”Jeg elsker jer!”. Sådan udbrød Helle Thorning-Schmidt i sin tale på den nyligt overståede valgnat. Måske blev den afgående partiformand grebet af stemningen i lokalet, der var tæt pakket med hujende socialdemokrater. Eller måske efterlevede statsministeren det lutherske fyrsteideal, der netop byder den verdslige hersker at udvise kærlighed overfor sine undersåtter.

Efter at have afsat paven, brændt den kanoniske lov og stormet klostrene bliver det for Martin Luther magtpåliggende at sikre samfundets orden. Synden skal inddæmmes, og det kan kun ske gennem menneskets fiksering i guddommeligt autoriserede hierarkier. I sin ordning af samfundet tager Luther udgangspunkt i det fjerde bud: ”Du skal ære din far og din mor”. Samfundsordenen har sit udgangspunkt i barnets underkastelse overfor sine forældre, og dette lydighedsforhold bliver et mønster for en række andre forhold: mellem en mand og hans hustru, mellem herre og tjener, mellem den gejstlige øvrighed og lægfolket og mellem fyrsten og hans undersåtter. Menneskets underordning under magtstrukturer skal ifølge Luther sikre den nødvendige stabilitet i en verden, der efter syndefaldet er præget af selvcentreret egeninteresse.

Luther forstår disse lydighedsforhold som et spejl af det afgørende forhold mellem Gud og menneske, og de verdslige herskere fungerer som Guds stedfortrædere på jorden, de er Guds masker. Netop denne kvalificering af forholdene er central for forståelsen af, hvad de indebærer. Som i sin reformulering af retfærdiggørelseslæren afviser Luther enhver form for blind lydighed. Ligesom Gud ikke skal adlydes, fordi mennesket frygter den guddommelige straf eller ønsker en belønning i form af frelse, skal de verdslige herskere ikke adlydes, fordi mennesket er bange for dem eller ønsker at vinde deres gunst. I stedet skal forholdene til forældre, til præsten, til herremanden og til fyrsten være præget af gensidig kærlighed.  

Men er der ikke langt fra Luthers patriarkalske samfundsvision til vore dages velfærdsstat, der synes at have udskiftet den autoritære faderskikkelse med en altomfavnende Big Mother? Vi moderne demokrater ser næppe os selv som indordnet i lydighedsforhold, der skal inddæmme vores syndige egeninteresse. Godt nok indordner vi os under loven, men det er en lov, vi selv mener at have formuleret per demokratisk valgt stedfortræder.

Her bliver kærligheden relevant for samfundsforståelsen på tværs af 500 år. For både Luther og Helle Thorning-Schmidt gælder det, at den kærlighed, de refererer til, intet har at gøre med et romantisk kærlighedsbegreb. Kærlighed er i stedet udtryk for en bestemt form for forpligtende relation. Forpligtelsen gjaldt for forholdet mellem den lutherske fyrste og hans undersåtter, ligesom den vel stadig kan siges at gælde for den moderne velfærdsstat og dennes regering i relation til borgerne. Mennesker er gensidigt forpligtet på hinanden, og denne for-pligt-else indebærer forskellige pligter, alt efter hvilken rolle man indtager i de mere eller mindre hierarkiske relationer, der udgør samfundsordenen. Fyrste og velfærdsstat sikrer fred og orden, mens borgerne lydigt underkaster sig denne orden. Spørgsmålet er så, hvordan det står til med bevidstheden om den forpligtende kærlighedsrelation som grundlag for samfundet i et markedsdemokrati med større fokus på ret end på pligt.