Christians 2.s interesse i Lutherdommen
Christian 2. var meget interesseret i den måde, som både humanismen generelt og Lutherdommen i særdeles udfordrede de etablerede værdier i samfundet. Den danske konge sikrede ved flere lejligheder, at fremtrædende humanister og wittenbergske teologer forelæste ved Københavns Universitet – og overværede ofte selv disse forelæsninger. Denne interesse for de wittenbergske teologer betød også, at kongen i 1520 antog netop en sådan teolog som hofkapellan. Denne hofkapellan, Reinhard, havde nære bånd til Luther og informerede ham løbende om den danske konges negative holdning til Paven og den katolske kirke. Konspiratorisk-anlagte forskere har gennem tiden hævdet, at Reinhard var sendt til Danmark med det formål at fremprovokere et kirkebrud. Dette underbygges af, at tiden var til et brud; den danske konge var lige som sin far i konstante stridigheder med aristokratiet som helhed og den øverste gejstlighed i særdeleshed. Disse stridigheder havde som oftest økonomisk karakter: hvem havde ret til at opkræve bøder? hvem skulle betale told og skat på handel? hvem havde ret til forskellige arvelodder? osv. Der ville således være økonomiske såvel som politiske gevinster ved at bryde med den katolske kirke. Samtidig viste Christian 2. stor interesse for de kulturelle strømninger, som humanismen og Lutherdommen repræsenterede.

Land- og Byloven 1522
I 1522 kom Land- og Byloven, et omfattende lovkompleks, der rummede opgør med flere af samfundets etablerede institutioner. Kirkens rolle blev også udfordret; men det egentlige kirkebrud udeblev. Det har efterfølgende fået mange forskere til at undre sig. Et opgør med den pavelige kirke ville have passet fint ind i Christian 2.s generelle politik. Og det ville have været oplagt for Christian 2. at bruge det store lovkompleks, der i forvejen udfordrede samfundsstrukturerne, til et kirkebrud. Det manglende kirkebrud har været forsøgt forklaret på flere måder, herunder særligt med Christian 2.s flygtige sind eller manglende mod til at tage det endelige opgør med kirken.

Det manglende brud med Rom
Når man læser Land- og Byloven i dag kan man altså overveje, om det manglende kirkebrud er et udtryk for en konge, der i sidste ende ikke magtede at gennemføre det. Men man kan også overveje, om problemet snarere ligger i ordet ”kirkebrud”. Dette begreb (der har været særligt populært i den magtpolitiske historieskrivning) beskriver Reformationen som et punkt på tidslinjen snarere end et forløb, og det religiøse samfund i Danmark som et spørgsmål om enten at være katolsk eller protestantisk. Begrebet tvinger således forskerne til at se problemstillingen i sort/hvid.

Reformationen som proces
Betragter man derimod Christian 2.s lovkompleks i en kulturhistorisk vinkel – hvor Reformationen er en proces og ikke et brud – er det tydeligt, at lovkomplekset afspejler en periode, hvor de etablerede værdier forbundet med den kirkelige institution var under forandring. Dermed kommer kongens interesse for humanisme og de wittenbergske teologer til at give god mening, fordi disse forbindelser repræsenterer ønsket om – og inspirationen til – at udfordre de etablerede strukturer. Dermed bliver det tydeligt, at den reformation, der officielt fandt sted i 1536, meningsfuldt kan betragtes som en proces, og at det kan trækkes tråde tilbage til 1522 – og givetvis endnu før.

Når forskere undres over det manglende kirkebrud i Land- og Byloven må forklaringen derfor være, at det kirkebrud de efterlyser næppe fandt sted i dansk historie, men at lovkomplekset repræsenterer et væsentlig aspekt af reformeringsprocessen i det tidlige 1500-tals Danmark.