I 1761 blev Johanne Rasmusdatter fra Langeland dømt til livstidsstraf i Odense Tugt- og manufakturhus. Med sig havde hun sine to børn, Peder på 14 og Karen på 15. Johannes forbrydelse bestod i, at hun udover at have begået betleri (tiggeri), også havde ”holdt disse hendes børn fra skole og deres kristne lærelse”. I tugthusets fangeprotokol kan man læse, at anklagen kom fra grevskabet på Langeland. En kombineret livstidsstraf for betleri og for at holde sine børn fra at gå i skole synes nok en kende hårdhændet, selv i en tid, hvor hårdhændet disciplinering var hverdagskost. Betleri blev heller ikke normalt straffet med livstidsstraffe på dette tidspunk. Desuden var samfundet på vej ind i en ny tid, hvor oplysningstiden begyndte at finde sig til rette i dansk lovgivning. Oplysningstiden gjorde op med traditionelle religiøse tanker og magtstrukturer, og de danske lovgivere var allerede i 1760erne langsomt begyndt at indtænke de rationelle fornuftstanker i sager om tidligere religiøst betonede kriminalitet.

Netop derfor er Johanne Rasmusdatters livstidsstraf særlig interessant.

Skoleloven 1739
Umiddelbart efter konfirmationsloven fra 1736, som indførte og gjorde konfirmationen obligatorisk, udstedte den stærkt pietistiske kong Christian 6. endnu en lovgivning om børns kristne opdragelse. Skoleloven fra 1739 havde til formål at styrke forberedelsen til konfirmationen og det efterfølgende kristne liv og forpligtelser, som undersåtterne havde i samfundet, bl.a. som ægtefolk, forsørgere og forældre. Skolegang blev dermed gjort lovpligtigt for alle børn fra 5-6 års alderen, således at børn helt fra en ung alder først og fremmest blev oplært i Luthers Lille Katekismus, samt at læse, skrive og regne. Vigtigst var dog udenadslæren af Pontoppidans forklaring af den Lille Katekismus. Skolegang havde også været en vigtig faktor for dannelsen af gode kristne og nyttige undersåtter helt tilbage i Christian 4.s tid. Det ses tydeligt beskrevet fx i forordningen for opdragelsesanstalten Børnehuset i København, hvor børnene dagligt skulle modtage undervisning primært i katekismen, og for de, som havde evnerne, også i læsning, skrivning og regning. Men med Skoleloven fra 1739 blev kravet om skolegang fastslået som et statsanliggende og ikke som et lokalt projekt, som det var tidligere.

Et led i en synkronisering af staten og kirken?
Med konfirmationsloven og skoleloven blev statsmagten og kirken yderligere forenet i indsatsen med at opdrage og udklække fundamentet til det gode kristne samfund. Man kunne ikke retsmæssigt indgå i ægteskab, stå fadder eller komme til nadverbordet førend man var konfirmeret. Med andre ord blev man myndig ved konfirmationen. At omgå ægteskab og altergang var anset som alvorlige trusler mod samfundets orden. Det var kun i ægteskabet, at man moralsk og retsmæssigt måtte stifte familie, og det var her, at det grundlæggende kristne fundament skulle lejres.

Johanne Rasmusdatter havde to børn, som hun af én eller anden årsag holdt fra skole og kristendomsundervisning. På baggrund af skolelovens forskrifter som konfirmationsforberedende instans, er disse to børn sikkert heller ikke blevet konfirmeret. Begge børn skulle forblive i tugthuset i hhv. 8 og 6 år, således de kunne modtage oplæring i katekismen og i et håndværk. Centralt er det at Johanne, ifølge grevskabet, med al tydelighed ikke havde udført sine kristne pligter over for sine børn, som Luthers lille katekismus ellers lagde stor vægt på. Charlotte Appel har tidligere påvist, at der foregik kontrol med børns skolegang og fravær, og at forældre, der holdt deres børn fra skole af forskellige årsager kom i forhør hos godsejeren, men det lader ikke til at de blev fængslet. Så hvorfor netop Johanne blev fængslet – og endda på livstid – står hen i det uvisse. Men det vidner om, at man selv i den sidste halvdel af 1700tallet fortsat vægtede kristendomslærdommen højt i indsatsen med at opretholde et grundlæggende luthersk inspireret protestantisk samfund og statsmagt.