Reformationen i Wittenberg, anført af Luther og Melanchthon, fik hurtigt følgeskab af andre reformbevægelser. Det skyldes først og fremmest, at reformpresset var stort og havde været det længe. De mange nye bevægelser skabte forskydninger i landskabet. Kirken i Rom stod stejlt over for både den lutherske og den reformerte reformation, mens lutheranere og reformerte indbydes ikke kunne enes. Én ting kunne Rom og de store reformationsbevægelser dog enes om: fordømmelsen af anabaptisterne. De første anabaptister eller døbere havde deres udspring i den romersk-katolske kirke, og kan derfor bedst forstås som en parallelbevægelse til den lutherske reformation, men forstod sig selv som en del af en den generelle reformationsbevægelse, Luther satte i gang..

”Anabaptisterne”
I modsætning til katolikker, lutheranere og reformerte gik ”anabaptisterne” ikke ind for barnedåb. Derfor blev de af deres modstandere kaldt ”gendøbere” (ana-baptister). Dette var dog aldrig et navn, som disse bevægelser brugte om sig selv. I stedet kaldte de sig Brødre, Døbere eller Dåbs-sindede, for i egne øjne gen-døbte de ingen. Anerkender man ikke barnedåb, kan voksendåb netop ikke være en gendåb. Forskellen var ikke ligegyldig. For ifølge Romersk Lov var gen-dåb en kriminel handling, der kunne straffes med døden.

Oprøret mod magt og vold og forestillingen om det kristne samfund
Døberne fortolkede kristendommen sådan, at den kristne var kaldet til at afstå fra edsaflæggelse, deltage i voldshandlinger, og fra at varetage offentlige embeder. I stedet skulle kristne leve i egne samfund adskilt fra den ”faldne” verden. På den måde blev døberbevægelserne ansat for både at være kætterske i forhold til kirken og oprørske i forhold til staten.

Pacifisme som samfundsundergravende
Pacifisme blev i datiden ansat som samfundsundergravende, fordi det anfægtede fyrsternes mulighed for at stille soldater. Da kejseren i 1530 indkalder til rigsdag i Augsburg udsender Johannes Eck, en af Luthersk skarpeste kritikere, 404 artikler, der oplister 386 kætterske synspunkter hos protestanterne. Flere af disse behandler dåb og ulydighed over for øvrigheden på en måde, der synes at bringe protestanter og anabaptister på samme fløj.

Den augsburgske bekendelse: Lutheranerne sender aben videre
For Luther var der ingen dødsstraf for kætteri, men en accept af dødsstraf for oprør. Det så man bl.a. i bondeopgøret. Stillet over for truslen om at blive slået i hartkorn med anabaptisternes som ”pacifistiske oprørere”, kunne situationen blive kritisk. Hvis Johannes Eck havde held med den strategi, ville protestanterne ikke blot blive beskyldt for vranglære, men også for oprør. Det gjaldt derfor for protestanterne i høj grad om at sende aben videre. Derfor finder vi i den augsburgske bekendelse en skarp fordømmelse af gendøbere, og bekendelsen slår fast at kristne har lov til at beklæde statslige embeder.

Undertrykkelse og forsoning
Døberbevægelsernes historie i Europa er sort. De bekæmpes af både katolikker og protestanter, og udgør derfor et af reformationshistoriens sorte kapitler. Dette var baggrunden for at Det Lutherske Verdensforbund og Den Mennonistiske Verdenskonference i 2002 nedsatte en international studiekommission, der skulle ende i en forsoning mellem kirkerne. Det væsentligste bidrag til forsoningen var en fælles beskrivelse af den luthersk-mennonistiske historie, foretaget af ledende kirkehistorikere fra begge traditioner. Resultatet blev en af de mest sobre fremstillinger af konflikten, netop fordi begge parter skulle kunne se sig selv i fremstillingen.  Et sort kapitel fandt på denne måde sin afslutning.

Litt: Healing memories: Reconciling in Christ. Report of the Lutheran-Mennonite International Study Commission (The Lutheran World Federation / The Mennonite World Conference 2010).

BONUSINFO
I 2013 var repræsentanter for mennonitterne, der hverken anser sig for katolikker eller protestanter, for første gang del af en audiens hos Pave Frans, som på grund af sine politiske udmeldinger har vundet stor sympati hos nutidens mennonitter.