk, og at den aldrig har været fremført i lutherske kirkeordninger. Kofod-Svendsen satte sig nu for at undersøge spørgsmålet i kirkens historie i en afhandling i Menighedsfakultetets teologiske tidsskrift, og den viste, at det først og fremmest var den lutherske reformator Johannes Bugenhagen, der havde været bestemmende for den lutherske holdning til sagen. Bugenhagen var ekspert i udformning af kirkeordninger, hvor reformationen blev indført. Også kong Christian III kaldte ham fra Wittenberg til København for at bistå de danske teologer i udformningen af Kirkeordinansen i 1537.

I januar måned 2016 afholdt Afdeling for Teologi sin konference om konfessionskultur på Aarhus Universitet.  Den afsluttedes på en våd vinterlørdag med en guided tour gennem Domkirken og Vor Frue Kirke. Da jeg som guide til allersidst henledte opmærksomheden på en gravflise over et dødfødt barn i Frue Kirkes krypt, lyste en af deltagerne, Aleksandra Adamczyk fra Wroclaw, op. Hun arbejder ved Universitetet i Hamborg med den religiøse kultur i Schlesien i 1500-tallet, hvor det katolske og det lutherske levede tæt op og ned ad hinanden. Netop dødfødte børn havde hendes interesse, da holdningen her var en meget tydelig markør af de konfessionelle forskelle. Her lagdes begyndelsen til et nyt samarbejde, udveksling af litterære referencer, af forskningsbidrag.

Barnedåben og de ufødte frem til reformationstiden

De første kristne århundreders teologer synes ikke at have givet spørgsmålet om udøbte børns skæbne nogen særlig opmærksomhed, men Augustin (354-430), der gennemtænkte spørgsmålet om menneskets frie vilje, nåede til det synspunkt, at Gud i sin evige visdom muligvis havde en reserveret en art løsning for de udøbte. I striden med Pelagius (354-420) blev formuleringerne dog tilspidsede. Pelagius mente, at børnene var uskyldige og derfor alligevel kunne få evigt liv – om end der måtte være et særligt sted for dem, en art mellemstation, et børnelimbo. Augustin tog over for ham udgangspunkt i menneskets natur, der som følge af Adams synd var syndig. Arvesynden er en almen, guddommelig straf, og den fører til fortabelsen. Dog kan Gud have udvalgt nogle til frelsen, og disse lader han ikke dø, før de har modtaget frelsen i dåben. Der er for Augustin intet mellemsted for de udøbte børn, men dog taler han om, at børnene, da de ikke har begået nogen bevidst syndige gerninger, sikkert vil modtage en mild dom. Senere teologer i oldkirken tog konsekvensen og hævdede, at udøbte børn ville blive straffet i den evige ild. Højmiddelalderens teologer fulgte dette spor og forfinede det, idet de fokuserede på dåbens betydning for frelsen. Man kunne nemlig hævde, at martyriet (eksempelvis ofrene for barnemordet i Betlehem) eller forældrenes ønske om barnets dåb kunne gælde som en erstatning for dåben. Hermed lagdes vægten altså på forældrenes fromme bønner og måske endog på deres gode gerninger.

Reformatorerne

1520’erne prægedes i høj grad af stridigheder om forståelsen af dåben. Døberbevægelsens synspunkt var, at mennesket modtog nåden i dåben, men det satte et alvorligt spørgsmål ved de udøbte, idet døberne praktiserede voksendåb. De udøbte kunne jo ikke endnu være omvendte og troende. Den schweiziske reformator Ulrich Zwingli vendte sagen om og mente, at Gud gennem udvælgelse tildelte alle mennesker troen og dermed nåde og frelse. Calvin mente, at Gud ville tage sig af de udøbte børn, give dem troen og oplysningen på den for mennesker ubegribelig måde.

Bugenhagen gennemtænkte i det skrift fra 1542, hvori han udlægger den 29. salme sagen på baggrund af Melanchthons synspunkter. Skriftet er Der XXIX Psalm ausgelegt/durch Doctor Johan Bugenhagen/Pommern. Darinnen auch von der Kinder Taufe. Item von den vngeborn Kindern/vnd von den Kindern die man nicht taufen kann. Ein Trost D. Martini Luthers den Weibern/welchen es vngerade gegangen ist mit Kinder geberen. Reformatorerne kunne ikke umiddelbart bruge den ældre kirkelære til noget. For dem måtte vægten selvsagt ligge på Guds handling – og Guds handlingers veje kender vi fra Bibelen. Man kan nemlig som teolog ikke bare gætte sig frem til løsning på teologiske spørgsmål. Gud har i Joh 16,23 lovet at høre menneskenes bønner, og Jesus har selv sagt ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke forhindre dem i, for Guds Rige tilhører sådanne” – ergo må man tro, at Kristus, når forældre i dåben eller gennem bøn bringer børn til ham, vil tage imod dem. Bugenhagen gik så langt som til at antage, at forældrenes bønner og ønsker om dåb måtte gøre det ud for barnets ønske om at blive døbt. Afgørende for Bugenhagen er Guds ord og Kristi løfter, uden hvilke der ikke var nogen vej til salighed. Han knytter til ved det billede, som også det lutherske dåbsritual tidligere benyttede: jødernes overgang over Det Røde Hav. Den gang blev de små børn også båret gennem havet, nogle endda så små, at de endnu var ufødte i moders liv. Gud reddede dem alle.

