Luther og Melanchthon – reformationstidens Lennon-McCartney?
Hvad har The Beatles og den lutherske reformation i 1500-tallet med hinanden at gøre? Mere end man først tror: Begge kulturelle fænomener var kendetegnet af et tæt samarbejde mellem to stærke personligheder, og i begge tilfælde har ”fansene” være hurtige til at udråbe den ene som helt og den anden som forræder. Både i Beatles’ og reformationens tilfælde er der grund til at være kritisk over for denne tolkning.
Jubilæumsåret 2017Det er næppe gået nogens næse forbi, at 2017 er jubilæumsår. Næste år erindres blandt andet 30-året for FN’s rapport om global bæredygtighed Our Common Future, 50-året for Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band samt 100-året for salget af Dansk Vestindien til USA. Læsere af denne blog vil også vide, at det i 2017 er 500 år siden, at Martin Luther – måske – slog sine 95 teser om afladen op i Wittenberg.
Luthers skygge
Ikke mindst dette sidste jubilæum har givet anledning til en del misforståelser og overvurderinger. Så stærk er arven fra Luther, at mange glemmer, at Wittenbergreformationen var resultatet af et teamwork. Allerede siden det første jubilæum i 1617 har Luther i høj grad stået i centrum af festlighederne og den erindring om 1500-tallets religionskulturelle omvæltninger, som enhver generation har konstrueret. Der er grund til at lade 2017 blive det reformationsjubilæum der erindrer, at reformationen var andet og mere end Luther. Dennes kollega i Wittenberg, Philipp Melanchthon, har alt for ofte stået i skyggen af Luther, reduceret til i bedste fald en ”medarbejder” eller i værste fald den, der ødelagde det kildefriske hos Luther og forberedte den stendøde ortodoksi. Selvom forskningen for længe siden har peget på det uholdbare i denne konstruktion, lever den stadig i bedste velgående.
Luther og Melanchthon
Ingen tvivl om, at Luther og Melanchthon var forskellige i både udtryk og personlighed: Et sted sammenligner Luther sig selv med den skovhugger, der rydder buske og tårne af vejen for at give plads til Melanchthon, der planter, kultiverer og vander. Og nok kunne de udtrykke sig på forskellig vis – hvor Luther f.eks. talte om tre ”stænder” indsat af Gud, afviste Melanchthon dette blankt og talte i stedet om lovens tre brug og fyrsternes ansvar for religionen – men dog var deres mål det samme: at sikre en forbedring af kristenheden og de kristne.
Lennon og McCartney
Med en analogi til et andet 2017-jubilæum, nemlig 50-året for udsendelsen af The Beatles’ næstbedste LP (efter Revolver), kan man spørge, om ikke samarbejdet mellem Luther og Melanchthon kan sammenlignes med det, der var mellem John Lennon og Paul McCartney i 1960’ernes populærmusikkultur. Rockbandet fra Liverpool var næppe nået langt, hvis ikke det havde været for Lennon og McCartneys teamwork. Fans har ellers haft travlt med at udråbe enten den ”viltre” Lennon eller den ”bløde” McCartney som den sande hjerne bag Beatles, ligesom gnesiolutheranere og filippister efter reformatorernes død havde travlt med at udråbe hinanden til forrædere. Den virkelige historie er dog, som altid, langt mere kompleks.
Selvom Beatlerne med tiden udviklede sig i forskellige retninger, der forberedte de fires solokarrierer, opnåede de de bedste resultater, når de arbejdede tæt sammen. Uden ”Lennon-McCartney”-brandet havde verden ikke hørt She Loves You, Day Tripper, Yellow Submarine, A Day in the Life eller I’ve Got a Feeling. Og uden det tætte samarbejde mellem Luther og Melanchthon var det sikkert slut med reformationen efter 1520’ernes bondekrig og rigsdagen i Augsburg i 1530.
Det hører med til historien, at Luther og Melanchthon faktisk er udtryk for en omvendt Lennon-McCartney: Mens samarbejdet mellem de to Beatler var tæt i de tidlige år for at blive mere sporadisk sidenhen, blev udvekslingen mellem de to reformatorer kun tættere og tættere med tiden. Det må også siges, at ligesom resten af Beatles – George Harrison og Ringo Starr – ikke bør lades ude af betragtning, skal det heller ikke glemmes, at reformationens udbredelse beroede på en lang række andre kvinder og mænd ved Luthers og Melanchthons side: Johannes Bugenhagen, Katharina Schütz Zell, Lazarus Spengler og mange flere. Hvis man vil have det fulde billede af 1960’ernes populærmusikkultur, bør Rolling Stones nok også tages med – ligesom også Jean Calvin og Theodor Beza hører med til fortællingen om reformationen.
Den historie er værd at huske på, når reformationen snart fejrer sit 500 års jubilæum.