To forskellige frihedsbegreber
Frihed er siden oplysningstiden blevet fortolket som menneskets frie stræben efter at blive et individ, der med vilje og fornuft kan vælge sit liv og bestemme selv. Det moderne frihedsideal virkeliggøres, når mønsterbryderen formår at vriste sig løs af sin arv og sit miljø. For Luther derimod bliver mennesket først frit, når det opgiver sin stræben efter selvbestemmelse og lader sig indvæve i Guds mønster. Alligevel baner Luther med sin betoning af den enkeltes gudgivne frihed i forhold til menneskelige autoriteter vejen for det moderne, selvfortolkende individ.   

Noras frihed til selvbestemmelse
“Jeg må stå ganske alene, hvis jeg skal få rede på​​ mig selv og på alting udenfor.” Sådan siger den oprørske hustru Nora, da hun forlader sin mand, sine børn og sin tilværelse som dukkehustru i Henrik Ibsens Et Dukkehjem fra 1879. Nora er et eksempel på det moderne, autonome individ. Hun gør krav på sin frihed til at blive et menneske uafhængigt af de normer og forpligtelser, som samfundet har pålagt hende. Noras frihed udtrykker ikke bare kvindens frihed fra kødgryderne, men en almenmenneskelig frihed, der siden oplysningstiden har bestemt forståelsen af mennesket. Nora må stå frit for at kunne forstå sig selv og verden og dermed danne sig som menneske. I de sidste linjer af skuespillet antyder Nora, at hun på baggrund af denne selvskabelse vil kunne vende tilbage til sit ægteskab og bruge sin nyvundne frihed til at påtage sig sine samfundsmæssige forpligtelser. 

Kristen frihed som tjeneste for næsten
Ved første øjekast står Ibsens udfoldelse af frihed som individets mulighed for selvbestemmelse i skærende kontrast til Luthers frihedsforståelse. Ifølge Luther er mennesket aldrig ubundet, men derimod altid bestemt af noget andet end sig selv. Overladt til sin natur er mennesket en synder, hvis vilje er bundet til Djævelen. Som en slave af sin egoisme handler mennesket aldrig uden også at tænke på egen gavn i form af frelse eller hæder og ære. I troen på Kristus derimod bindes mennesket til Gud og får sin frelse gratis. Dermed skal mennesket ikke skaffe sig belønning fra Gud gennem gode gerninger.  I stedet sættes det fri at handle for sine medmennesker. I sit berømte skrift Om et kristenmenneskes frihed fra 1520 beskriver Luther, hvordan det menneske, der har sin frihed fra Gud, kan underkaste sig sine medmennesker: “Et kristenmenneske er den frieste herre over alle, underlagt ingen. Et kristenmenneske er den mest tjenstvillige slave for alle, underlagt alle.” 

Frihed til fortolkning og forståelse
Ifølge Luther bliver alle kristne i kraft af deres trosfrihed præster. Som del af det almindelige præstedømme er den enkelte i stand til ved Helligåndens hjælp at forvalte sit gudsforhold og fortolke Biblen uafhængigt af den kirkelige lærestand. Med sin betoning af individets frihed i forhold til kirkelige autoriter gøder Luther jorden for den moderne forestilling om menneskes frihed til selvbestemmelse. Dermed kan Ibsens Nora så tvivl om, hvorvidt den religion, som præsten har lært hende, automatisk skal danne rettesnor for hendes liv: “Jeg vil se, om det var rigtigt, hvad præsten Hansen sagde, eller i alt fald, om det er rigtigt for mig.” 

Frihed til selvforglemmelse
Ifølge Luther er individets frihed ikke knyttet til dets selvbestemmelse, men derimod til den selvforglemmelse, som viser sig i hengivelsen for andre mennesker. Evangeliet om Guds tilgivelse sætter mennesket fri fra sin selvkredsen og fri til at tjene medmennesket. For Luther kan det menneske, der tror, slet ikke lade være med at glemme sig selv i kærlighedsgerninger.