Mennesket skabt i djævelens billede? Lidt om Luthers antropologi
Luther fremhæver, at alle mennesker er syndige og derfor kan Luthers syn på mennesket se temmelig pessimistisk ud – som om mennesket var skabt i Djævelens billede. Men læser man efter hos Luther, finder man imidlertid et mere nuanceret menneskesyn.
Mennesket spændt ud mellem godt og ondt
Luthers nok bedst kendte udsagn om mennesket er, at det på én gang er retfærdig og synder (simul iustus et peccator). Med denne dobbelte bestemmelse af mennesket beskrev Luther ikke det oprindeligt skabte menneske, men i stedet det faldne menneske, som er blevet retfærdiggjort ved Jesu Kristi død og opstandelse. Luthers menneskesyn er teologisk. Han udfolder en teologisk antropologi, hvor mennesket ses ud fra den store kristne grundfortælling. Derfor ser han på mennesket ”bagfra”, fra den historiske erfaring at mennesket lever i en kompleks verden spændt ud mellem godt og ondt.
Mennesket skabt i Guds billede
Oprindeligt var mennesket skabt i Guds billede som den gode og guddommelige skabning, der var uden synd. Adam og Eva kunne leve uden frygt for døden eller andre farer, forklarer Luther i sine forelæsninger over 1 Mosebog 1, 26ff, som han holdt i perioden 1535-1545. Mennesket er ikke skabt hverken i engles eller i djævelens billede, understreger han. Samtidig gør han op med en lang teologisk tradition, der går tilbage til Augustin. Ifølge Augustin består menneskets gudbilledlighed i, at mennesket er udstyret med hukommelse (memoria), fornuft (ratio) og vilje (voluntas). Imod en sådan tanke indvender Luther, at hvis dette fuldt og helt er udtryk for gudbilledlighed, så er Satan, som har lige så god hukommelse som mennesket og en meget større forstand og vilje, så meget mere skabt i Guds billede.
Luthers forståelse af mennesket
I teserækken ”Om mennesket” fra 1536 sammenfatter Luther sin teologiske antropologi i tre teser:
- Tese 21. Mennesket er Guds skabning, bestående af kød og en levende sjæl, fra begyndelsen skabt uden synd i Guds billede, hvis kald det var at avle efterkommere så vel som at herske over alt og aldrig dø.
- Tese 22. Efter Adams fald var [denne skabning] underlagt djævelens magt, dvs. synd og ondskab, hvilke begge er onde og evindelige – og ikke kan overvindes ved menneskets egen kraft.
- Tese 23. Kun gennem Guds søn, Kristus Jesus, kan [skabningen] befries (så vidt som denne tror på ham) og gives evigt liv som en gave.
Nogle har hævdet, at Luther ikke mente, at mennesket var skabt i Guds billede, men snarere i djævelens billede, fordi kun Kristus er Guds udtrykte billede. Dette er en misforstået gengivelse af Luther. Luther er klar i sin forståelse af mennesket som Guds skabning, oprindelig skabt i Guds billede, ikke i djævelens. Når Luther bringer djævelens billede på banen, taler han om onde strukturer i verden som fx terror og onde farer, som mennesket er blevet underlagt i syndens verden. Ifølge Luther har Djævelen stemplet disse onde strukturer på mennesket, men mennesket er ikke skabt med dem. Derfor overlader Gud heller ikke mennesket til et sådant djævelsk billede. Det kommer tydeligt til udtryk i Luthers forelæsninger over 1 Mosebog. Når Luther betragter mennesket ”bagfra”, så er det netop også under Guds nåde, og derfor er det udspændt mellem at være retfærdiggjort og synder.