Luther og konfirmationen
Det er ikke sikkert Martin Luther selv ville kunne se forbindelsen mellem sin Lille Katekismus og så den folkefest som udspiller sig, når konfirmationerne finder sted i den kommende tid rundt om i Danmarks kirker. Men konfirmationsforberedelse handler stadig om undervisning i den kristne tro. Formelt blev konfirmation, forstået som en overhøring i katekismen i kirken, indført ved en kongelig anordning i 1736, men allerede lige efter reformationen blev katekismen brugt til at undervise børn og unge i kristendom.

Overhøring og gode råd til unge mænd og kvinder hos Peder Palladius
Martin Luther udgav i 1528 sin lille katekismus, som en hjælp til oplæringen i den kristne tro. Han havde på nogle besøg rundt i sit område opdaget, at det stod virkelig dårligt til med befolkningens og præsternes viden om, hvad kristendom gik ud på. Derfor satte han sig for at fremstille den kristne tro i en kort form, udgive den ved hjælp af den nyligt opfundne bogtrykkerkunst og på den måde nå langt ud med sit lille skrift.

I Danmark blev bogen faktisk oversat første gang allerede inden reformationen blev gennemført i 1536. Men efter reformationen fik Sjællands første biskop, Peder Palladius besked på at oversætte den igen. Palladius kalder katekismen for en degnebog og indskærper på sine besøg rundt i kirkerne, at degnen skal undervise de unge i den kristne børnelærdom. Fra hans visitatsbog ved vi, at biskoppen har overhørt først de unge drenge og karle og dernæst pigerne i katekismens fem stykker: De ti bud, trosbekendelsen, Fadervor, dåb og nadver. Efter et af børnene har fremsagt læsningen, roser han dem og formaner dem herefter om at passe deres undervisning, ære deres forældre og lade sig lede af gode mennesker.

Palladius holder sig imidlertid ikke tilbage fra at forholde sig til deres seksuelle praksis. Drengene får denne besked: ”Tag jer i agt, så I ikke lokker og beligger nogen. Lad hver god pige og kvinde i fred, beskæm ikke deres ære. Vent til din tid kommer, og når du ikke kan stå imod længere, anmod så om at måtte tage en hædersmands datter eller pige til ægte og ret, så får du lykke og glæde” (visitatsbogen s. 92). Pigerne bliver formanet således: ”Kommer der en kæltring og vil voldtage dig eller på anden vis give dig skam og skændsel, kramme dig og tage på dig, vil trænge mere ind på dig, end han bør gøre, hvis ellers han var hæderlig og ærefuld, og hvis du er en god pige og ønsker at bære din urtekrans på hovedet med hæder og ære om sommeren, så riv med dine negle sådan en fyr i panden, så enhver kan se, at han har prøvet at få sin vilje med dig, før han skulle. Det er bedre, at du kradser ham, end han skænder dig. Læg godt mærke til, hvad jeg siger, min lille pige. Det gælder dig og ikke mig”