Gemt og genfundet
I Frørup kirke på Fyn lovede præsten efter et påbud i 1589, at han ville fjerne Kristi Grav, som var opstillet i kirken. Superintendenten Jakob Madsen kunne ved et genvisit 2 år senere med tilfredshed konstatere, at det var sket. Imidlertid havde præsten blot lagt Kristusfiguren op på våbenhusets loft, hvor den lå skjult sammen med andre figurer, som han havde gemt. Her blev de opdaget i 1918.

Det var ikke ualmindeligt, at helgener og andet kirkeligt inventar kom på loftet, faktisk var kirkeloftet et praktisk opbevaringssted for alt fra tiendekorn til brændevin. Om de blev gemt af vejen og reddet, som i Frørup, eller om de blev placeret her i et bekvemt ”mellemrum” inden endelig afklaring omkring deres videre skæbne – måske lidt som barndommens tøjbamser, spejderuniformen og stilehæfter ender på loftet eller i kælderen i dag – ved vi ikke meget om.

En del af inventaret gik til i forbindelse med oprydninger i 1800-tallet. Eksempelvis blev der kørt ”to vognlæs” væk fra Ærøskøbing Kirkes loft. Andet blev ”fundet” og registreret i forbindelse med den spirende antikvarisk interesse i begyndelsen af 1900-tallet; noget blev alligevel senere kasseret eller givet til det lokalhistoriske museum; andet blev restaureret og ført tilbage i kirkerummet.

Hugget til pindebrænde
I Ferring Kirkes regnskaber fra 1639 fremgår det, at den gamle altertavle og prædikestol, samt ikke nærmere specificeret inventar magasineret på kirkens loft, blev brugt som brændeved til at smelte bly, da taget skulle repareres. Her var inventaret altså ikke, selv om det var kommet på loftet, på det tidspunkt tillagt nogen emotionel eller religiøs værdi, i hvert fald ikke for dem der identificerede deres nytteværdi som pindebrænde. Vi er her 100 år efter reformationen, så overraskende er det vel ikke, at billederne nu var ”draget ud af folks hjerter”, og en del beretninger fortæller da også, hvorledes gammelt inventar ”blev kørt til brændehuset”.

Andre steder gik man mere forsigtig til værks i omgangen med de tidligere så magtfulde hellige mænd og kvinder, og det endda langt op i tid.

Begravet på kirkegården
Ved Tornby Kirke fandt man ”i sin tid” en Kristusfigur fra Kristi Grav nedgravet på kirkegården, hvorefter den blev lagt på kirkeloftet og i 1925 foræret til Vendsyssels Historisk Museum. Begravelser af figurer synes ikke at være ualmindelige, men dette er den eneste, som har taget turen tilbage til overfladen. Baggrunden for nedgravningen finder vi måske i en sag fra 1786, hvor præsten i Store-Heddinge bad Sjællands stiftsøvrighed om lov til lade adskillige ”Helgenbilleder … nedgrave i et Hjørne på Kirkegaarden til evig Forglemmelse”, idet menigheden stadig tilbad dem. Biskoppen var dog betænkelig ved på den måde at skabe ”en Art Helligdom”, og han anmodede derfor det danske kancelli om tilladelse til at lade dem nedtage i stilhed, hugge dem til kakkelovnsbrænde og donere brændet til de fattige. Kancelliet afgjorde, at præsten selv skulle anvende dem til brænde for at undgå at figurerne selv som brændestykker kunne bruges i almuens overtro, mod at han donerede tilsvarende mængder brænde til de fattige.

Skjulte figurer?
Hvornår Kristus fra Tornby blev begravet ved vi ikke, heller ikke om man var bekendt med figurens placering, eller om den blev påtruffet igen ved et tilfælde, men vi kender skikken at nedgrave inventar helt op i 1900-tallet. I Bjerre Kirke ved Horsens var to middelalderlige alterfigurer og en figur fra et korbuekrucifiks lagt på loftet i midten af 1800-tallet. Her blev de fundet ca. 1925, hvor graveren kunne fortælle, at de ”skulle ned i jorden ved næste begravelse”. Hvad mon bevæggrunden var for det? Og mon der rundt omkring på kirkegårdene ligger statuer neden under gravstederne eller i kirkegårdens hjørner?

Litteratur:

Chr. Axel Jensen: Katolsk kirkeinventars skæbne efter reformationen. Studier og eksempler, Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie 1921, s. 167-2014.

Danmarks Kirker, http://danmarkskirker.natmus.dk

Danmark middelalderlige altertavler, http://asp.altertavler.dk