Destruktion af loven
10. december 1520 brændte Martin Luther den kanoniske ret, den katolske kirkes lovsamling, sammen med pavens bulle, der truede ham med ekskommunikation for kætteri. Hvis én enkelt begivenhed markerer Luthers permanente brud med Rom, er det denne.

Grundlaget for Luthers opgør med kirken i Rom var en ny radikal frihedsteologi: kirkens frihed fra pavens tyranni, lægfolks frihed fra præsteskabets magt, samvittighedens frihed fra restriktionerne i kanonisk ret. ”Den kristne frihed” var det samlende kampråb for den tidlige lutherske reformation. Det fik teologer og jurister, præster og lægfolk, fyrster og bønder til at afvise kirkens retslige restriktioner og struktur med en hidtil uset beredvillighed.

Radikale forandringer
Selvom Luthers opgør byggede på kritik, der havde lydt gennem allerede to århundreders reformønsker, var det i særlig grad Luthers teologi, der antændte reformbevægelsen i Tyskland: Frelsen kommer gennem tro på evangeliet, lærte Luther, og ikke gennem lovgerninger. Alle menneske er lige for Gud. Alle troende er præster. Gejstlige og lægfolk er derfor på samme niveau. Kirken er en forsamling af hellige, ikke en organisation holdt sammen af lov. Medlemmernes samvittighed er styret af Bibelen, ikke af traditioner. Kirken er kaldet til at tjene samfundet i kærlighed, ikke til at styre det med lov.

I de tidlige år, blev Luthers kritik af kirkens juridiske system og gejstlighedens autoritet undertiden bredt ud til et angreb på menneskelig lov og juridisk myndighed generelt. Bibelen indeholder al den lov, der er nødvendig for ret kristen livsførelse. At tage noget fra Biblens lov er blasfemi, at lægge noget til er tyranni. ”Vise herskere er, sammen med den hellige skrift, lov nok”, skrev Luther. ”Jurister er dårlige kristne”. Når jurister forsatte med deres kritik, kunne Luther i vrede udbryde: ”Jurister skal ikke tale før de hører et svin fjærte”, først da de fået den rette atmosfære for deres ord. ”Jeg skider på pavens lov, på kejserens lov, og nu også på juristernes lov”, kunne det endnu mere bramfrit lyde.

Den hurtige ødelæggelse af lov, politik og samfund som fulgte i kølvandet på den skarpe retorik sendte Tyskland i en akut krise i 1520’erne. Luther havde trukket kontrasten mellem frihed på den ene side og kirkens orden på den anden side alt for skarpt op. Den ”kristne frihed” blev opfattet som en licens til alskens læremæssige og liturgiske eksperimenter og slaphed.

Dertil kom, at den kile, Luther havde drevet ned mellem kanonisk ret og civil ret, var alt for dyb. Mange indbyggere, som traditionelt havde været underlagt kirkens jurisdiktion var nu uden effektive juridiske retningslinjer. De nye protestantiske love var, hvis de fandtes, alt for primitive til at kunne bruges.

Fra 1530 og frem begyndte lutherske teologer at vie de retslige, politiske og sociale implikationer af deres teologi langt større opmærksomhed. Sammen med lutherske jurister skabte de ambitiøse retsreformer for kirke, stat og samfund. Det var både naturligt og nødvendigt for den lutherske reformation at bevæge sig fra teologi til lov. Dermed blev den lutherske reformation i dens kerne såvel en teologisk som en juridisk reformbevægelse, der satte varigt aftryk på vestens kultur..

Rekonstruktion af loven og af juridisk myndighed
Udgangspunktet for den forenede teologiske og juridiske bevægelse var Luthers komplekse teori om de to regimenter: Gud har forordnet to regimenter eller sfærer, hvor mennesket er bestemt til at leve, det jordiske rige og det himmelske rige. Det jordiske rige er den skabte verden, her hører det naturlige og borgerlige liv hjemme, hvor mennesker først og fremmest handler ud fra fornuften og loven. Det himmelske rige er frelsens område, her hører det åndelige og evige liv hjemme. Her handler mennesker først og fremmest i tro og kærlighed. Selvom mennesket lever i begge riger på samme tid, forbliver de dog forskellige. Det jordiske rige er ødelagt af synd og styres af loven. Det himmelske rige er fornyet af nåden og ledes af evangeliet.

