Middelalder, ferie og fritid

Fritid (forstået som en tid man selv kan disponere over) er et nyt begreb, der kom med fagbevægelsen i slutningen af 1800-tallet. Her søgte arbejderne at få nedsat arbejdstiden, således at man fik otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fritid. For Danmarks vedkommende lykkedes dette først op i 1990’erne (37 timers modellen). Oprindeligt var fritid, eller slet og ret ferie, ikke et tidspunkt hvor man selv disponerede over tiden. Tværtimod var ferie i middelalderen en betegnelse for helligdag (latin ferias), altså en dag hvor man i stedet for at fokusere på verdsligt arbejde fokuserede på det hellige arbejde. Helligt arbejde var f.eks. at deltage i messen, som kunne være alenlang. Middelalderhistorikeren Eamon Duffy har regnet sig frem til, at omtrent halvdelen af årets 365 dage bestod af helligdage. Der var derfor et stort frafald af deltagere, og mange middelalderlige lav- og gildeskråer nævner derfor bødestraf for ikke at deltage i kirkelige ritualer.

Martin Luther, ferie og fritid

Luther gjorde op med middelalderens helgendyrkelse, og da helligdagene oftest var tilknyttet en helgen, så forsvandt mange (men ikke alle) af helligdagene også. Mennesket havde ifølge Luther pligt til at være i verden, og det betød blandt andet, at man skulle gøre sit daglige arbejde og ikke være doven og undsige det med helligdage. I den store katekismus skriver Luther, at en tjenestepige ikke burde tage imod penge for sit arbejde. Derimod burde hun takke Gud og sit herskab for at have givet hende mulighed for at opfylde de pligter her i verden, som Gud nu engang har givet hende.

Fritid og ferie i teori og praksis

Vender vi blikket mod adelen, som var den rigeste del af befolkningen og derfor dem som sandsynligvis havde bedst mulighed for at tage fri fra det daglige arbejde, så kan vi se, at også de søgte at opdrage til flid og arbejde. F.eks. skriver højadelsmanden Christen Skeel til Fussingø en instruks til sine døtre Berte og Birgitte Skeel i 1653. Instruksen indeholdt information til pigerne om, hvordan de skulle agere og uddanne sig hos deres faster, som de var sat i familiepleje hos. De skulle naturligvis lære at sy og andre sysler, men det vigtigste for faderen var at betone, at døtrene ikke måtte være ørkesløse, dovne og langsommelige. De skulle derimod være flittigt i gang med et Gud velbehageligt arbejde og derved udvikle fromhed i sjælen. Arbejde og flid førte altså ifølge Skeel til fromhed. Døtrene skulle stå tidligt op, sige deres daglige morgenbønner, læse i bibelen og herefter sy eller brodere. Eftermiddagen var viet til sprog og for at understrege overfor pigerne, hvor vigtig flid og møjsommelighed var, så måtte de ikke få hjælp af deres tjenestepige. Hvorfor de så egentlig havde en tjenestepige, lader sig ikke besvare ud fra instruksen. Fritid var altså ikke noget pigerne skulle have – i hvert fald ikke hvis man læser instruksen.

                      Praksis var dog noget andet. Kongemagten måtte gentagne gange indskærpe over for både adels-, borger- og bondestand, at man skulle nedtone de store fester, som særligt adelen var forfængelig til. Adelen gik på jagt, festede og drak (ofte sammen med kongen), dansede, spillede spil og deltog i stor stil i festligt lag på landets slotte og herregårde. Ser vi på Christen Skeels instruks kan vi se, at Martin Luthers indskærpelse af arbejde, flid og væren i verden i hvert fald i teorien blev forfulgt, men i praksis var hele tiden ikke kun til arbejde, men også til fritidsaktiviteter.i teorien blev forfulgt, men i praksis var hele tiden ikke kun til arbejde, men også til fritidsaktiviteter.