Tryghed og tillid
”Det handler om at være Tryg.” Sådan lyder sloganet for et kendt forsikringsselskab, og sådan lyder opskriften på et velfungerende samfund tilsyneladende også. Danmark er det land i verden, hvor borgerne har den højeste grad af tillid til hinanden og til staten, og derfor er vi færre skattesnydere og behøver mindre bureaukrati. Den moderne velfærdsstat er baseret på en tillidsrelation mellem stat og borger, der indebærer en forpligtelse til fra statens side gennem en række velfærdsydelser at drage omsorg for borgerne, og fra borgerenes side samvittighedsfuldt at betale deres skat og stole på, at staten ikke er korrupt, og at den forvalter skatteindtægterne på en frugtbar måde. Vi stoler på staten. Men hvorfor egentlig? Måske findes en del af svaret i Martin Luthers teologi, hvor den absolutte tillid er centrum for menneskets forpligtende forhold til Gud og til fyrsten. 

Tro og tillid
I sin Store Katekismus fra 1529 beskriver Luther, hvad det vil sige at have en gud: ”At have en gud er at have noget, som man af hjertet sætter hele sin lid til.” Tilliden til Gud er helt afgørende for det vellykkede gudsforhold, der i Biblen beskrives som en pagt. I Det Gamle Testamente er tilliden en tro på, at Gud vil indfri pagtens løfte om et frugtbart liv for israelitterne med talrige børn og børnebørn. I Det Nye Testamente udvides pagten til at omfatte hele menneskeheden og til at indbefatte et løfte om frelse og evigt liv fremfor er børnerigt liv i verden. Desuden kobles den tillid, der karakteriserer pagten, til et begreb om tro: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på” (Hebr 11,1). I stedet for at have tillid til sig selv og sine egne penge eller magt, har det menneske, der tror på Gud, tillid til, at Gud vil hjælpe, beskytte og i sidste ende frelse det. 

Den omsorgsfulde fyrste og den lydige undersåt
Luthers overfører denne betoning af tillid på forståelsen af samfundslivet. Ifølge Luther er staten, som dengang blev anført af fyrsten, stedfortrædere for Gud, der iført Guds masker iværksætter den orden i samfundet, som er blevet fastlagt ved skabelsen. Forholdet mellem fyrste og undersåt ligner forholdet mellem Gud og menneske og er karakteriseret ved gensidige forpligtelser. Fyrsten er forpligtet på at drage omsorg for og endda elske undersåtterne, som til gengæld er forpligtet på at vise fyrsten absolut tillid, der blandt andet indebærer magtafgivelse og underkastelse. 

Den blinde tillids fare og den enkeltes ansvar
Men det kan være farligt at nære blind tillid til staten og underkaste sig den. Det viste sig for eksempel under Anden Verdenskrig, hvor Luthers samfundsforståelse blev brugt til at legitimere den nazistiske førerdyrkelse. På den baggrund blev det vigtigt at understrege, at tilliden til og lydigheden mod staten for Luther altid er underlagt den kristnes pligt til at elske Gud og næsten. Og at hvert enkelt menneske er i stand til at indgå i gudsforholdet uden kirken og dens præster som mellemmænd. Dermed afbureaukratiseres gudsforholdet, og der sker en radikal autorisering af individet og dets troværdighed. Mennesket bliver så at sige selvledende i sit gudsforhold, og det kan tænkes efterhånden at have en afsmittende effekt på opfattelsen af menneskes rolle i de samfundsmæssige forhold og dermed have bidraget til dets forvandling fra lydig undersåt til bemyndiget borger i en velfærdsstat, der formår at skabe optimale rammer for menneskets tillidsfulde afgivelse af suverænitet.