Reformationen medfører forandringer på mange niveauer. En meget tydelig, men ofte overset, finder vi i udformningen af de ti bud. Sammenligner man nemlig den lutherske variant med fx de oprindelige udgaver i Gammel Testamente, som videreføres stort set uændret i både den katolske og den reformerte gengivelse, opdager man, at nummereringen er forskellig. Hos Luther er et af buddene nemlig forsvundet. I den del af reformationen, som bygger på Calvin og bliver til den reformerte kirke, bibeholder man billedforbuddet og håndhæver det.

Ni bud bliver til ti
Alle andre udgaver end den lutherske har som det andet bud forbuddet mod ”at gøre noget udskåret billede”. Dette bud findes ikke i den lutherske udgave. For at få antallet til at passe deler Luther i stedet det sidste af de ti bud i to, så det niende bud lyder: ”Du må ikke begære din næstes hus”, og det tiende ”Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller får, eller noget, der hører din næste til”.

Luthers opgør med datidens romersk katolske kirke bygger på, at teologi og kirke må bygge på Bibelen og ikke på, hvad man senere har lagt til af traditioner. Med den vægt som Luther lægger på Bibelen, kan det synes mærkeligt, at han tager sig den frihed at ændre på en så central bibelsk tekst som de ti bud. Konsekvenserne af denne ændring er iøjnefaldende. Hvor den reformerte kirke beholder billedforbuddet og renser kirkerne for billeder, så er lutherske kirker ofte med billeder. Ganske vist sker der en stor udskiftning i billederne, da alle de gamle helgenbilleder forsvinder, men baggrunden er som oftest ingen principiel modstand mod billeder – men kun mod de forkerte.

Billedbrug i stor stil
I Gammel Testamente er forbuddet om at gøre noget udskåret billede et forbud på at tilbede afgudsbilleder. Dette viderefører den reformerte eller calvinske del af protestantismen, mens Luther tænker her grundlæggende anderledes.

For Luther har Gud selv brudt billedforbuddet ved at lave et billede af sig selv i Jesus af Nazareth. Jesus af Nazareth bliver for Luther det eneste rigtige billede af Gud, og det udtrykker for Luther hovedforskellen mellem Gammel og Ny Testamente.  Det giver derfor ikke længere mening for Luther at opretholde et forbud, som Gud selv har brudt.

Derfor ryger forbuddet mod billeder ud af rækken af bud. Og fremfor at bandlyse den religiøse brug af billeder, så bruger Luther og den lutherske reformation billeder i stor stil. De bliver først og fremmest brugt pædagogisk. Den mere direkte religiøse brug, som man kender fra den romersk-katolske eller ortodokse kirke, finder man ikke i Lutherdommen. Formålet med billeder er ikke at bede til dem, men at vise og formidle kristendommens budskab på en letforståelig måde. Her har almindelige mennesker en mulighed for at se det, som Bibelen handler om, men som de måske ikke selv kan eller har mulighed for at læse.

Forskellen mellem den lutherske og den reformerte forståelse af billeder viser sig også på andre måder. Hvor den reformerte tradition betoner, at Gud er det helt anderledes, der ikke kan indfanges af mennesker, så betoner den lutherske, at Gud har vist sig i det helt almindelige. Forholdet mellem disse to forskellige opfattelser er med til at give protestantismen en indre spænding, og får i det 20. århundrede stor betydning for forståelsen af protestantisk teologi.