”Jeg har ikke besøgt Dem længe, og skønt jeg kunne give gode grunde og undskyldninger, vil jeg ikke gøre det. For mit hjerte har aldrig forladt Dem…”. Sådan begynder Martin Luther (1483-1546) et brev, dateret d. 4. november 1519, til fyrstinde Margarethe af Anhalt (1473-1530). Fyrstinden var på den ene side interesseret i Luthers reformatoriske ideer, men på den anden side var hun så dybt religiøst indlejret i den katolske tradition, at hun snart blev en af hans værste modstandere. Så da Margarethe kort tid efter inviterede Luther til Dessau, synes han at have anet en lurende fare og dermed at have takket nej til invitationen.

Der findes mange myter om Luther, og ikke mindst om hans forhold til kvinder. Mange af dem går ud på, at Luther hadede eller så ned på kvinder. Luther levede jo som augustinereremit fra 1505 til 1524, før han endelig – tre år efter sit store opgør med munkestand og munkeløfter - helt droppede munkekutten og klædte sig civilt. Men livet som broder på klosteret i Erfurt betød ikke, at han ikke havde omgang med eller kommunikerede med kvinder. Som det fremgår af ovenstående brev, kommunikerede han lige så vel med kvinder som med mænd om sine reformatoriske ideer; og allerede i 1524 opfordrer Luther alle tyske byrådsfolk til at etablere skoler for både piger og drenge.

Dette er faktisk helt anderledes moderne end det en ellers bredt anerkendt moderne oplysningsmand, Thomas Jefferson (1743-1826), senere gjorde. Jefferson var frastødt af de frie kvinder, han havde mødt i Paris’ saloner, og fandt ikke at kvinder var modne til hverken indflydelse eller uddannelse. Kvinder blev således sammen med børn og slaver udelukket fra Jeffersons nye republikanske principper. Luther derimod så vigtigheden af, at begge køn fik uddannelse og derigennem sikrede en ordentlig husførelse både på mikro- (familien, husstanden) og på makroniveau (landet, folket).