Onde og gode følelser
Når de danske reformatorer skulle formidle og overbevise befolkningen om, at den evangeliske tro var den sande tro, gjorde de brug af en grundlæggende dualisme i kristendommen: Alt det gode kom af Gud og alt det onde af Djævelen. Den nu forkastede katolske tro blev sidestillet med trolddom med henvisning til alle dens ritualer. Paven selv var antikrist, dvs. den største troldmand af dem alle. En sådan dæmonisering af ”den anden” fandt også sted blandt katolikker, der kaldte Luther for ærkekætteren. I denne skelnen mellem godt og ondt spillede følelserne en vigtig rolle. Følelser havde dengang som i dag kapacitet til at ændre private og kollektive forestillinger og holdninger. Ligesom Djævelen repræsenterede alt det onde og Gud det gode, så var følelserne inddelt i positive og negative følelser. Generelt skulle ethvert sognebarn efterstræbe de sociale følelser som selvbeherskelse, tillid og kærlighed. De negative, som man skulle dæmpe eller endnu bedre, helt undgå var de anti-sociale såsom vrede, mistillid og hovmod. 

Frygten for Guds vrede
Samtidig var bestemte følelser forbeholdt bestemte grupper. Især vreden var en essentiel følelse her, for vreden var forbeholdt Gud. Med reformationen var fulgt frygten for Guds vrede, og denne frygt voksede sig stærkere i løbet af Christian IV’s regeringstid. Guds vrede var ikke på samme måde ildeset, men den var frygtet, og derfor skulle den undgås. Luthers betoning af den nådige fader gled i baggrunden til fordel for Gud som den nidkære revser, hvis vrede blev vakt af ukristent levned. Og frygten for Guds vrede var skam reel nok. Når Gud straffede, straffede han kollektivt ved at nedkaste sygdomsepidemier, hungersnød eller krig over riget. Århundredets pestepidemier, dårlig høst og flere opslidende krige blev set som håndfaste beviser på, at Gud virkeligt var vred. 

Christian IV som landets far
Som luthersk fyrste var Christian IV at betragte som rigets husfader, og han havde pligt til at beskytte troen mod ukristent levned. I praksis betød det, at han skulle forfølge dem, som forbrød sig mod troen. Det var særlig vigtig i disse sidste tider, som teologerne jo vidste, at man levede i. Dommedag nærmede sig, og snart ville Kristus stige ned fra himlen for at dømme levende og døde. Det gjorde djævelen mere aktiv på jorden, for han forsøgte at hverve allierede til sit endelige opgør. Troldfolk havde ladet sig lokke af Djævelen til at kæmpe på hans side. 

Vrede kvinder er særligt farlige
Christian IV havde som troens beskytter pligt til at forfølge troldfolk. I 1617 udsendtes en omfattende lov, som beordrede alle former for trolddom retsforfulgt og pålagde enhver i kronens tjeneste at rejse sagerne. Mange steder i Jylland var processerne allerede i gang, men med loven blev forfølgelserne blåstemplet, ja, beordret oppefra. Langt hovedparten af processerne fandt dog sted mellem bønderne. Over de næste 5-6 år blev hen ved tusind mennesker retsforfulgt, og omtrent halvdelen endte med henrettelse på bålet. I de danske trolddomsprocesser støder vi igen på vreden, der optræder som den mest fremtrædende følelse. Selvom troldfolk ifølge magthaverne vakte Guds vrede, er det ikke den vrede som dominerer processerne. Det er i stedet den mistænktes vrede. 90% af de danske sager om trolddom var mod kvinder. I retsprotokollerne bliver disse kvinder ofte præsenteret som kvinder, der overskred sociale og kønsnormer, ved at henvise til anti-sociale følelser, især misundelse og vrede. Det var alment kendt at vrede kvinder var særligt farlige. Kvinder havde mindre kontrol over deres følelser, og derfor var en vred kvinde særligt farlig. Vreden var forbeholdt dem, eller rettere den, som havde styrken til at kontrollere den. Den vrede kvinde var ildeset for hun brød med idealerne for hvorledes kvinder skulle agerer i offentlige såvel som private rum. De følelser som blev tillagt, mobiliseret og udtrykt af den mistænkte fik afgørende betydning for det videre sagsforløb. En (trold)kvindes vrede greb ind i både sociale hierarkier og i kønsnormer. 

Louise Nyholm Kallestrup, SDU, er p.t. visiting fellow at Australian Research Council Centre of Excellence for the History of Emotions, 1100-1800.