Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Munken Luther er ved at få stress

For 500 år siden var reformationen ikke begyndt endnu, men det betyder ikke, at Luther lå på den lade side. I oktober 1516 beklager han sig over sine arbejdsopgaver i et brev til en god ven fra klostertiden. Brevet viser at Luther kunne overkomme enorme arbejdsopgaver, men også at han var bevidst om omkostningerne.

11.10.2016 | Bo Kristian Holm

Stress er ikke kun et moderne fænomen - Luther kendte også til presset fra arbejdet, der hober sig op (Foto: Colorbox).

Luther klager over stress
”Jeg har nærmest brug for to skrivere eller kontorfolk, for jeg gør næsten ikke andet end at skrive breve dagen lang.” Det er det allerførste Luther skriver i sit brev til Johann Lang i Erfurt. Luther kender Lang fra deres fælles tid i klosteret, og Luther har fået ham gjort til prior, dvs klosterforstander i sit gamle kloster. Lang står altså så tæt på Luther, at han kan tillade sig at begynde med at beklage sig over, hvordan arbejdet hober sig op. Han ved også, at meget arbejder har konsekvenser, og man genkender de første tegn på stress: ”Jeg ved ikke længere, om jeg hele tiden skriver det samme.”

Luthers mange opgaver
Efter den indledende beklagelse følger en opremsning af Luthers mange gøremål, som nok kan tage pusten fra de fleste – og altså også nærmest fra Luther. Luther er klosterprædikant, bordprædikant, dagligt spørger man også efter ham som præst i den lokale kirke. Han er leder for klostrets uddannelse og distriktsvikar. En distriktsvikar var en slags distriktsleder inden for klostervæsenet, og Luther forklarer det selv med at være 11 gange prior, så han har altså haft tilsyn med lige så mange klostre. Han er dertil også ansvarlig for fiskedammen ved klostret i Leitzkau, og fører sager for klostret i Herzberg. Og så er man endnu ikke nået til hans forpligtigelser på universitet. Her skal han forelæse over Paulus og samtidig er han ved at samle materiale til en forelæsningsrække over de gammeltestamentlige salmer. I brevet klager Luther også over at de mange breve betyder, at han ikke kan passe klostrets tidebønner. Oven i det hele kommer så de anfægtelser, som kødet, verden og Djævelen giver ham. Ikke uden selvironi slutter Luther sin lange opremsning med ordene ”Se, hvor lidt jeg laver.”

Luthers uforfærdethed
Og for at det ikke skal være løgn, så truer pesten også Wittenberg, så mange, heriblandt Johann Lang, anbefaler Luther at flygte. Men Luther flygter ingen steder. Han bliver og håber, at Gud vil sørge for, at han ikke bliver alt for bange. På samme måde sætter han sin lid til, at Gud vil sørge for de i alt 41 personer, der er i klostret, får mad på bordet, til trods for at Luther klager over, at forrådene er ved at være små. Luther har en helt klar opfattelse af, at han skal blive, hvor han er. Det er en befaling, som ligger i hans embede. Den er han nødt til at adlyde. Det som senere bliver til den ”lutherske kaldstanke”, ligger allerede i kim her.

Luthers næste forelæsning
Luther bliver i Wittenberg. Pesten driver foreløbigt over. Dagen efter brevet til Johann Lang begynder Luther at forelæse over Paulus’ brev til Galaterne. Det brev ender med at blive Luthers yndlingsbrev i det Ny Testamente, og han vender tilbage til det flere gange. Forelæsningen fra 1516 bliver i 1519 udgivet som Luthers første bibelkommentar.