U-lutherske Luther-kirker
Ved lutherjubilæet i 1883 diskuteredes det i tyske kirkelige kredse, om man kunne tillade sig at opkalde en kirke efter reformatoren Martin Luther. Det var der langtfra enighed om. Kirker burde opkaldes efter apostle og evangelister, ikke efter moderne historiske personligheder. Fra katolsk tid havde man over hele det evangeliske område en mængde kirker, der var opkaldt efter helgener. Ved at opføre en Lutherkirke ville man så at sige gøre Luther til en bibelsk figur eller ligefrem en helgen. – Og det ville være så u-luthersk som noget.

Luther ville man dog gerne have med. Derfor kunne man i det mindste uden videre opstille skulpturer af Luther og de andre reformatorer i kirkerummene – hvilket Slotskirken i Wittenberg udgør et godt eksempel på.

Mariekirken i Pirna
I det sydlige Sachsen og Thüringen havde der været storslået kirkebyggeri helt frem til reformationen. Bjergværkernes rigdomme smittede af på opførelsen af store hallekirker i den sprøde, sene gotik med de filigranagtige, komplicerede hvælv. Blandt de fornemste eksempler regnes Mariekirken i Pirna, der ligger ved Elben syd for Dresden. Tårnet opførtes først. Det skete fra 1466, mens opførelsen af selve den store treskibede hal tog sin begyndelse i 1502. I 1546 afsluttedes de betydningsfulde kalkmalede dekorationer, der må betegnes som det første gennemarbejdede eksempel på en luthersk ikonografi. Kirken var altså opført i Luthers levetid; den var kunstnerisk set blevet et monument over den lutherske kultur.

Luther midt i gotikken
Kirkens nordlige forhal var et fint stykke gotisk arkitektur med spidse buer, hvor der kunne placeres friskulptur af hellige kvinder og mænd. Portalerne i de højgotikske katedraler i Frankrig myldrer med sådanne statuariske figurer omkring portene. Det skyldes givetvis reformationens komme, at Mariekirken i Pirna aldrig fik en afsluttet ydre dekoration. Pladsen var der, de små baldakiner, der kan minde om skilderhuse, men som skal symbolisere himmelhvælvet, var aldrig blevet udfyldt. Og sådan var det i omkring 350 år. I 1889 tog billedhuggeren Werner Stein fat på skabelsen af to sandstensskulpturer af henholdsvis Luther og Melanchthon. De blev så placeret under de baldakiner, hvor man i byggefasen havde afsat plads til et par helgener eller andre legendariske figurer med tilknytning til Mariafortællingen.

Maria møder vi i Steins relief af Jesu fødsel over portalen. Portalen derimod flankeres af de to mænd, som stilistisk set ikke er spor gotiske men svarer til 1800-tallets gængse fremstillinger af de to reformatorer, som vi kender dem fra Luthermonumentet i Worms. Meningen er, at det skal se ud som om, Luther og Melanchthon allerede var til stede som en slags værnehelgener for bygningen i begyndelsen af 1500-tallet. Kirken rykkes dermed et langt stykke mod det lutherske – uden at man går så langt som til at omdøbe den til Lutherkirche. Sådan kunne man komme uden om problemet med indretning af Lutherkirker. På længere sigt opgav man modstanden, og de tyske menigheder opførte i stort tal Lutherkirker og endda Bugenhagenkirker siden 1890’erne. I 1917 nedlagdes grundstenen til en Lutherkirke i Weimar, men den måtte opgives på grund af krigen. Derimod indviedes den første officielle danske Lutherkirke på Østerbro i København i selve reformationsfejringens år 1917 – men vi skal helt frem til 1983 før reformatorens statue blev støbt og opsat foran kirkedøren.