Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Frankrig: Fra korstoge, reformation og religionskrige til terror

Longread af Af Gorm Harste: Frankrig har kendt til terrorister længe og i flere faser. Skal man forstå hvorfor, må man gå længere tilbage, end hvad vi måske finder behageligt. Historien om terrorismen i Frankrig hænger sammen med flere lag af religiøse borgerkrige. Midt i dette virvar af forviklinger spiller reformationen en ikke ubetydelig rolle.

06.12.2015 | Af Gorm Harste

Frankrig har kendt til terrorister længe. Der er flere faser. For at forstå dem må vi tænke os om og gøres os nogle anstrengelser, der måske går længere, end hvad vi finder behageligt. Historien om terrorisme i Frankrig hænger sammen med flere lag af religiøse borgerkrige, samt med fortællinger om ”hellig krig”, apokalypse, Gud og Djævel, tavshed og salmesang og ikke mindst en kamp om central kontra decentral organisation. Det er en kamp, der skabte kompromisser mellem katolicisme og reformation; den førte til modreformation og siden til sekularisme; og den endte med at skabe såvel magtstaten, retsstaten og magtdelingen samt en helt ny verdensorden. Den udviklede solidaritet og tolerance, ofte i kamp mod hinanden. Udviklingen har fulgt mange ekstreme spor, og slutteligt kan man, uden at overdrive, sige, at intetsteds har så mange kunne tale så meget og så alvorligt om noget de mente så lidt seriøst som i Paris. 

Det frivole Paris
Intetsteds blev det så populært udbredt at tale frivolt om forhold, der andre steder var tabuiserede. Før satirebladet Charlie Hebdo har man kunnet følge et virvar af spor fra fransk dekonstruktivisme tilbage til grænseoverskridende forfattere som Georges Bataille, Charles Baudelaire og til 1700 tallets forfattere som Marquis de Sade, Jean-Jacques Rousseau, Denis Diderot og François Voltaire. I det 20.århundrede studerede Mao Zedong og Ho Chi Minh i Paris sammen med den kristne græsk-ortodokse syrer, filosof og sociolog, Michel Aflaq, der i 1947 grundlagde den syrisk-irakiske panarabiske nationalbevægelse, den såkaldte baathisme. Ayatollah Khomenei var bosat i Paris, før han i 1979 skiftede plads med Teherans intellektuelle, der måtte flygte til Paris. Paris udgjorde en kulturel magnet med poler for tiltrækning og frastødning. 

Konflikterne og fransk kultur
Pointen er her i denne artikel, at kamp om helligbrøde og tolerance langt fra er af ny dato i Frankrig. Den franske kultur, ja den franske stat, er bygget op over de konflikterne mellem det, der påbydes, og det der nedbryder. På en helt anden måde, end det vi kender til i Danmark, er man klar over, at kultur er noget oplært og tillært gennem århundreder. Det gælder ikke blot for smagssansen for det sublime og det gement normale, men også for forståelsen af religiøse modsætninger.

Kættere og ”hellig krig”
”Hellig krig” udvikledes som en stærkt motiverende forestilling i synoder i slutningen af 900-tallet i Sydfrankrig under den spanske generobring af kalifatets muslimske erobringer i Spanien. Men særligt de offensive korstog til Det Hellige Land efter 1095 bragte fortællinger, om at helgener drog med usynligt i krig og retfærdiggjorde krigene. Med pavekirkens omfattende organisering i løbet af det lange 1100-tal – fra Skismaet med den byzantiske kirke i Konstantinopel i 1054 til midten af 1200-tallet – blev der også organiseret korstog i Sydfrankrig. Dér herskede en særlig manikæisk inspireret god/ond-teologisk variation blandt katarerne, som ritualiserede det symbolske og det diabolske, Gud og Djævelen, som modsatrettede kræfter. Katarerne lagde navn til ordet ”kætter”, og katarerne i Languedoc blev forfulgt i brutale myrderier i det, som blev kendt som Det albigensiske Korstog, hvor op mod 40.000 blev dræbt i og omkring byen Béziers. Katarerne blev udryddet – og dog.

De franske modstandsbevægelser
Kravet om autonomi førte til bestandige opgør om inklusion versus ekskommunikation. Selve landskabet, dets knudrede bjerge og byer, dets uforlignelige gastronomiske traditioner gjorde, at man kunne holde fast i en modstand mod ensretning, regulering og centralmagt. Det er endnu i de landskaber, man finder den stærkeste og mest stædige modstand mod den kapitalistiske neo-liberalisme, formuleret i Attac-bevægelsen. Det lykkedes heller ikke for de nazistiske besættere at knække modstandsgrupperne. Forbindelsen mellem de hedengangne kætterbevægelser og nutidens modstand mod ensretning fører dens lange tråde tværs gennem den franske reformation.

