Karl Holl og Lutherrenæssancen
I Tyskland har man netop markeret Karl Holls (1866-1926) 150 års dag. Karl Holl blev professor i kirkehistorie i Berlin i 1906 og blev grundlægger af den bevægelse, som andre har kaldt for ”Lutherrenæssancen”. Lutherrenæssancen var en intellektuel bevægelse, som ikke blot gjorde sig gældende i Tyskland, men også i Skandinavien. Den betød en genopdagelse af Luthers skrifter, navnlig fra den tidligere periode, dvs. 1513-1519, hvor Luther i sit opgør med kirken i Rom tænker særligt radikalt. Lutherrenæssancen fik stor betydning for luthersk teologi det 20. århundrede, fordi den var med til gøre ”den unge Luther” til noget specielt.

Karl Holl, Kant og Feuerbach
Karl Holl var inspireret af den tyske filosof, Immanuel Kant. Af Kant lærte han, at noget kun er moralsk rigtigt, hvis man ikke tænker på sin egen gevinst. Kun den handling, hvor man sætter sig selv helt til side, er moralsk rigtig. Samtidig var Holl udfordret af Ludwig Feuerbach, der mener, at al religion blot var udtryk for menneskets projektion af egne lykkeforestillinger. For Holl betød det, at kun den religion, som brød med menneskets egen trang til lykke, kunne være sand.

Luthers religion som sand religion
Svaret på sin søgen efter en religionstype, der levede op til de høje moralske idealer, fandt Holl, da Luthers tidligere forelæsning over Romerbrevet (fra 1515-1516) blev udgivet i 1908. Udgiveren af forelæsningen mente, at der var tale en førreformatorisk forelæsningen. Han kunne ikke finde spor af frelsesvished i den, dvs. tanken om, at den kristne kunne være sikker på at blive frelst ved at tro på Guds tilgivelse. Holl var uenighed. Udgiverne havde misforstået Luthers forståelse af frelsesvished. For Luther kunne frelse ikke være et spørgsmål om at man bare fik svar på sine behov. Det ville jo betyde, at frelse bare var endnu et udtryk for menneskets egoisme. Ifølge Holl forstod den unge Luther det anderledes. ”Frelsesvished” for ham bestod i vished om, at Gud ville gøre en moralsk perfekt. Målet var, at man skulle nå dertil, hvor man var villig til at lade sig kaste i Helvede, blot det var Guds vilje. Var man nået dertil, så var enhver egoisme slået ihjel. Når man derfor på denne måde havde opgivet at tænke på sin egen frelse, kunne man tænke på næstens i stedet. Tro, var for Holl, oplevelsen af at havde ofret sig selv over for Gud. I forhold til verden skulle man ofre sig selv for fællesskabet.

Holl og afkaldets politik
Holls opgør med egoismen var ikke uproblematisk. Fordi afkald og selvopofrelse var idealet, både over for Gud og overfor mennesker, betød det en general understregning af pligten til selvopofrelse. Da 1. Verdenskrig i 1914 bryder ud, kunne selvopofrelsen bruges som begrundelse for en helhjertet støtte til Kejser Wilhelm. Under 2. Verdenskrig fører det Holl-eleven Emanuel Hirsch til at støtte det, der var værre. Så langt gik Holl ikke. Han døde i 1926.

Kritik af Holl
Holls Lutherlæsning mødte kritik, og ingen i dag støtter hans tolkning. Luthers forståelse af evangeliet var ikke et budskab om total selvopofrelse, men et sjælesørgerisk budskab om tilgivelse og modtagelse af synderen.  Men han bragte den unge Luther frem i lyset, og spurgte til sammenhængen mellem tro og samfundsengagement og reformationens forhold til moderniteten. Holls spørgsmål er stadig gode, selvom man ikke kan gentage hans svar.