Luther på Wartburg
Da Luther for sin egen sikkerheds skyld sidder fanget på Wartburg efter at han på rigsdagen i Worms i 1521 er blevet dømt fredløs, er han klar over, at noget må gøres, hvis reformationen skal overleve. Den nye evangeliske forståelse af Bibelen kan ikke nøjes med at være et anliggende for teologer og præster. Den må ud til folket. Da Luther er af den opfattelse, at der skal prædikes for folk på det sprog, de forstår – i hans tilfælde tysk – begynder at skrive tyske prædikener. Målet er, at der skal være en prædiken til hver tekst i hele kirkeåret.

Luther begynder med julen
Ud fra Luthers tidlige teologi, hvor han meget stærkt betoner menneskets synd og den syndsforladelse, der kommer af Kristi død på korset, ville det være nærliggende at forestille sig, at han begyndte med påskeprædikerne. Det gør han imidlertid ikke. I stedet begynder han med juleprædikerne. Det gør han blandt andet, fordi han allerede inden opholdet på Wartburg var begyndt på en samling af latinske prædikener og havde nået at arbejde sig igennem advents- og juleteksterne. Det er på sin vis også naturligt nok, da kirkeåret netop med advent. Men også ud fra den betragtning begynder han bagfra på Wartburg og starter netop med jule og ikke med advent.

Luthers lille vejledning
Da Luther er færdig med jule-delen og inden han begynder med adventsteksterne, skriver han en ”Lille vejledning i, hvad man skal søge og forvente at finde i evangelierne”. Denne lille vejledning giver et hint om, hvorfor julen med Luther får en særlig central betydning. I meget af senmiddelalderens teologi lå betoningen på Jesu korsdød og det offer, han der gav. Julen og det at Gud lod sig føde som menneske var blot forudsætningen for, at Jesus senere kunne ofre sig. Hos Luther ændres vægtlægningen. Korsdød og inkarnation (dvs. at Gud blev menneske) glider sammen og kommer i virkeligheden til at udtrykke det samme.

Kristus som gave og forbillede
I den ”Lille vejledning” beskriver Luther, hvor man, når man læser i evangelierne først skal tage imod Kristus som gave, før man bruger ham som forbillede. For Luther er det vigtigt, for bruger man først Kristus som forbillede, så tror ham alt for let, at frelsen afhænger af, om man kan leve op til dette forbillede. I stedet skal man tro på, at Kristus er blevet givet til mennesker som gave, så de ikke længere behøver at tro, at de skal frelses sig selv gennem deres gerninger. Ved at blive menneske viser Gud, ifølge Luther, sit sande ansigt som den kærlige og barmhjertige fader både i julekrybben og på korset.

Jul og Sankt Nicholaus-dag
På Luthers tid var det almindeligt, at børn fik små gaver på Skt. Nicholaus-dag den 6. december. Da Luther gjorde op med helgendyrkelsen, blev traditionen med små gaver flyttet til jul. På den måde bidrog Luther både teologisk og i praksis til at julen blev den vigtigste højtid.

Da Luther selv blev far for en børneflok, var han dog ikke mere konsekvent, end at han gav sine egne børn små gaver både til Skt. Nicholausdag og til jul, og dertil også til nytår, der som ottendedagen efter jul, blev fejret som julens afslutning.