Terror
Selve ordet ”terror” stammer fra Den franske Revolution, særligt 1793-94 med Jakobinismens forfølgelse af alle de, der ikke sluttede helt og holdent i fuld loyalitet op bag den revolutionære ånd. Kort efter, under den spanske modstand mod Napoleons besættelse, blev begrebet forbundet med den såkaldte ”guerilla” eller ”lille krig”. I bekæmpelsen af guerillaen anvendte den franske hær strategier, der havde været brugt i Sydfrankrigs bjerge, i Cevennerne, mod de reformerte bevægelser. De reformerte skabte med den såkaldte Camisard-bevægelse militante oprør mod centralmagten og dens krav om såvel religiøs ensretning og accept af krigsskatter,

De reformerte huguenotter
De reformerte huguenotter havde tætte bånd til calvinisterne i Genève. Inspireret af Martin Luther oversatte Jean Calvin (1509-1564) og Théodore Bézé (1519-1605) Biblen, og fik tilslutning fra omtrent 10 % af den franske befolkning i 1500-tallet, særligt blandt lavadelen og selvstændige håndværkere og bønder i Syd- og Vestfrankrig. Mange var dog analfabeter, og menighederne betjente sig derfor af salmesang, for gennem krop, åndedræt og mund at følge læren om Guds egne ord der blev til kød. Endnu i dag er der en uhyre stærk sangtradition i de reformerte menigheder i Sydfrankrig. Der var tale om ekstremt decentrale bevægelser, enheden var den individuelle tro sammenholdt med brugen af Guds og Biblens ord som medium.

Det reformerte oprør havde allerede i 1500-tallet i sin kerne været et opgør mod en centralistisk kirkelig tolkning af nadveren som var den netop en sikring af, vinen og brødet substantielt udgjorde Jesu blod og legeme. Der er ingen form for substantielt nærvær (”præsens”) af Jesus Kristus i nadverens handling, blot en symbolsk form, der kan re-præsenteres hvor som helst. Man skulle ikke tro på substansen, kødet, kirkens korpsånd og organisation, men blot på kristendommens ord. Alle forsøg på at skabe kompromisser mellem konfliktens parter blev til fortolkninger af dette organisatoriske managementkoncept, som nadveren – og det vil sige enhver organiserings skabelon for mødeafholdelse – udgjorde. Katolicismen udviklede sågar en modreformation, der netop forstærkede kødeliggørelsen af nadverritualernes substans som reaktion på den symbolske abstraktion fra de sociale realiteter, privilegier og traditioner, som de reformerte repræsenterede.

Camisard-krigene
Camisard-oprøret fastholdt midt under kampene gudstjenester, bibeloplæsning og salmesang. De uhyre små raffinerede læderindbundne bibler hang på hestenes saddelknapper ved siden af våbnene. Krigerne var bønder, der skjulte sig og gik under jorden i grotter og levede af svampe, kastanjer og vildsvinejagt. Det lykkedes dem at holde sig organiseret ind til mildningen med den begyndende retsstatslighed og magtdeling i den tidlige oplysningstid. Deres decentrale organisering, dens loyalitet og disciplin forblev en lærestreg for stærke krigsmagter.

Med en nutidigt betegnelse kendt fra Maos og Ho Chi Minhs bondebaserede guerilla kan man beskrive Camisard-krigene som asymmetriske krige mellem en stærk overmagt og en afmagt, der ikke havde råd til uniformer, men kun til skjorter (”Camisars”, ”chemises”). De krige kulminerede i to omgange, først i de franske religionskrige fra 1561 til 1598 og senere i begyndelsen af 1700-tallet. 

Centralistisk katolicisme, individualistisk protestantisme og den konfessionsløse stat
Undervejs blev konflikten mellem den centralistiske kirkelige katolicisme og den decentrale protestantiske individualisme nok så rig på konsekvenser, der blev spundet ind i et kompromis hos en statsadministration. Den koblede centralmagt og decentralisering, eksempelvis i figuren om centralperspektivet. Som et organisationsdiagram blev den et arkitektonisk og territorialt princip for organisering af staten. Men det vil også sige, at perspektivet blev sekulært og fuldstændigt adskilt fra enhver forbindelse til konfessioner. Den franske stat blev først trans-konfessionel, på tværs af de katolske og de protestantiske konfessioner. Med revolutionen i 1789 blev staten helt areligiøs. Den danske stat og dens forfatning, Grundloven, har hentet megen inspiration fra den franske stat, eksempelvis i organiseringen af amter og kommuner. Men i Danmark hentede forfatningen inspiration fra den belgiske forfatning fra 1830 og knyttede staten til konfessionen, ikke katolicismen som i Belgien, derimod lutheranismen.  

