Lutherdom i dag
Verden er fuld af lutherske kirker. Der findes lutherske kirker i stort set alle lande med undtagelse af Nord-Afrika og flere lande i Mellemøsten og Central-Asien, dvs. i de lande, hvor Islam dominerer. Med udbredelsen følger en stor forskellighed. Op til reformationsjubilæet arbejder Det lutherske Verdensforbund på at udgive en pjece, der skal sammenfatte, hvad der kan siges at udgøre luthersk identitet i dag. Det lutherske Verdensforbund er en paraplyorganisation, der samler de fleste lutherske kirker i verden. Ikke alle er dog med. Fx mangler den ene af USAs luthersker kirker, The Lutheran Church – Missoury Synod, for hvem Det lutherske Verdensforbund ikke er konservativt nok.

Lutherdom i et globalt perspektiv
Lutherdommen har sin rod i Europa. Der er her de største lutherske kirker findes, men billedet er ved at ændre sig. Lutherdommen vokser på den sydlige halvkugle, mens de gamle kirker i Europa bliver mindre. 1500-tallets teologiske stridigheder har ikke spillet nogle stor rolle for kirker uden for Europa og Nord-Amerika, men noget ser ud til at ændre sig. I takt med at pinsekirkerne breder sig med stor hast i bl.a. mange afrikanske lande, er interessen for Luthers skrifter mod sværmerne blevet væsentligt større dér. ”Sværmerne” var Luthers samlebetegnelser for kristne, der lagde vægt på den personlige erfaring af Helligånden og tillagde kirkens ydre rammer mindre eller slet ingen betydning.

Samtidig har kirkerne på den sydlige halvkugle traditionelt været betydeligt mere konservative i etiske spørgsmål, hvilket ofte giver spændinger mellem europæiske liberale opfattelser og en mere konservativ etisk holdning andre steder i verden

Interne europæiske forskelle
Også internt i Europa er der store forskelle i forståelsen af, hvad Lutherdom er. Når paven i næste måned besøger Lund i Sverige , som en del af fejringen af reformationsjubilæet i 2017 – så er det i et land, som i høj grad har nedtonet sin lutherske arv og i stedet fremhævet det, der samler forskellige kirkesamfund. I Norge kan der også ses tegn på, at den lutherske identitet ikke længere er retningsgivende, som den tidligere har været. De europæiske kirker, som er mest bevidst om deres lutherske identitet, ser ud til at være de lutherske kirker i Tyskland og Danmark. Men også her er der væsentlige forskelle, selvom der traditionelt har været tæt kirkelig og teologisk kontakt mellem Tyskland og Danmark.

Er synoder en luthersk uting eller en luthersk selvfølgelighed?
Forskellene mellem Danmark og Tyskland mærker man navnlig i synet på kirkelige styreformer. I Danmark findes der ingen synode, dvs. et fælles kirkeligt organ, der kan træffe beslutninger, om liturgi, kirkeordninger, kirkens økonomi, offentlige udtalelser m.m. Mange anser en synode eller et kirkeråd, for at være i direkte modstrid med luthersk teologi. Derfor kuldsejlede også det seneste forsøg på at etablere et valgt organ til varetagelse af folkekirkens økonomi. Anderledes ser det ud i de lutherske kirker i Tyskland. Her har alle kirker synoder. Det gælder for de enkelte delstatskirker, hvor synoderne har beslutningskompetence, og det gælder for Sammenslutningen af tyske protestantiske Kirker (EKD), hvor synoden har rådgivende funktion. I tyske øjne er det højst besynderligt, at der i Danmark ikke findes et samlende kirkeligt organ og at folketinget i stedet varetager en del af de opgaver, som alle andre steder traditionelt hører hjemme på en synode.

Reformatorerne i Wittenberg giver ikke noget svar på om synoderne er lutherske eller ej. Deres syn på kirkeledelse omfattede kun præster og biskopper og en menighed, der selv kunne læse Bibelen. Og for dem var der ikke én kirkeordning, der var den rigtige. Det vigtigste var, at evangeliet blev forkyndt, og at man døbte og uddelte nadver. Da det hele spidser til, beder reformatorerne fyrstene gribe ind og sikre rammerne for kirken, selvom det ikke helt passede med Luthers principielle sondring mellem åndeligt og verdsligt. Folkekirken i Danmark er resultatet af denne udvikling, og er på den måde repræsenterer Folkekirken en dobbelthed, som er karakteristisk for den lutherske reformation. På den ene side gør man en dyd ud af at skelne mellem religion og politik, på den anden side er kirke og stat tæt forbundet. Det er ikke utænkeligt, at disse to modsatrettede tendenser i virkeligheden hænger tæt sammen.