If. Luther har Gud etableret tre former for myndighed, der skal lede det jordiske liv: hjemmets, kirkens og den politiske myndighed, eller i moderne termer: familie, kirke og stat. Kun staten formel tilkendes juridisk myndighed, inklusiv myndigheden til at føre sværd for at sikre de menneskelige love til gavn for livet i det jordiske rige. Kirken har intet sværd og ingen myndighed til at lave love. Den skal ikke involvere sig i det daglige juridiske og politiske liv. Kirken må forblive adskilt og distinkt fra staten i sin udformning, i sit embede og i sin mission.

Luther selv var mere optaget af statens funktion end af dens form. Enhver ledelse, skrev han, – fra den højeste konge til den mindste dommer – er Guds vice-regent i det jordiske rige med et kald til at håndhæve Guds ord og vilje og afspejle Guds retfærdighed og nåde overfor de jordiske borgere. Statsledelsen er på den måde, ”et billede, en skygge og en udformning af Kristi herredømme” på jorden. Den er Guds instrument, hvorigennem Guds dom og vrede rammer menneskets synd. Men den er også ”samfundets fader”.

Luthers metaforer for den kristne statsledelse – Guds ophøjede vice-regent og samfundets kærlige fader – udgjorde grundlaget for luthersk politisk teori i de efterfølgende århundreder. For Luther er staten guddommelig i sin oprindelse, men jordisk i sin virksomhed. Den udtrykker både Guds hårde dom over synden og hans milde nåde over for synderen. Står Luthers metaforer enkeltvis kan de bruges som opskrift på voldeligt tyranni eller geskæftig paternalisme. Men tilsammen gav metaforerne Luther og hans efterfølgerne grundingredienser til en robust kristen republikanisme og en spirende velfærdsstat.

En stor del af moderne vestlig lov og politik bærer stadig træk fra den lutherske teologi. I dag sikrer ethvert vestligt retssystem den frihed for samvittigheden, som Luther risikerede sit liv for. Og vi har placeret hans oprindelige forståelse af religiøs frihed, menneskelig værdighed, frihed og lighed som hjørnesten i vore grundlove.

Nogle eksempler:

I de fleste vestlige lande i dag

- er ægteskabet stadigt en både borgerlig og en åndelig institution, hvis indgåelse og opløsning kræver særlige juridiske procedurer.

- er basal uddannelse en fundamental rettighed for den enkelte borger og det er statens pligt at sikre den.

- er omsorgen for fattige og nødlidende en grundlæggende pligt for staten og et grundlæggende kald for hver enkelt borger. Opkomsten af den moderne vestlige velfærdsstat er ikke i nogen ringe grad en nyt institutionelt udtryk for det lutherske ideal om statsledelsen som samfundets fader, der er kaldet til omsorg for sine politiske børn.

Lutherdommens dobbelte arv
Den juridiske arv fra Luther er, som det fremgår, dobbelt og skal hverken romantiseres eller fordømmes. De, som vil forsvare Luthers som frihedens, lighedens og broderskabets fader gør klogt i at huske hans forkærlighed for elitisme, paternalistisk statsforståelse og chauvinisme. De, som kun ser reformatorerne som aggressive allierede i statens undertrykkelse og overgreb, bør anerkende, at reformatorerne også var menneskekærlige fortalere for uddannelse og velfærd.

Med Luthers tilbøjelighed til dialektiske ræsonnementer og med hans opmærksomhed på de iboende dyder og laster i menneskers bedrifter, er der stor sandsynlighed for at han ville nå frem til en lignende vurdering.

Kronikken artiklen er bearbejdet og oversat af lektor Bo Kristian Holm, Aarhus Universitet.