I 1560’erne udgav Niels Hemmingsen en latinsk samling af mønsterprædikener, en postil, der skulle tjene som model for præsters prædikenforberedelse. Prædikensamlingen er opbygget efter kirkeåret, således at adventsprædikerne kommer først. Et hovedtema i adventsprædikenerne er øvelse: Øvelse i troen og øvelse i livet i verden.

Hvad er en højtid?
Kirkeåret begynder første søndag i advent. Prædiketeksten er indtoget i Jerusalem (Matt 21,1–9). Denne første højtid i kirkeåret bruger Hemmingsen som anledning til stille spørgsmålet, hvad en højtid overhovedet er. Hemmingsen er altid grundig og metodisk i sin stil. Han besvarer spørgsmålet ad tre omgange: 1) højtiden har én ”grundvold”, som er den historiske begivenhed, man fejrer i kirken; 2)  højtiden gælder den velgerning (lat. beneficium), som historien meddeler os, og som vi i dag husker; 3) endelig findes der en ret nytte og brug af højtiden.  Dermed peger han på, som også Luther gør, at kirkens budskab har 1) en historisk baggrund, som samtidig viser sig som 2) aktuel kommunikation mellem Gud og menneske, 3) som den enkelte må tage imod og bruge.

Som madding på krogen
Den første søndag i advent fortæller historien om, at Kristus kommer til os. På den måde foregriber den faktisk både undfangelse og fødsel, og den foregriber den lære og de gerninger, som Kristus senere gav til os, skriver Hemmingsen. Indtoget i Jerusalem afslører den Guds velgerning, at det fortabte får vil blive fundet og frelst. Den rette brug af advent er troen, som skaber en taknemmelighed i hjertet. Med den lover, priser og takker mennesket Gud for hans gave, som er Kristus. Med taknemmeligheden skal man undervise hinanden, sådan at Gud får æren. Hemmingsen går dernæst over til at undervise om Kristi komme til verden, om Guds rige, og om Guds riges indbyggere og deres rette brug og ihukommelse af Kristi komme. Hemmingsen slutter sin prædiken af med en opfordring, der går på den rette brug af højtiden. Det er nemlig ikke nok med en ”ydre” brug og forberedelse på Kristi komme; den indre indstilling er den vigtigste. Hemmingsen skriver, at de kristne ved en sand bod ”lokker Kristus til sig”. Den bodfærdige kristne er som madding på krogen for Kristus.

I den foragtende kirken komme der glæde i hjertet
I prædikenen over teksten til tredje søndag i advent om Johannes Døberen i fængslet (Matt 11,1–10) tager Hemmingsen bodstemaet op igen. Johannes Døberen skal være et forbillede for alle præster, fordi han uophørligt straffer synden, opfordrer til bod og peger på Kristus. Videre hedder det, at kirken er billede på Guds rige, men at den også er et billede, som er foragtet i verden. Men i kirken helbreder Kristus de bange samvittigheder og fører glæder ind i de troendes hjerter.

Advent og jul giver øvelse
Efter advent kommer julen, og Hemmingsen afslutter sin juleprædiken over Luk 2,1–14 med en betragtning over julens rette brug og betydning. Julens brug er for det første at lære de kristne at modtage og elske den gave, de har fået fra Gud. Julens brug er for det andet, at de kristne ved at betragte Maria og Josef bliver deres øvrighed lydige. Desuden kan man ved at betragte hyrderne på marken lære, hvordan man passer sit embede og lyder sit kald. Englene, der i Luk 2,14 lovsynger Gud kan tages som et eksempel på, at der findes et prædikeembede, der er indsat af Gud og som forkynder Kristus for hele verden. Hemmingsen genfinder altså i julens bibeltekst det bodstema, som adventen slog an. Kristi komme er således anledning til, at mennesket øver sig på at kunne tage imod Kristus i hjertet, men også til, at det øver sig i at leve i verden: Ved at være lydig over for øvrighed og præster, og ved at lyde det kald, hvormed Gud har kaldt en.