Luther som populær figur
Luther blev en populær figur næsten med det samme. Allerede mens Luther i 1521 var på vej til rigsdagen i Worms, udkom flyveskriftet Passio Doctoris Martini Lutheri (Doktor Martin Luthers lidelser), der med bibelsk dramatik fortalte om, hvordan Luther sammen med sine disciple gik over Rhinen for at dømmes af kejseren og hans fyrster. Sammenligningen mellem Kristus og Luther gjorde det oplagt at se den lille munk fra Wittenberg som den tyske frelser.

Frederik den Vises drøm
I 1617 udkom et flyveblad, der fortalte om en drøm, som Frederik den Vise, Luthers kurfyrste, havde haft. I drømmen havde Frederik set en munk skrive noget på døren til slotskirken i Wittenberg med så stor en fjerpen, at den nåede helt til Rom og dér væltede tiaraen af pavens hoved (om Luther havde slået sine teser op på døren, er temmelig usikkert; ”tesedøren” i Wittenberg er støbt i preussisk bronze i 1858). Det var et effektivt samlingssymbol på tærsklen til Trediveårskrigen, hvor protestanter og katolikker bekæmpede hinanden i blodige kampe.

Traditionen får Luther til at vokse
Gennem århundrederne voksede den kollektive erindring om Martin Luther, så meget at han i løbet af 1800- og 1900-tallet blev konstrueret som den ensomme kæmper og profet, der alene talte pave og kejser imod. ”Her står jeg, jeg kan ikke andet.” Glemt blev det, at Luther ikke arbejdede alene, men at reformationen i Wittenberg var resultatet af en holdindsats. Lutheranerne havde travlt med at dyrke myten om den schweiziske reformator Johannes Calvin som den onde ordensfetichist, og inden for egne rækker var man ikke sen til at udpege Philipp Melanchthon – reformationens systematiker – som en blid stuelærd, der savnede Luthers stærke karakter. Sagen var imidlertid den, at uden Melanchthon var den augsburgske bekendelse af 1530 aldrig blevet til noget, og efter Luthers død i 1546 ville lutherdommen være bukket under for politisk og militært pres, hvis ikke Melanchthon havde været villig til at indgå kompromisser. Men billedet af Luther, den stærke protestant, var effektivt for at skabe en historie, en erindring og et symbolunivers i det unge Tyskland, der efter 1871 fik gjort en ende på de opløsningstendenser, Napoleons angreb på Kejserriget i 1806 havde indledt. Det genkendes også i dag i den populære opfattelse af reformationen; 2017 gøres til ”Lutherår”, og romaner og film gengiver myten om Guds ensomme stridsmand.

Myter om Luther
Også op til det forestående 500 års jubilæum for reformationen ser vi, hvordan der både punkteres og kolporteres myter om Luther. I en verden, der er præget af tiltagende mistillid og fremmedhad har nogle fortolkere travlt med at udpege Luther som intolerancens ophavsmand. Ifølge dem var der ingen hekseafbrændinger eller Det Tredje Rige uden Luther. Her glemmes dog et århundrede eller fire. I Danmark ser vi, hvordan de højt besungne velfærdsydelser kommer under pres af new public management og den globale konkurrence. Kristendommen trænges også i defensiven. Her er det belejligt at gribe til ur-socialdemokraten Luther, hvis reformation lagde kimen til offentlig forsorg, tillid til staten og Kanslergadeforliget. Selvom det er rigtigt, at ikke alle socialister var og er ateister, så er det historisk problematisk at lave paralleller mellem på den ene side reformationens ideer om fyrstens sociale ansvar, den offentlige forsorg og de værdigt trængende, og på den anden side det tyvende århundredes socialdemokratiske ideer om den universelle velfærd.

Den nødvendige ydmyghed
Eksemplerne viser, at Luther altid konstrueres efter tiden; vi får den Luther og den reformation, vi spørger efter. I sin bog Remembering the Reformation: An Inquiry Into the Meanings of Protestantism (Oxford University Press 2016) finder den amerikanske historiker Tal Howard det ligefrem etisk forpligtende for reformationens fortolkere at gå ydmygt til opgaven. Reformationen (og historien i det hele taget) er for kompleks til at gøres til genstand for ukvalificerede antagelser om dens ”princip”, eller til at blive gjort til en modernitetens rodeskuffe af frihed, lighed og velfærdsstat. Mens sådanne betragtninger næppe når op til nyhedsoverfladen eller synes specielt opbyggelige for kirker, samfund og kulturer, der bryster sig af og festligholder deres reformatoriske arv, er de ikke desto mindre uomgængelige for en betragtning af reformationen, der – velvidende, at det ikke fuldt ud er muligt – søger at sige sig fri for ideologiske, politiske og teologiske interesser.