Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Jubilæumslovgivning anno 1617

Jubilæer kan fejres på mange måder og sætte forskellige aftryk. Det var næppe tilfældigt at Christian IV den 12. oktober 1617 udgav tre forordninger om nogle af de områder af hverdagslivet som den lutherske statsmagt gik mest op i at regulere; trolddom, luksusforbrug og sædelighed. Det var befolkningens moral og rigets sikkerhed der var på spil. Samtidig har Christian IVs personlige syn på forbrydelsernes alvorlighed og karakter måske også spillet ind. Mens forfølgelsen af troldfolk ophørte med 1600-tallet, fortsatte regulering af sædelighed og luksus.

16.10.2017 | Nina Koefoed

Forordninger om luksusforbrug regulerede befolkningens forbrug så det svarede til deres socialklasser, skabte et passende hierarki og forhindrede et forbrugskapløb, der skulle markere social stand. Det ville svare lidt til at vores arbejde i dag afgjorde hvilket butikker og hvilke mærkevarer vi måtte købe.

Sædelighed
Første forordning handler om sædeligheden. I Forordning om løsagtighed får man at vide, at kongemagten ser sig nødsaget til at stramme lovgivningen, fordi ”skørlevned og letfærdighed daglig tiltager og forøges.” Sæderne har tilsyneladende altid været i forfald. Årsagen til den stigende løsagtighed skal ifølge forordningen findes i at de bøder, der skal betales for løsagtighed, er for små. De er så små, at det ligefrem opfordrer til synd. Derfor skærpes straffen specifikt for ugiftes seksuelle forhold. Begge parter skal nu stå offentligt skrifte i kirken og betale betydelige bøder, hvis de ikke vælger at gifte sig med hinanden i stedet. Og hvis forseelserne gentages skal en mand straffes efter formue, eller med fængsel, og en kvinde med kag’en, en straf hvor hun piskes af bødlen. Det understreges at de hårde straffe er nødvendige, fordi de løsagtige forhold er ”gud til fortørnelse og andre til forargelse”. Både kongens forpligtelse over for Gud og den almene moral nødvendiggør altså at der strammes op her.

Luksus
Den er også gal med befolkningens overforbrug. Siden reformationen har først Christian III, siden Frederik II og nu Christian IV forsøgt at regulere befolkningens skadelige forbrug. Kongerne har lovgivet om hvor mange gæster, der måtte inviteres til bryllupper og begravelser, hvem der måtte bære ædelsten og perler, og en række andre forhold. Forbuddet mod overforbrug havde en religiøs baggrund, men tjente nok så meget et socialt behov. Reguleringen sikrede at de enkelte samfundsgruppers forbrug holdt sig inden for det rimelige, samtidig med at der stadig var forskel og dermed hierarki mellem grupperne. Problemet var, at lovgivningen ikke blev overholdt. Ifølge forordningen fordi bisper og hospitalsforstandere ikke levede op til deres pligt om at indberette overtrædelser og unyttigt forbrug. Derfor blev det indskærpet, at lensmændene skulle sikre forordningernes overholdelse. Egentlig ny lovgivning er der altså ikke tale om, men der sættes mere øvrighedsmagt bag den eksisterende lov.  

Trolddom
Den sidste forordning, som udstedes den 12. oktober, Forordningen om troldfolk og deres medvirkere, indfører til gengæld nye forbud mod magi. Det er den gavnlige magi, der er problematisk. Den anses af befolkningen som tilladelig, fordi den kommer mennesket til gavn. Men den er på ingen måde tilladelig i den lutherske statsmagts øjne, fordi også den gavnlige magi misbruger Guds ord og ”sådanne kunster af Gud allermægtigste højligen forbudne er”. Derfor sætter lovgivningen nu ind med et forbud mod alle former for magi. Gavnlig magi straffes med landsforvisning, medhjælperne med åbenbart skrifte og på formuen. Og rette troldfolk, der har indgået pagt med djævlen, straffes på livet. Samtidig indskærpes det at det er alle øvrigheders pligt at sikre at troldfolk bliver identificeret og retsforfulgt.

Der er således ingen tvivl om at magi og trolddom er den største forbrydelse mod Gud og derfor straffes hårdest. Samlet set er de tre forordninger her 100 år efter Luthers teseopslag med til at indvarsle Christian IVs meget religiøse styre hvor befolkningens liv og tro blev reguleret tæt. Mens forfølgelsen af trolddom langsomt ebbede ud efter enevældens indførelse i 1660, fortsatte både luksus- og sædelighedslovgivningen med at regulere befolkningens moral og omgangsform gennem 1700-tallet.