Så fik Aarhus Stift en ny biskop ved en festlig fejring søndag den 6. september. Høj sol på den århusianske himmel og ganske symbolsk på den sidste dag i den årlige Aarhus Festuge. Opmærksomheden var stor. Både DrK og Tv2 Østjylland dækkede begivenheden live med kommentatorer i studiet og interviews med udvalgte gæster, når de ankom til kirken. Foran Domkirken var en storskærm sat op, så også den forsamlede flok af kirkeinteresserede og festugegæster uden for kirken kun følge med i højtiden; og en betydelig samling mennesker havde samlet sig foran kirken for at følge med i gæsternes ankomst. Folk fik hvad de kom efter: Dronningen kom, Kirke- og kulturminister Bertel Haarder med ægtefælle, folketingets formand Pia Kjærsgård ligeledes med ægtefælle og ikke mindst store grupper af præster i ornat. Til slut kom den store procession, som førte den kommende biskop ind i kirken. Alle danske biskopper, nordiske biskopper, tidligere danske biskopper og stiftets provster med den kommende biskop sidst i følget. Flot så det ud med farverige bispekåber, bispehatte hos enkelte nordiske biskopper og masser af Dannebrogsordner på brystet. Biskoppen blev indviet med læsninger på dansk, grønlandsk og finsk, med salmesang, med taler og med håndspålæggelse fra Københavns biskop, de to nabobiskopper fra Viborg og Aalborg Stift og de senest indsatte præster i stiftet. Det var smukt og festligt, men er det ikke lidt meget at gøre ud af indvielsen af netop en luthersk biskop?

Bruddet med traditionen
I den danske reformation brød man med den såkaldte apostolske succession ved indsættelsen af lutherske biskopper. Den apostolske succession henviser til, at bispeembedet er overdraget fra hånd til hånd fra den tidlige kirke til i dag, og det betyder derfor, at der er en direkte forbindelse mellem de nuværende biskopper og kirkens første biskop, som siges at være apostlen Peter, en af Jesus’ disciple. De katolske biskoppers autoritet hviler i høj grad på denne tanke om direkte overlevering af embedet. Den forbindelse brød man under den danske reformation, men for eksempel ikke under den svenske, fordi man ønskede at understrege, at biskoppen ikke var afhængig af traditionen, men af at blive kaldet til embedet af sin menighed, ligesom enhver præst kaldes til sit embede. Biskoppen er præsternes præst kaldet til at stå forrest i flokken, ligesom præsten kaldes til at stå forrest i menigheden, og desuden har biskoppen et tilsynsembede, som indebærer, at biskoppen har ansvaret for, at menighederne får ordentlige præster; men biskoppen står ikke i et særligt forhold til hverken Gud eller de første disciple.

Ritual i stedet for succession
Så derfor, er det ikke lidt meget og lidt u-luthersk med en så høj rituel indvielse af en ny luthersk biskop. Der er uden tvivl elementer i ritualet, som med kritiske briller er teologisk udfordrende. Det er udfordrende, at der læses bibeltekster fra alteret på sprog, som menigheden ikke forstår. Det var jo netop et centralt element i reformationen, at sproget skulle kunne forstås ellers var der ingen forkyndelse i det. Det gælder også her, selvom det symbolske udtryk naturligvis sigter på at understrege en fælles nordisk kirke på tværs af sprog. Ligeledes vil man ud fra en religionssociologisk vinkel kunne hævde, at sammenhængen mellem folk og kirke overdrives med den stærke deltagelse af repræsentanter for folkestyre og monarki.  Ritualteoretisk vil man derimod hævde, at man netop ved en luthersk biskop har brug for et udførligt og omhyggeligt ritual. Den lutherske biskop har ikke nogen succession at hvile på, ikke nogen særlig karakter. Netop derfor er det afgørende, at menigheden – i det her tilfælde stiftets præster og menighedsråd – forsamles i et ritual, hvormed man tydeligt tilkendegiver, at menigheden står sammen om den nye biskop og anerkender hans eller hendes nye rolle og beføjelser. Valgkampen op til bispevalget sætter ikke længere skel, personlige historier og relationer sætter heller ikke skel. I ritualet anerkendes den nye biskop som netop biskop, og derfor skal det være både flot og udførligt. Og ud fra en grundlovssikret kirkes synspunkt er det desto mere vigtigt i en samtid, hvor sammenhængen mellem kirke og folk hævdes at være under pres.