Nyt og gammelt smelter sammen
Der findes adskillige eksempler på at nyt og gammelt smeltede sammen i en form for visuelt og materielt møde mellem de Lutherske tanker og eksisterende praksisformer.
Da den lutherske superintendent Jacob Madsen besøgte kirken i Drigstrup, fandt han to gamle tavler, den ene med et udskåret billede der viste Maria i Solgissel. Madsen anbefalede da at man skulle ”Tage det aff oc sette Crucifixet der i der stander offuen paa det andet.” Denne sammensmeltning og motiviske opdatering af to før-reformatoriske tavler kunne måske fungere som erstatning for ”skarnstavlen” på højalteret.

Åby kirkes nye ”genbrugs”-altertavle
Åby kirke fik ny altertavle i 1598, ifølge malet indskrift opsat af kannik i Århus og sognepræst i Åby, Hans Pedersen Horsens (ill.). Tavlen består af tre storfelter adskilt af pilastre. De yderste billeder er malede gammeltestamentlige typologiske motiver, mens midterfeltet optages af en krucifiksgruppe – bestående af Kristus, Maria of Johannes – fra o. 1450. Her var der altså tale om genbrug af en senmiddelalderlige figurgruppe som formentlig i udgangspunktet var del af en større altertavle.

Krucifikset fremhæver den nye teologi
To forhold er værd at bemærke ved Åby-tavlen: For det første har den, der bestilte tavlen bevidst valgt at genbrug den præ-reformatoriske figur frem for at lade midterfeltet male, sådan som det var tilfældet med de flankerende billeder. Beslutningen kunne selvfølgelig være truffet efter de forhåndenværendes søm princip, men den visuelle effekt er slående og effektiv. Den tredimensionelle korsfæstelse træder ud af tavlens todimensionelle flade, og understreger frelseshistorien som kristendommens vigtigste omdrejningspunkt. Teksten omkring Krucifiksgruppen er hentet fra Johannesevangeliet (Johs. 19, 26-27): ”Kristus hængende på korset sagde/ til sin moder: Kvinde, se det er din søn/ dernæst til Johannes: Se, der er din moder.” Krucifiksgruppen er her blevet indoptaget i den lutherske tavle, og tjener til at understrege det kristne budskab om Kristi offerdød for menneskets frelse (som i øvrigt udfoldes i tavlens øvrige inskriptioner). For det andet er krucifiksgruppen jo netop til stede i kraft af at den er fjernet fra sin oprindelige plads i et senmiddelalderligt alterskab. Hvad der blev af dette alterskab og hvordan det så ud, vides ikke, men krucifiksgruppen fungerede i sin nye kontekst som en erindringsmarkør eller semiotisk referent til sin oprindelige kontekst: en lille del af middelalderens tavle (og tro) er overlevet, løftet frem og understreget i den nye lutherske ramme. Eller blev krucifikset, kunne man spørge, bevaret og fremhævet fordi det havde en stor betydning for menighedens religiøse liv? 

Billeder som vidnesbyrd om kontinuitet og forandringer
Kontinuiteten mellem de to konfessioner, den romersk katolske og den lutherske, er her visuelt indkredset til og indkapslet i Kristus på korset. Den lutherske fromhed byggede helt fundamentalt på den middelalderlige, bundet samme af troen på Kristi offerdød på korset for menneskets skyld. Men de sammensmeltede billeder kan også forstås som udtryk for forandring. Og i dette perspektiv trækker de visuelle vidnesbyrd i to forskellige retninger: på den ene side kan de læses som et udtryk for at lutherske kræfter lykkedes med at tilpasse de middelalderlige billeder til et luthersk ideal, men på den anden side kan de også læses som at ’katolske’ kræfter insisterede på, og lykkedes med, at fastholde de traditionelle billeder og billedkultur ved at iklæde sig lutherske gevandter.