I august måned blogger en gruppe studerende fra historie på reformationsbloggen. Blogindlæggene er skrevet på baggrund af deres bacheloropgaver om reformationens betydning for den danske samfundsudvikling.

Danske Lov

I 1700-tallets Danmark var cirka halvdelen af alle dømte mord begået på nyfødte spædbørn. Sagerne blev behandlet efter to forskellige paragraffer i Danske Lov om henholdsvis barnemord og fødsel i dølgsmål, dvs. hemmeligholdt fødsel. Straffen var i begge tilfælde halshugning. De to paragraffer kunne alene bringes i anvendelse, hvis barnets mor, og dermed den formodede morder, var et letfærdigt kvindfolk, altså en kvinde besvangret uden for ægteskabet. Var der derimod tale om en gift kvinde, kunne hun dømmes for ihjelligning, hvilket ikke indebar samme element af skyldighed og derfor medførte en mildere straf. Ihjelligningsparagraffen indeholder ingen eksplicitte henvisninger til civilstand, men har sandsynligvis primært været anvendt i tilfælde, hvor moderen var gift, da de øvrige barnemordsparagraffer utvetydigt skulle bringes i anvendelse, hvis moderen var ugift. De forsætlige drab begået af ugifte kom således til at stå i modsætning til de uagtsomme drab begået af gifte.

Samfundets orden

At Danske Lov udskilte de ugifte kvinder som en særskilt strafferetslig kategori kan skyldes de samfundsændringer, reformationen medførte. Husstanden, med ægteparret som kerne, var med reformationen blevet en helt central samfundsinstitution, der ikke alene tildelte individet en plads i det lutherske samfund, men også udstak forventninger og forpligtelser, der knyttede sig til husstandens medlemmer. En ugift moder udgjorde dermed per definition et brud med den lutherske samfundsorden.

De skyldige ugifte

Letfærdige kvindfolk adskilte sig fra gifte kvinder ved at have begået lejermål. Allerede inden graviditeten, fødslen og barnets eventuelle død, var den ugifte kvinde derfor behæftet med syndighed og skyldighed. Hun havde brudt det sjette bud: Du må ikke bedrive hor, og derfor kunne hun også tænkes at bryde det femte bud: Du må ikke slå ihjel.

Letfærdigheden udfordrede samfundet på flere måder; dels var ægteskabet defineret som det eneste sted, den naturaliserede og accepterede seksualitet kunne finde sted, dels kunne letfærdigheden potentielt set medføre et uægte barn, der ikke havde en selvfølgelig plads og funktion i reformationens husstandssamfund.

Unaturlige mødre

En letfærdig kvinde var moralsk svækket, og det seksuelle ærestab i forbindelse med lejermålet medførte også et tab af kvindelighed. En ugift kvinde var en unaturlig moder, og derfor forventede man ikke, at hun nærede de samme moderlige følelser for sit barn som en gift kvinde. Et uægte barn blev betragtet som en byrde, og dermed blev moderen tillagt et oplagt motiv til at skille sig af med det. Derfor blev de letfærdige kvindfolk uvilkårligt anset for at være ansvarlig for deres uægte børns død.

I løbet af 1700-tallet ændredes den måde, man fortolkede Danske Lov. De ugiftes grundlæggende skyldighed blev mindre udtalt, og det blev i højere grad muligt at være ugift og enlig moder, bl.a. fordi man anerkendte moderfølelsen hos de ugifte kvinder. Alligevel vedblev lovgivningen på dølgsmåls- og barnemordsområdet at være nært forbundet med ugifte kvinder helt frem til 1933.

Fakta

Danske Lov udkom i 1683. Loven var den første fælleslovgivning for hele det danske rige og var primært en opsamling på allerede eksisterende lovgivning. Danske Lov er påvirket af reformationen, hvilket blandt andet kommer til udtryk i lovens sjette og sidste bog Om misgjerninger, der er struktureret efter De ti Bud.

Lejermål betegner den førægteskabelige seksualitet. Tidligere havde skylden og dermed straffen for et uægteskabelige forhold alene været knyttet til den mandlige part, men i 1617 blev det i en forordning slået fast, at både manden og kvinden skulle straffes med bøder og offentligt skriftemål.