Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Med magt følger ansvar

Hvis man betragter det religiøse samfund, er det en fordel både at se på den kirkelige institution og på den kristne tro. Den synlige og den usynlige kirke. Denne skelnen er værdifuld i arbejdet med reformationsperioden.

28.09.2015 | Christina Lysbjerg Mogensen

Christian II tog magten over den synlige kirke men også ansvaret for den usynlige (Foto: Wikimedia Commons).

Christian II (r. 1513-1523) var konge i en opbrudstid, hvor Luthers tanker og den gryende reformation udfordrede den traditionelle, middelalderlige samfund. Reformationen udfordrede forholdet mellem samfundets to øvrighedsmagter: kongen og kirken. Denne kamp kan allerede ses i Christian II’s lovkompleks (1522) 14 år inden Danmark officielt blev reformeret. Dette lovkompleks rummer en meget interessant pointe for forholdet mellem konge og kirke.

Begrænsning af den synlige kirke
I Christian II's Land- og Bylov underlægges kirken den danske konge og fratages muligheden for at tage problemer op med Vatikanet – alle de problemer kirken i Danmark havde, skulle løses inden for rigets grænser. Lovkomplekset beskriver en overordnet domstol i Roskilde, hvor dommerne skulle være uddannet i både kejserlig og kanonisk ret, hvilket betød, at de kunne dømme i både verdslige og gejstlige sager. Kirken blev således underlagt en af kongens embedsmænd, der godt nok var uddannet inden for kirkens retssystem, men dog stadig tilhørte den verdslige magt.

Lovkomplekset har flere af sådanne eksempler på, hvordan kongen søgte indflydelse på kirken. Dette har tidligere ledt forskere til at konkludere, at Christian II forsøgte at tage magten fra kirken til fordel for kronen. Så enkelt er det dog ikke.

Ansvar for den usynlige kirke
Religion spiller en stor rolle i lovkomplekset, hvilket er usædvanligt fordi religiøse spørgsmål ofte blev behandlet i separate kirkelovgivninger. Land- og Byloven lovgiver imidlertid i forhold til både messer, kirkegængernes adfærd og præsternes liv, men mest bemærkelsesværdigt er, at lovkomplekset giver kongens embedsmænd magt over uddelingen af almisser og pleje af samfundet syge og svage – områder der traditionelt sorterede under kirken. Kongen interesserede sig således ikke kun for den potentielle magt, der lå i institutionen, men også for det mere abstrakte kirkelige fællesskab, der ikke som sådan ikke handlede om institutionen, men i højere grad om troen. Troen spillede også en væsentlig rolle i forbindelse med kongens embedsmænd. Fx skulle en dommer altid tage til messe om morgenen, for ellers havde han ikke ret til at udføre sit hverv den dag.

Disse bestemmelser vidner om, at når kongen tog magten over den synlige kirke fulgte ansvaret for den usynlige – altså med den politiske magt over institutionen fulgte ansvaret for troen i samfundet. En forbindelse, der ikke alene gjaldt Christian II og hans lovkompleks, men som var kendetegnende for danske konger generelt i tiden efter reformationen.