Ny udsmykning på nyt inventar
Prædikestole blev udsmykket med billeder eller ord. Citater kunne passende være fra Bibelen og handle om Guds ord. Esajas 40,8 var mere end et tilfældigt valg; det var selve det motto for reformationen, som Philip af Hessen valgte ved Rigsdagen i Augsburg i 1530: Alt i verden har sin tid, alt skal dø og visne hen, men ”Herrens ord bliver evindeligt”. Dette ord på dansk, latin eller forkortet til UDMIAE (Uerbum domini manet in aeternum) findes på masser af prædikestole i Danmark. Så er det klart markeret, at vi er i en luthersk kirke.

Evangelister og det, der ligner
Mange steder valgte man i prædikestolsfelterne at vise evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, og i enkelte tilfælde smuglede man lige de nye ”kirkefædre” Luther og Melanchthon med. De mødes i Borris Kirke i Vestjylland, i Keldby Kirke på Møn og i Roholte Kirke på Sydsjælland samt i Visby på Gotland. Men egentlig kan man sige, at sidestillingen af Luther og Melanchthon med evangelisterne var udtryk for en opfattelse, der ikke var helt i tråd med teologien fra Wittenberg. De var store formildere, men de havde ikke noget med affattelsen af Bibelen at gøre.

Luther på andre måder
Kan man møde Luthers ord på andre måder på danske prædikestole? I Horne Kirke i Vendsyssel findes en simpel prædikestol fra 1589. Den er forsynet med et ligeså simpelt praktisk-teologisk udsagn på latin af Luther selv: ”Den gode prædikant har tre ting at gøre: Stige op på prædikestolen, sige noget og stige ned ad stolen igen”. Samme indskrift – foranlediget af sognepræsten Peder Poulsen Mørck – møder vi på prædikestolen i Ingstrup Kirke. Man kan sige, at den latinkyndige her får en manual til, hvad den nye tids præst skal gøre.

Prædikestolen i Saltum
I Saltum Kirke stiftede Otto Banner og Ingeborg Skeel omkring 1600 en prædikestol med nytestamentlige motiver. Den bærer såvel stifterparrets som provsteparrets navne. To korte latinske mottoer kan være stifterparrets: ”Den højeste guddommelige lov er udvælgelse i kærlighed”, der anvendtes af Luther i 1519 om nadveren. Det andet: ”Gud er en retfærdig dommer” stammer fra Salme 7,12.

Kirkens våben er bøn og tårer
Desuden en tredje indskrift: ”Præces et lacrimae sunt arma ecclesiae”, ”Bønner og tårer er kirkens våben”. Citatet blev tillagt Luther i en tid, da den evangeliske kirke efter 1555 oplevede krisetider med genkatoliceringen af Østrig og den stadige trussel fra tyrken i øst. Superintendenten i Gotha, Michael Julius, holdt i 1589 en prædiken over Luthers salme ”Behold os Herre ved dit ord”. Han konkluderede her, at Luther selv havde sagt, at bønner og tårer er kirkens våben. Salvatorkirken ved Slottet Thalhof i Østrig bar denne indskrift, men blev brændt ned under den voldelige modreformation i 1599. Dette citat viser altså i Vendsyssel omkring 1600 bekymring for den lutherdom, der har brug for forbøn og tårer. Det er nemlig alt, hvad det åndelige regimente kan bidrage med som våben. Man må opruste åndeligt – synes prædikestolens permanente budskab at være. Der er nærmest tale om en politisk parole på den evangeliske kirkes vegne. Som en gammel vægavis bliver dette ord stående – i modsætning til den mundtlige prædikens anderledes foranderlige ord i gudstjenesterummet. Det er nok en overvejelse værd.