Som følge af mulige faktiske og praktiske forhold vil det ikke være alle børn, der kan bæres til dåben, men forældre og andre kan bære dem til Gud i bønnen. Det sjælesørgeriske perspektiv er afgørende. Man må trøste kvinder, hvis børn er dødfødte. Det er ikke tegn på Guds vrede, og moderen har givetvis af hele sit hjerte ønsket, at barnet skulle blive døbt. Det er ikke på grund af barnets uskyld, at børnene frelses, men fordi de bliver bragt til Kristus. Bønnen træder i stedet for dåben. Dåben består som kirkelig ritus, men rationalet er her, at Gud i sin almagt ikke er bundet af kirkelige ordninger, herunder sakramenterne.  

Dette lutherske synspunkt afspejles klart og tydeligt i Kirkeordinansen, hvor det hedder, at børn, der dør i moders liv, skal jordemødrene overlade til Guds varetægt. Man må ikke døbe dem, da de ikke er kommet levende til verden. Derimod skal jordemødrene gøre alt for at holde moderen i live. Et forhold, der synes fælles for dødfødte og ikke døbte spædbørn, er, at forældrene ikke må bringes i tvivl om barnets salighed. Her henviser Kirkeordinansen til de to allerede nævnte skriftsteder, ”Lader de små børn komme til mig …” og ”Hvad som helst I bede om i mit navn …”. Er barnet i livsfare efter fødslen, skal jordemoderen og andre fromme dannekvinder overlade barnet i Guds omsorg, idet de skal bede: ”O Herre Jesus Kristus, dette barn overgiver vi til dig efter dit eget ord, og beder dig at du annammer det, og lader det blive en kristen”. Ordinansen sigter mod vished om nåden som værn mod og som alternativ til den grasserende overtroiske magi, nyfødte børn tidligere og endnu mange steder blev omgærdet med.

Med hensyn til begravelse af dødfødte børn er der intet forordnet i Danmark førend i 1700-tallet, men i den hessiske kirkeordning fra 1566 hedder det udtrykkeligt, at udøbte børn skal begraves sammen med andre kristne.

De, der i 1500-tallet først og fremmest skulle sørge for, at de nye synspunkter blev kendt, var biskopperne. Deres opgave var at belære menigheder og sognepræster om alt det nye. Hele tanken om fortjeneste og om gode gerningers betydning for frelsen var med ét fejet bort. Det medførte en usikkerhed. Kunne forældre så ikke længere gøre noget for deres småbørn? At stole på Guds nåde var en ting, men at forstå hvorfor man skulle gøre det, var en stor sjælesørgerisk opgave. Sjællands biskop Peder Palladius var blandt dem, der sled for at forklare den nye kristendomsforståelse og for at skabe et nyt livs- og tilværelsessyn hos menighedernes medlemmer. I spørgsmålet om mødres død i barselssang og om dødfødte børn står tørsten altid i forgrunden, og den er altid begrundet i den Guds nåde, som man kan give eksempler på fra Bibelen. I 1556 oversatte og bearbejde han den tyske teolog Casper Huberinus’s to mærkelige (vigtige) traktater om ægteskab og om frugtsommelige kvinder. Han fastslår, at kvinder, der dør i barselsseng – i deres embede for deres mænds og børns skyld – bliver martyrer i himmelen; de giver nemlig deres liv for andres skyld.

Herpå lyder det henvendt til mødre til dødfødte børn:

• "Ja mere, lille (kære) kvinde, vil jeg sige dig til trøst: Dersom dit barn end døde bort – enten det kom dødt af moders liv eller det blev født med så lidt liv at det ikke kunne nå til dåben, hverken i fonten eller hjemme i huset, da skal ingen af den grund falde i mishåb om det barns salighed. Det skal ikke begraves i høje eller på hemmelige steder, men på de kristnes kirkegård – dog uden tjenerens (præstens) nærværelse, uden ringen, sang og andens stads, for at dåben derved ikke skal komme i foragt. Det skal begraves sammen med de andre børn, der er døbte, i håbet om at vor himmelske fader har antaget det i nåde. Thi han har rigelig magt til at give et barn salighed inde i moders liv og lade det døbes i dets eget blod, hvis han vil."

Dette er markant. Ganske vist skal den kirkelige ritus ved dødfødte børns begravelse reduceres, men intet skal imidlertid skjules. Alt skal foregå offentligt, som al gudstjeneste hos Luther. Det er dog det sociale, der tæller her, at barnet er medlem af Guds folk. Barnet skal lægges i jorden iblandt de døbte. Dermed er det døde barn ikke udgrænset, forbandet, farligt eller diabolsk. For den kristne ovetrumfer Guds nåde alt. Det er altså i sidste ende alligevel de levendes tro, der er afgørende, skabelsen af den tillid, de efterlevende kan have på det døde barns vegne.

