Lyset skinner i mørket
Julemænd har ikke kun travlt natten til den 24. december. De bliver i stigende grad hyret til ritualiserede juletræstændinger foran landets rådhuse. Tit sker det i kombination med et juleoptog gennem byens primære handelsåre, som til lejligheden er pyntet med julelys. Jul handler om lys, der tændes i mørket. Om de konkrete lys, der forsøger at fortrænge det altomfavnende decembermørke: Kalenderlys på morgenbordet, elektriske tæpper af lys over Strøget og lyset i Rudolfs røde tud. Og i kristendommen om troens lys, der med fødslen af Guds søn blev bragt ind i en verden formørket af ondskab og synd. I Esajas Bog begynder profetien om Jesu fødsel: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land” (Es 9,1). I indledningen til Johannesevangeliet bruges profetien som baggrund for en beskrivelse af det guddommelige lys, der bliver menneske i en formørket og afvisende verden (Joh 1,9-10). Senere i evangeliet bekræftes denne inkarnation, når Jesus beskriver sig selv med ordene: ”Jeg er verdens lys” (Joh 8,12).

Fornuftens lys
Også for Luther drejer julen sig om lyset, der tændes i kampen mod mørket. I sin prædiken til juledag fra Julepostillen (1522), en samling prædikener til julens gudstjenester, udfolder Luther fortællingen om Jesu fødsel med udgangspunkt i Johannesevangeliets beskrivelse af Guds lys, der gennem tro oplyser syndens mørke. Luther afviser de middelalderlige skolastiske teologers fortolkning af lyset i Johannesevangeliet som fornuftens naturlige lys. For Luther er lyset i stedet nådens eller troens lys. Ifølge Luther udstyrede Gud i skabelsen alle mennesker med en fornuft, der som et lys i samvittigheden satte dem i stand til at indrette og indgå i samfundet. Med fornuften kan mennesket bygge huse, holde køer og dyrke marker. Men fornuftens lys forstår ikke, hvem der har antændt det, skriver Luther i sin prædiken. Fornuften kan ikke hjælpe mennesket til erkendelse af, at Gud blev kød og blod for at give sin tilgivelse og frelse til mennesket. I stedet blænder fornuften mennesket og får det til at tro, at det kan frelse sig selv ved at gøre gode gerninger.

Troens mørke
For at undgå at blive blændet af fornuften må den, der tror, ifølge Luther ofre sin fornuft, erkende sin egen afmagt og hengive sig til tro på Guds løfte om frelse. I sin Store Galaterbrevsforelæsning fra 1531 lyder Luthers opfordring derfor: “Således må alle fromme gå med Abraham ind i troens mørke.” For moderne mennesker virker Luthers betoning af den mørkelagte, irrationelle tro som et farligt forvarsel om nutidens religiøse fanatisme. Men Luthers fornuftskritik beror på en grundlæggende anerkendelse af, at mennesket med sin fornuft ofte fylder verden med ondskab og død, og at livet af og til former sig både ufornuftigt og lidelsesfyldt. Her hvor menneskets eksistens virkeligt står på spil, slår fornuften ikke til, fordi den opfordrer mennesket til forgæves at forsøge at handle sig ud af sin fortvivlede situation. For Luther står det klart, at selv om mennesket lever en stor del af sit liv på fornuftens præmisser, kan livets allermørkeste afkroge kun oplyses af troens lys.

Nådens lys
Med sin prædiken til juledag vil Luther understrege, at det lys, der blev tændt med nattens fødsel, er et nådens lys, der åbenbarer, at mennesket ikke kan frelse sig selv fra sin egen og fra verdens ondskab, men i stedet må lade sig frelse gennem tro på Kristus. Ifølge Luther kan mennesket i troen overgive sig til det afmægtige mørke, der findes i selv det mest mægtige liv, i tillid til, at Gud har ladet sin nådes lys inkarnere i verden. Det lys, der tændes julenat, er ikke fornuftens skarpe lys, men troens levende lys, der kan rumme menneskets afmagt og oplyse tilværelsens mørke.