Den polariserede debat om Luther
Reformationsjubilæet har fremkaldt en debat om Martin Luther, der er lige så polariseret som den øvrige samfundsdebat. Nogle vil gøre Luther til ophavsmand til alt det bedste i det danske samfund, fra velfærdsstat til folkeskole. Over for dem står kirke- og kristendomshaderne, der tager jubilæet som anledning til et nyt angreb, idet de hæfter sig ved Luthers mørke sider. De fremstiller ham som en ”blodtørstig hadprædikant” og spørger retorisk, hvorfor vi i Danmark dog skal fejre sådan en.

Løgstrups kritik af ”jubilæumspostyret”
På den baggrund kan det være velgørende at mindes en yngre fynsk præst, der studerede Luther indgående i Nazi- og besættelsestiden. Han skulle senere vise sig at blive den nok mest betydningsfulde danske teolog i det 20. århundrede. Navnet var K.E. Løgstrup. I et foredrag fremhævede han, at en beskæftigelse med reformationen kun skal dreje sig om en ting, nemlig ”det evangelium, som reformatorerne igen hørte”. Og han tilføjede ”dertil kan for resten den økonomiske historieskrivning hjælpe os – og slet ikke jubilæumspostyret”. Ordene er skrevet i 1936, da 400-året for reformationens indførelse i Danmark blev fejret.

Kritisk arbejde med reformationen nødvendigt
For Løgstrup burde et reformationsjubilæum kun give anledning til en beskæftigelse med reformatorernes teologiske tænkning. Og en sådan beskæftigelse måtte nødvendigvis være kritisk, vel at mærke i den rette betydning. Læsningen af Luther burde således sigte mod en bedre forståelse af nutidens problemstillinger. Og her er en kritik i begge retninger nødvendig: vi ”maa være beredte til paa én Gang at lade væsentlige Elementer i vort eget Tankesæt kritisere af Reformatorerne – og at kritisere væsentlige Elementer i Reformatorernes Syn som tidsbestemt”. Uden et sådant kritisk arbejde bliver beskæftigelsen med Luther kun en perspektivløs genoplivelse af fortiden.

Løgstrups Lutherkritik
Konkret kritiserer Løgstrup for eksempel Luthers negative syn på seksualiteten. Men i sin præstetid interesserede han sig især for Luthers syn på oprør mod øvrigheden. I forbindelse med det såkaldte bondeoprør afviste Luther kategorisk, at et oprør kunne være berettiget, uanset øvrighedens uretfærdigheder. Almindelige mennesker havde ikke myndighed til at straffe uretfærdighed. Alligevel opfordrede Luther enhver til at bekæmpe oprør, også privatpersoner. For Løgstrup er det ikke en modsigelse. Han peger nemlig på kernen i Luthers forståelse af øvrighedens politiske opgave. Den er at håndhæve retten og sikre ro og fred, så mennesker kan leve godt og ordentligt. Men når man som privatperson bekæmpede oprørere, var det jo netop for at forsvare denne politiske orden.

Når øvrighed og oprørere bytter plads
Denne tankegang overfører Løgstrup til sin egen tid. Han spørger ”Kan rollerne aldrig ombyttes, saa den nominelle Øvrighed realiter bliver til Oprørere, og de, der efter den udvortes Situation er Oprørere, i Realiteten er Øvrighed?” Netop det var efter Løgstrups mening tilfældet under nazismen, både i Tyskland og i Danmark. De tyske officerer, som forsøgte at fjerne Hitler repræsenterede den rette øvrighed på samme måde som de danske modstandsfolk.

En af Luther-fjendernes anklager lyder, at reformatoren blev dyrket af nazisterne. Men da det var alvor, var en dansk præst altså i stand til at læse Luther som inspiration til modstand. Det var en kritisk Lutherlæsning – midt i ”jubilæumspostyret”. En nærmere redegørelse kan findes i bogen Løgstrup og Luther. Forlaget KLIM. Aarhus 2017.