Kirkekamp og kongekamp
Traditionelt har den politiske historie fyldt mest i portrætteringen af Reformationen, hvilket betyder, at fokus har ligget på magtkampe og væbnede konflikter. Specielt Grevens Fejde, der startede da bisperne – af frygt for en reformering af samfundet – nægtede at anerkende den afdøde Frederik I's søn Christian (den kommende Christian III) som konge af Danmark. Denne konflikt endte i en kaotisk borgerkrig, hvor Christian II meldte sig på banen, fra sin fangenskab på Sønderborg, og indgik en alliance med katolikkerne – primært fordi protestanterne støttede Christian III. Bønderne rejste sig i et oprør i Nordjylland til fordel for Christian II, men blev slået ned og efterfølgende straffet på det grusomste. Christian III gik sejrende ud af borgerkrigen og derefter blev Danmark luthersk. Dette medførte et opgør med bl.a. bisperne, der dels repræsenterede det katolske Danmark, men også havde været involveret i borgerkrigen, hvor de havde taget modstanderens parti. Det gejstlige spørgsmål om reformeringen af kirken blev hermed en arena, hvor den verdslige magt kunne udkæmpe kampen om kongemagten, og det var netop magtkampen, der var i fokus i denne historie.

Billedstorm og opgøret med katolicismen
Et andet, velkendt billede på Reformationen er den såkaldte billedstorm, som fremstilles som en bølge, der gik gennem riget, hvor kirkerne stormedes og blev kalket helt hvide indvendige i et opgør med – og et ønske om at udslette – alle katolske symboler i de danske kirker. Historien om dette meget konkrete brud med katolicismen i selve kirkerummet er i udpræget grad en myte, men historien om billedstormen bliver ikke mindre interessant af den grund. Historien fortæller nemlig meget om synet på Reformationen som et markant og voldsomt brud med traditionerne – en kortvarig proces i 1536, der fuldstændig ændrede den danske kirke for stedse – symboliseret ved overmalingen af de ellers meget ikoniske malerier.

Kulturstrømninger og "den lange Reformation"
Meget af det nuværende arbejde med fortiden er baseret på interessen for kulturelle aspekter – og dermed mere for tankestrømninger og mindre for fysiske konfrontationer. Det betyder, at Reformationen i udpræget grad bliver fremstillet som en kulmination på – eller et led i – en kulturel udvikling i Europa, der involverede, at folk – heriblandt Martin Luther – begyndte at stille spørgsmålstegn ved den katolske kirkes måde at forvalte kristendommen på. Med denne fortælling bliver Reformationen en langsom og langt mindre voldsom proces, der bl.a. ses i reformatoriske motiver på borgernes kakkelovne, tvivl i forhold til kirkens økonomiske ageren og interessen for religiøse tekster formidlet på folkesproget snarere end på latin.

Mode og forskning
Alle disse historier – og mange flere – har været fortalt om Reformationen, og mange flere vil givetvis blive fortalt i fremtiden. Forskellen i fortællingerne betyder ikke, at den ene er mere korrekt end andre, men fortæller i sig selv en historie om vekslende mode inden for reformationsforskningen.