Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt og prekært. Helst skubber man emnet til side og taler i stedet om reformationens positive tanker og følger. Men mens det sidste ikke er forkert, skal man passe på med det første.

Historien har flere gange vist, hvordan man netop med Luther i hånden har polemiseret mod jøderne og hvordan hans skrifter og teologi har kunnet bruges til at legitimere jødehad.

Og man kommer ikke uden om, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad og motivation til tilsvarende handlinger. Derfor er det nødvendigt, at man også i forbindelse med et kommende reformationsjubilæum forsøger at forstå Luthers udsagn om religiøse minoriteter.

Det første, der bør springe i øjnene, er, at Luther kan bruges af såvel jødefjender som jødevenner, for hos Luther er der skrifter, der peger i begge retninger. Alene af den grund er det ensidigt at putte Luther i den ene eller anden kasse. For at forstå betydningen af denne dobbelthed hos Luther må man først prøve at begribe jødernes situation i Europa i det 15. og 16. århundrede.

Jødernes situation i senmiddelalder og renæssance
Det 15. og 16. århundrede var generelt præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik skylden for pesten og uopklarede forbrydelser. Ofte blev de dømt under rene skueprocesesser, og straffen ramte tit ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed. Da byen Paris i begyndelsen af 1500-tallet havde fordrevet alle jøder, roste datidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, Paris for at være blevet jødefrit. Jøderne blev således systematisk udgrænset fra det ellers rene kristne samfund og tildelt en retslig randeksistens, fx mht. erhvervsmuligheder. Også boligmulighederne var begrænsede: Hvis jøderne ikke var forvist fra byer og territorier, og det blev dem tilladt at slå sig ned et sted, måtte de bo i områder skarpt afgrænset fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer, og for dette betale beskyttelsespenge til den lokale fyrste eller herre.

Den unge Luthers jødevenlige skrifter
Det er i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære, at Luthers første skrift om jøderne bliver til.
Allerede titlen på skriftet må have vakt forargelse i samtiden: ”At Jesus Kristus var en født jøde”. Luther betoner i dette skrift ikke kun, hvad titlen siger –, hvad der i sig selv var en skandale –, han argumenterer også for, at evangeliet gælder alle folk og i særdeleshed jøderne. Fordi jøderne tror på forkyndelsen i Det Gamle Testamente, er de de kristnes brødre i troen.

At de ikke er konverteret til kristendommen, forholder Luther sig forholdsmæssigt roligt til og begrunder det ud fra sin trosforståelse: Troen på at Jesus Kristus er død på korset for menneskers skyld, og hver enkelt derigennem bliver frelst, er for Luther ikke en tro, mennesker selv kan frembringe. Den må skænkes af Gud.

Men Luther betoner ikke kun kontinuiteten mellem jøder og kristne, han kræver også, at man møder jøder med kristen næstekærlighed og forlanger konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med jøder med det mål at integrere jøderne i samfundet.

Hvad der i dag klinger selvfølgeligt, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set som håbet om en bedre fremtid.

Den ældre Luthers jødefjendtlige skrifter
20 år senere har Luthers opfattelse ændret sig radikalt til det diametralt modsatte. I sit skrift ”Om jøderne og deres løgne” kræver han i stedet for integration, fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af det, de efterlader. Jøderne er nu ikke mere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærer Jesus som Guds søn, synder mod Gud. Og den som tåler denne synd, er medskyldig.

Derfor bliver det en opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, at ødelægge deres huse og tage deres bøger, forbyde deres lære og deres pengehandel osv. – i det hele taget drive dem endnu mere ud af samfundslivet, end de allerede var.  

Hvad var grunden til denne markante ændring?
Leder man efter grunde til denne radikale forandring, bliver man rådvild. Luther begrunder selv sin senere jødefjendtlighed med jødernes gudsbespottelse, som man ifølge Luther kunne finde i rabbinsk litteratur og i tekster fra jødiske konvertitter, men det er usandsynligt, at han ikke kendte disse allerede i 1523.

Den aktuelle forskning giver ikke noget tilfredsstillende svar på, hvorfor Luther ændrer sin holdning så radikalt. Man må blive stående ved fakta: Lige så revolutionær, som Luther er i 1523, lige så traditionel og tidstypisk er han i 1543. I 1543 er der i dette spørgsmål ingen forskel mellem Luther og hans store katolske modstander Johannes Eck, der mente, at jøderne slog kristne børn ihjel, fordi de havde brug for kristent barneblod, og det derfor kun var ret at brænde jøder eller profylaktisk fordrive dem.

Hvad skal man stille op med denne udvikling i Luthers opfattelse? For det første er det godt, at Luther ikke er en absolut autoritet. Vi kan dele nogle af hans opfattelser, men vi er ikke tvunget til det. For det andet er det vigtigt, at den, der nutidigt beskæftiger sig med disse spørgsmål og vender sig mod historien, også prøver at forstå, hvordan fortiden så på disse spørgsmål, og lader svaret forholde sig til denne kontekst.