Den lokale overvågning
Da folk med modernisering, industrialisering og urbanisering i stor stil flyttede fra land til by var byens anonymitet på godt og ondt et tema. Uanset perspektivet undslap man den overvågning, der havde karakteriseret de tidlig moderne landsbysamfund. Husene lå tæt i en dansk landsby før udskiftningen. Familie og naboer var ret velinformerede om hvad det enkelte individ foretog sig – helt ind i fællesalkover og karlekammer. Men overvågningen og den sociale kontrol var ikke kun uformel og på rygteplan. Med reformationen blev sognepræsten kongelig embedsmand. Det finmaskede net at kongelige embedsmænd ud over det ganske land, placeret i lokalsamfundene og ganske tæt på indbyggernes daglige liv, muliggjorde en overvågning og registrering af kongens undersåtter i et i samtiden exceptionelt omfang.

Kirkebøger
Fra midten af 1600-tallet begyndte landets sognepræster systematisk at føre kirkebog og registrerede nøje antallet af fødte og døde. Det gav Kongen et ret præcist overblik over sin befolknings størrelse og sit skattegrundlag. Men registreringen af fødte og døde sognebørn stod ikke alene. Præsten noterede også, hvem der blev konfirmeret, trolovet og viet. Indførelserne om døbte børn indeholdt også registrering af hvem, der havde stået fadder til barnet. Det er i dag en unik kilde for historikere til at afdække sociale netværk i sognet, men det har det nok også været dengang, det blev noteret.

Sognepræsten noterede også om børnene var døbt som ægtefødte eller uægte, det vil sige, at der var styr på, hvem der havde fået børn uden for ægteskab. Det fremgik, hvem der var moderen til det uægte barn, og hvem der stod faddere. Det var oftere nærmere slægtninge end ved dåb af ægtefødte børn, det sociale netværk omkring den ugifte mor har tydeligt været mindre. Desuden skulle moderen ved dåben fortælle, hvem der var far til det uægte barn, hvilket også omhyggeligt blev ført ind i kirkebogen.

Nogle præster noterede også, hvornår der havde været afholdt åbenbart skriftemål i kirken og hvilke sognebørn der havde bekendt hvilke synder foran hele menigheden. Det var ofte forældrene til de børn der blev født uden for ægteskab, men en række andre religiøse forseelser og undladelsessynder blev også sonet med åbenbart skrifte. Kirkebøgerne var således ikke kun et særdeles effektivt folketællingsredskab, men også en nøje registrering af befolkningens moralske forseelser.   

Skudsmålsbøger
Kirkebøgerne var ikke det eneste sted hvor sognepræsten holdt regnskab med sine sognebørns gøren og laden. Tyende og tjenestefolk kunne bevæge sig rundt fra sogn til sogn for at arbejde, og dermed undvige den kollektive erindring om deres moralske habitus i deres hjemsogn. Derfor skulle præsten, når de forlod en tjeneste bevidne at de havde opsagt tjenesten lovligt, at de var frie og hverken trolovede eller viede i det pågældende sogn. Denne registrering af lovlige tjenesteforhold og private forpligtelser for tyende fortsatte i den skudsmålsbog, der med forskellige stramninger først blev ophævet med medhjælperloven af 1921. Fx kunne husbond efter 1791 notere i skudsmålsbogen hvordan pågældende havde opført sig i tjenesten.

Trods enhver mangel på moderne kommunikations- og overvågningsudstyr var det således meget vanskeligt at undvige statens registrering af det enkelte individs gøren og laden. For ikke at tale om naboerne og den almindelige rygtedannelse. Sager om fødsler i dølgsmål, hvor ugifte kvinder slog deres børn ihjel ved fødslen, viser, at når et barnelig dukkede op, og en retssag begyndte, så var der i lokalsamfundet en yderst detaljeret viden om, hvem der havde sovet i hvis seng hvornår.