„Vi klarer det, jeg kan ikke andet“, sagde Angela Merkel, verdens mest magtfulde kvinde, i forbindelse med flygtningekrisen og en journalist gav hende følgende kommentar med på vejen: ”Efter 10 år som kansler har hun fundet Luther”.

Luther i Worms
Den tyske kansler citerede dog ikke reformatoren fuldstændigt, men i det mindste anden halvdel af sætningen stammer fra Luthers berømte ord fra rigsdagen i Worms. Der stod han som augustinermunk og universitetsprofessor i april 1521 over for den nyvalgte tyske kejser, rigsfyrsterne og kirkens repræsentanter, der alle forventede, at han ville tilbagekalde, hvad han indtil nu havde skrevet og tænkt. Gjorde han det ikke, ville han blive lyst i band: Han ville blive fredløs og det ville stå enhver frit at dræbe ham. Luther tøvede. Udbad sig betænkningstid. Til sidst holdt han en tale og afviste at tilbagekalde noget som helst. Talen sluttede angiveligt med de ord, der siden blev berømte: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig! Amen.”

Luther befinder sig med disse ord i den absolutte anfægtelse og samtidig i den største fare. At nægte en tilbagekaldelse var nærmest det samme som en dødsdom. Når han nægtede at tilbagekalde, skyldtes det, at anså sin sag, sandheden om Gud, for vigtigere end sit eget liv. Den sandhed, som han satte sit liv ind på, var hans nyvundne forståelse af Guds nåde som noget, der ikke var underlagt kirkens forvaltning, men en gave givet til ethvert troende menneske udtrykt i formlen: retfærdiggørelse ved tro alene.

Merkel i Europa
Det er naturligvis ikke denne sandhed, som Angela Merkel henviser til, når hun halvvejs citerer Luther. Mere sandsynligt er det, at hun som præstedatter på grund af den øjeblikkelige situation bliver mindet om Luther: Alles øjne er også rettet mod hende. Også hun kræves et svar, som hun ikke kan give.

Den tyske „Velkommenkultur“ over for flygtninge er på vippen. Der berettes om vold mod flygtninge og på flygtningecentre. Den stadigt voksende og aldrig ophørende strøm af stadigt nye mennesker overbebyrder myndighederne. Stadig højere lyder kravet om et modtagelsesstop. Og da kansleren i sidste uge vendte sig mod offentligheden, kunne hun ikke give det svare, som blev forlangt. I stedet sagde hun: ”Vi klarer det, jeg kan ikke andet”.

At handle i overensstemmelse med sin samvittighed er en ting. At prøve sin samvittighed kritisk er en anden. Det var det Luther gjorde. Hans reformatoriske indsigt vandt han gennem Bibelstudier og kunne endvidere belægge sin opfattelse med henvisninger til kirkefædre og med logiske argumenter. Sådan begrundede han i Worms, hvorfor han ikke kunne andet: Fordi han hverken med ord fra Skriften eller med fornuftsgrunde var blevet tilbagevist.

Sandsynligvis kunne Angela Merkel udmærket begrunde, hvorfor hun ikke kunne lukke de tyske grænser og hvorfor hun ikke kunne overlade syrerne, afghanerne og afrikanerne til sig selv eller andre europæiske lande. Hun kunne, som Luther, have anført Bibelsteder, hun kunne have påberåbt sig vægtige dele af den europæiske, og i særdeleshed også den tyske åndshistorie. Hun kunne også have mindet om sin egen fortid som DDR-borger, der blev integreret i vesten. Man kan gå mange veje, hvis man vil begrunde, hvorfor mennesker i nød skal hjælpes.

I den aktuelle situationen er det mindst lige så påtrængende at spørge: hvordan? Merkel siger, at hun har en plan, men behøver Europas hjælp for at realisere den. Skal det lykkes for hende er hun nok nødt til at håbe på, at også de andre europæiske lande er villige til at prøve deres samvittighed på samme måde som hun selv.