Med reformationen overgik al lovgivning og retspleje til den verdslige statsmagt. Samtidig var en del af Luthers ideologi at reguleringen af samfundet skulle bygge langt mere direkte på Bibelen og især de ti bud, end tilfældet havde været under kanonisk ret. En af de lovmæssige konsekvenser af reformationen var derfor en gradvis udvikling af lovgivningen i retning af at sikre undersåtternes overholdelse af de ti bud. I Danmark kulminerede udviklingen med udstedelsen af Danske Lov i 1683, hvor straffeloven var struktureret efter de ti bud og straffeudmålingen var i overensstemmelse med Bibelen, især mosaisk lov.  

Forståelsen af det 6. bud
Luther forklarede i sin Lille Katekismus det sjette bud som at: ”leve et kyskt og tugtigt Levnet, intet utugtigt enten sige eller gjøre; hver elske og agte sin hustru”. Det kom konkret til at betyde at to idealer for ægteskab og seksualitet skulle overholdes: jomfrudom ved ægteskabets indgåelse og monogami i ægteskabet. Begge køn var lige forpligtede på begge idealer; sex var kun noget der hørte til inden for ægteskabets rammer og ægtesengen skulle holdes ubesmittet. Alt andet var en synd, men også en forbrydelse som den verdslige magt skulle straffe.

Monogami i ægteskabet
Allerede året efter reformationen, i 1537, blev der indført dødsstraf for hor, dvs. ægteskabsbrud. Christian IIIs Anden Københavnske Reces bestemte at en ægtemand, der begik hor skulle halshugges og en ægtekvinde, der begik hor skulle druknes i en sæk. Straffen blev mildnet lidt med Den kolindske Reces fra 1558, ifølge hvilken hor første gang blev straffet på yderste formue, anden gang med landsforvisning og først tredje gang med dødsstraf. Denne strafferamme for ægteskabsbrud blev optaget i Christian Vs Danske Lov i 1683.

Jomfrudom ved ægteskabets indgåelse
Kravet om jomfrudom ved ægteskabets indgåelse blev ikke gennemført helt så hurtigt og konsekvent som kravet om monogami i ægteskabet. Tilbage fra middelalderlig lovgivning var manden blevet straffet for et seksuelt forhold til en ugift kvinde, jomfru eller enke, mens kvinden i højere grad var blevet holdt straffe- og ansvarsfri i forholdene, der blev betegnet som ”jomfrukrænkning”. Det ændrede sig med en forordning, udstedt af Christian IV i 1617, 100-års jubilæet for Luthers 95 teser. I denne forordning blev beskrivelsen af det førægteskabelige forhold med betegnelsen jomfrukrænkning skiftet ud med begrebet ”lejermål” som en kønsneutral betegnelse for et førægteskabeligt forhold. Straffen for lejermål blev her sat til en bødestraf og åbenbart skrifte i kirken første og anden gang. Tredje gang skulle kvinden piskes ved kag’en, en pæl på byens torv. Straffen var æreskrænkende, fordi den blev udført af bødlen og betød en efterfølgende udstødelse af kvinden fra de ærliges samfund. En mand der begik lejermål tredje gangs skulle straffes med fængsel eller ”på kroppen”. Også denne strafferamme blev overtaget af Danske Lov.

Lejermålets afkriminalisering
Først i 1812 blev straffen for første og anden gangs lejermål endeligt ophævet. Hvor straffen for lejermål tidligere havde været en straf for den religiøse synd der var blevet begået, blev straffen nu ophævet med henvisning til at det var moralsk forkert, at staten straffede de nybagte forældre økonomisk og dermed satte dem ude af stand til at forsørge det nyfødte barn – også selvom barnet var født uden for ægteskab og dermed betegnet som uægte. De uægte børn havde dog stadig en anden retlig stilling, fx i forhold til arveret end børn født inden for ægteskabet. Og straffen for tredje gangs lejermål blev først ophævet efter enevældens afskaffelse med den nye straffelov i 1866. Alligevel er ophævelsen af straffen for førægteskabelig seksualitet et tydeligt tegn på et skift i lovgivningens moralske grundlag.