Christian IV’s Børnehus er i historieskrivningen typisk blevet brugt som et skrækeksempel på, hvordan man i begyndelsen af 1600tallet udnyttede de fattige ved at tvangsanbringe dem, så de kunne arbejde i kongens gård under slavelignende forhold. Kritikken har gået på, at det var et led i et fejlslagent tidligt forsøg på at udvikle stordrift i Danmark. Ny forskning viser, at der er grund til at gentænke anstaltens funktion ved at kigge nærmere på det religiøse fundament, som Børnehuset blev bygget på.

Børnehuset
I 1620 blev Københavns Tugthus suppleret med Kongens Børnehus. Børnehuset var en form for disciplinerings-, opdragelses- og arbejdsanstalt for tiggerbørn, uforsørgede og små-kriminelle piger og drenge i alderen 12 – 14 fra hele landet. Det var en institution hvor kongens patronat for utilpassede og forsømte børn kunne aktualiseres. Udover at være et tidligt eksempel på merkantil udvikling, var Børnehuset også et led i Kong Christian IV’s implementering af et luthersk ortodokst regime, hvor han selv stod i spidsen som landets fader. Ved åbningen og udarbejdelsen af Børnehusets forordning, stod det helt klart, at han så sig selv som protektor for disse børn. Under ombygningen af huset lod Christian IV indrette et særligt værelse til sig selv. Om han faktisk har opholdt sig der, er tvivlsomt, men han fulgte anstaltens økonomiske og opdragende anlæg med stor interesse.

Kongens bekymring for moral og opdragelse
Det særlige kongeværelse over porten til Børnehuset var et fysisk symbol på, at Christian IV var sig bevidst om sit forsorgs- og kristne ansvar som lands- og husstandsfader. Herfra kunne han holde opsyn med, om børnene levede under husstandslignende forhold. Ansvaret kom også til udtryk i anstaltens forordning (reglementer). Her blev kongens bekymring for børnenes kristne moral og opdragelse gjort til en betydelig grund for oprettelsen af anstalten. I forordningen kan man læse at der skulle lægges lige dele vægt på kristen opdragelse og oplæring i et håndværk, for at børnene på længere sigt kunne blive gode kristne og nyttige folk. Ligesom det var forældrenes ansvar at børn gik i skole og fik undervisning i den kristne børnelærdom, var det Christian IV magtpåliggende, at børnene i Børnehuset modtog undervisning. Man kan sige, at de ved anbringelsen i Børnehuset blev hans børn, så længe de var der.

Undervisningen
Børnene skulle ifølge fundatsen fra 1622 udover at arbejde også modtage en halv times undervisning seks ud af ugens syv dage. Her skulle de lære at læse, skrive og regne og få et grundigt kendskab til Luthers Lille Katekismus. Den Lille Katekismus var central i opdragelsen af hele folket helt fra barnsben. Den var en sammenfatning af de mest centrale dele af Luthers Store Katekismus, og den behandlede de 10 bud, den apostolske bekendelse, Fadervor, dåben, nadveren og skriftemålet. Kort sagt behandlede den alle de centrale elementer af det protestantiske kristne liv, som man forventede, at folket opretholdt. Børnene i Børnehuset skulle naturligvis derfor også lære den udenad for at de ”udi i fremtiden have deres ærlig[e] næring og ophold”. Dette skulle ske sammen med deres oplæring i et håndværk, som skulle gøre det muligt for børnene at indtræde direkte hos en håndværksmester. Der var dagligt morgen- og aftenandagter i både tugt og børnehuset, og hver søndag skulle alle i kirke. Børnenes og de voksne fra Tugthusets kirkegang var forskudt, fordi der skulle være en klar adskillelse imellem de to ’huse’, således at de voksne ikke skulle kunne være en dårlig indflydelse på børnene. Arbejdsdagen for børnene skulle ifølge forordningen også indeholde to halve timers leg eller hviletid og en middagstime til frokost. I omsorgen indgik dog også en del revselse på kroppen, præcis som det også forholdt sig i andre husstande.

Børnehuset havde store pengemæssige problemer, levevilkårene var dårlige og børnenes håndværk var ikke godt nok. Vurderet som et økonomisk og velgørende eksperiment blev Børnehuset derfor ikke en succes. Det blev lukket som en del af den spareøvelse Kong Frederik III iværksatte efter Christian IV’s død. Men da det nye Børnehus blev oprettet på foranledning af – den nu enevældige – Kong Frederik III i 1662, var det som et led i endnu et tiltag for at afværge at forsømte og små-kriminelle børn og unge skulle leve i dovenskab og dermed risikere en kriminel løbebane. Intensionen var at anstalten skulle fortsætte velgørenhedsværket fra den tidligere institution. Det var netop det velgørende og opdragende, der var karakteristisk for Christian IV’s Børnehus.