Gastronomi som sekulariseringens nadver
På et andet plan, nemlig i den franske sekularisering af hverdagslivet og kulturen, så man en kompromisskabelse med modreformationen, da den kirkelige liturgi, eksempelvis nadveren, i Frankrig blev erstattet af en dyrkelse af gastronomi, menuer og måltider, der nærmer sig det religiøse. Kroppen er ikke forlængelsen af Jesu legeme, men af måltidets ingredienser, og mennesket er – bogstavelig talt – hvad det har spist. På den måde satte sekulariseringen sig igennem i alle livets gerninger og gøremål. Medicinen dissekerede kroppe, tøj blev til mode, og kirkekunst blev til stadig vildere eksperimenter, i hvad der kunne males og udsættes for publikums reception.

Tilsyneladende er kampene, konflikterne og krigene, om hvad der blot er abstrakte tilfældige symboler og hvad der er reel substans, i Frankrig blevet løst på et yderst abstrakt og alment plan: Alt kan siges og udtrykkes, hvis blot vi har en stat, der holder sammen på rammerne og formerne. Verden er virkelig, som en statsligt organiseret realitet, hvis forfatning kræver tilslutning, - men heller ikke mere end formel accept. Inden for de rammer er friheden total, alt er muligt. Resten sørger kunsten, måden, gastronomien og de uendeligt varierende franske landskaber for at danne, civilisere og kultivere.

Frankrig som mål for terror
Den franske kultur har stået for skud med terrorangrebene i Paris i 2015. Det er ikke så underligt, at netop Frankrig blev mål for de anti-moderne terrorister. De er selv er resultater af de moderne globaliseringers skævvridninger i forholdet mellem almagt og afmagt. Mere end noget andet land modsatte Frankrig sig den Irakkrig, som blev årsagen til Islamisk Stats fremvækst og de efterfølgende flygtningestrømme. Først ville den fundamentalistiske modmagt bag terroren modsætte sig den amerikanske militærmagt ved at tirre den til et krigerisk overstretch; dernæst var det den franske kulturelle magt, der skulle tirres. Men kulturmagt opererer ikke militært og tirres ikke militært. Frankrig har lært lektien om militærets afmagt – både tidligere og i Vietnamkrigen (i 1954) og i Algierkrigen (1858-1962).

Reformationen og Frankrig
Selv om vi ofte omtaler Frankrig som et katolsk land med en temmelig sekulær eller areligiøs stat, fik reformationen og dens modstykke, den såkaldte modreformation, enorme konsekvenser. Stærkt presset af katolske modmagter gik den franske fyrstemagt i første halvdel af 1600-tallet under den såkaldte Trediveårskrig sammen med de lutherske fyrster for at undgå omringning fra Spanien og Østrig. Det førte til organiseringen af en centraladministrativ statsmagt, som kunne forene et centralt katolsk perspektiv på magt og et decentralt protestantisk lokalmagt. Den statsmagt udgjorde datidens supermagt og blev efterlignet overalt i verden. Den skabte den verdensorden og den internationale folkeret, vi kender i dag.

Men dertil skabtes i Frankrig også en sekulær kultivering, der kunne legitimere nye sociale former for samkvem. Man kunne civiliseret nyde hinandens selskab og samtidigt være beskyttet mod hinanden. Inden for Frankrig vil selv fundamentalisme i forlængelse heraf blot være endnu et bølgeskvulp i historiens leg med mærkværdige postulater. Spørgsmålet er derfor, om vi i andre lande og konfessionskulturer er lige så civiliserede i forsøg på at håndtere det antimoderne ubehag og dets ekstremisme.

For at forstå de franske religionskonflikter er det afgørende at se dem som konsekvens af, at trykpressen muliggjorde optryk af skrifter som Biblen og af en mangfoldighed af kontroversielle skrifter. De socialt sikrede forskrifter mistede dermed deres symbolske substans og realitet på en yderst provokerende måde, som i dag netop er parallel til det realitetsbortfald og den afsubstantialisering, der udvikles i kølvandet på internettet og de aktuelle globaliseringer. Reaktionen herpå er sammenlignelig med den vi så med de fransk religionskrige. Det er de asymmetriske kampformer også, lige som behovene for at finde nye typer af kompromisdannelser.