Reformatorerne undlod aldrig at appellere til menneskets eget ansvar. Hertil hører det altid at bede for sine børn og for sit ufødte barn, ikke at kaste vrag på dåben – men det er også ægtemændenes og mødrenes pligt til at tage vare på fosteret i løbet af svangerskabets tid, altså udvise forsigtighed med det fysiske. Alt andet ville være at friste Gud, altså udvise overmod og uansvarlighed på det skrøbelige fosters vegne. Barselskvinder har, skriver Peder Palladius, i Kirkeordinansen en dejlig bøn, som de kan lære af sognepræsten – enten fra prædikestolen eller mere privat nede ved kirkedøren efter gudstjenesten.

Det er selvfølgelig bønnen til Gud – ikke til helgenerne – der er afgørende:

• "Satan vil, efter at børnene er døbte, forsøge at gøre dem skade på deres liv, men han kan ikke skade dem på deres sjæl – ja den gode og velvillige Gud kan efter sin evige godhed endda bevare et barn, skønt det bliver borte (dør) i moders liv, når forældrene er i nådens pagt og deres suk og bøn kommer Gud for øre, hvormed barnet kan blive døbt i moders liv og blive delagtigt i Guds nåde og Rige: For Gud hører de tro forældres suk, gråd og bøn og på den måde kan et barn også i moders liv få evigt liv. Thi der er intet, der er umuligt for Gud, og hans hånd er ikke så kort, at han ikke overalt kan hjælpe og trøste med den."

Her er det klart, at det er forældrenes status som kristne og som bedende, der tillægges en vis betydning, skønt Gud i sin almagt jo kan gøre, hvad han vil. Bønnens formulering forudsætter naturligvis bekendelse til den almægtige, treenige Gud. Det er ikke et intellektuelt spørgsmål om, at være kristen eller ikke, men om at stå i og leve i sin kristendom, hvilket i sidste ende er et spørgsmål om praksis, kultur, i dette specifikke tilfælde en given konfessionel kultur.

Tanken om at ikke blot døde børn men også dødfødte er med i familien, at de antages på linje med de døbte børn – og at mødrene ikke er forbandede eller besatte af djævelen – er resultat af et stykke kulturarbejde, som reformationskirken leverer. Som kirkehistoriker, der også arbejder med materiel kultur har det været spændende at konstatere, at dette syn helt igennem præger gravkunsten. I gravminderne er de dødfødte og udøbte lige siden 1500-tallet medregnet som familiemedlemmer. Ofte ser man, at navnene på de døde børn anføres, og derpå følger ofte også et antal udøbte, der ligesom de anførte dødfødte er unavngivne. Det kan nu bekræftes, at det samme gør sig gældende i Schlesien (og dermed det evangeliske Tyskland) og i England.

I et værk, der søger at afdække fortidens måder at betragte verden på, har det været vigtigt at gå videre og undersøge den voldsomme diskrepans, der er mellem spædbørns og småbørns liv (samt synet på dem) og større børns liv som syndige og handlende mennesker, der nødvendigvis må stå under øvelse og tugt. Hvornår og i hvilken forstand holder børn op med at være børn for at blive små voksne? Står den kristne ikke altid – uden hensyn til alder – i et barneforhold til Gud? En del af svaret findes inden for den ramme, der hedder den lutherske husstand, hvor husfaderen er tildelt rollen som den, der på det nære plan i familien har magten til at opretholde orden og hvis yderste ansvar det er at bevare alle i storfamilien som Guds børn i et kristent samfund.

Perspektiv

Ved fokuseringen på dette lille område i en større helhed, opdager vi et essentielt problemkompleks, der mistede sin fortolkning med reformationens brud med den gamle kirke og kirkens ret. Med reformationen måtte det italesættes og indarbejdes som nye love, som nye vaner, skikke, overbevisninger og tankebaner hos forældrene. Nok ligger der en hel teologi i refleksionen over problemet, men teologi er ikke almindelige menneskers sag. Hvad der tæller, er fortrøstningen i og over for det skrøbelige liv. Der er forhold og erfaringer, der ikke ændrer sig i historiens løb. Lige så sikkert som det, er det, at de kulturelle betingelser er variable. Lægevidenskaben i det moderne kan i nogen udstrækning reducere antallet af tilfælde af ufrivillig abort. Reduktionen af børnedødelighed medfører, at der i dag fødes færre børn. Familien er omdefineret fra at være en produktionsenhed til kernefamilie med stor vægt på følelserne. Det ændrer ikke ved at spædbørnsdød og mødres død i barselsseng var en lige så grufuld erfaring i 1500-tallet som i dag.  Hvad der udgør forskellen, er de stadigt nye strategier og fortolkninger, hver epoke benytter sig af for at forstå, skabe mening og trøst. De følelseskonventioner, der kulturelt set er til stede i det moderne, er altid åbne for en undersøgelse. Vi har valgt den anledning, der nu er, til at forfølge undersøgelsen af dem gennem 500 år i et reformationskulturelt perspektiv.