Reformationen ændrer synet på verden. Det bliver i verden og ikke i klostret, at den kristne skal leve sit liv efter Guds vilje. Ifølge Luther taler Gud til mennesket gennem skabelsen; og har man hørt Gud tale gennem evangeliet, kan man også høre Gud tale gennem skabelsen. Et morsomt eksempel på dette er Luthers lovprisning af musen i hans store forelæsning over 1. Mosebog, som han holder fra 1535-45. Det er den sidste forelæsning, Luther holder. Og flere gange undervejs må han afbryde forelæsningen bl.a. pga. pesten. Forelæsningen over 1. Mosebog, eller Genesisforelæsningen, er en guldgrube af information om Luthers måde at tænke på, for beretningerne fra 1. Mosebog giver Luther anledningen til at forholde sig til en lang række almene forhold af både politisk og naturvidenskabelig karakter.  Herunder musens formering.

Musens formeringsevne har siden Aristoteles vakt undren. Man kunne jo se, hvordan der selv på helt nye skibe efter få uger på havet vrimlede med mus uden, at nogen har taget dem med om bord. Aristoteles og videnskaben efter ham mente, at mus ligesom maddiker og andre ulækre dyr formerede sig spontant. I 1577 mente alkymisten Helmont gennem eksperimenter at have bevist, hvordan der spontant kunne opstå mus, hvis man lagde korn sammen med en uvasket skjorte. Først Pasteur modviser i 1859 endegyldigt teorien om spontan formering.

På Luthers tid er det altså den almindelige opfattelse af mus i lighed med andre dyr, man helst var fri for, spontant kunne opstå af skidt, snavs og råddenskab. I sine kommentarer til skabelsesberetningen i forelæsningen over 1. Mosebog er det derfor slående, hvordan Luther fremdrager musen som eksempel på Guds skaberkraft. Han referer Luther Aristoteles’ opfattelse af, at mus og hasselmus skabes ud af råddenskab og solens varme, men afviser, at råddenskab og varme alene kan skabe mus.  Intet kan nemlig ifølge Luther blive til uden Guds skaberord. Derfor roser han det lille dyrs skønhed, dets symmetriske ben og dets bløde pels, som tydeligt viser, at det er skabt ud fra en bestemt skabelsesorden. I musen kan man derfor beundre både skabningen og Guds storhed. Det samme gælder ifølge Luther også fluen. Luther lægger sig her i forlængelse af Augustin, der også kunne se teorien om spontan formering som udtryk for Guds skaberkraft; men Luther understreger betydningen af Guds skaberord.

Dermed bliver lovprisningen af musen endnu et eksempel på et generelt træk ved Luthers forståelse af Gud, at han viser sin storhed i det laveste. Og Luthers syn på musen bliver et illustrativt billede på den forandring af synet på verden, som følger med reformationen.