Det skulle også kunne betale sig at arbejde i 1500-tallet
Hvis man kunne arbejde, så skulle man arbejde. Sådan lød det fra de lutherske reformatorer, der gjorde op med katolicismens idealisering af fattigdom. Frivillig lediggang og fattigdom skulle ikke accepteres, og i den danske lovgivning begyndte man derfor at regulere tiggeri. Det fik konsekvenser for den del af befolkningen, der tiggede om almisser, selvom de fysisk var i stand til at arbejde. Det var de omstrejfende løsgængere.
I august måned blogger en gruppe studerende fra historie på reformationsbloggen. Blogindlæggene er skrevet på baggrund af deres bacheloropgaver om reformationens betydning for den danske samfundsudvikling.
De uværdige løsgængere
Før reformationen havde den katolske kirke været den centrale institution for social velfærd, og fattigdom og velgørenhed var set som gode, kristne dyder. Med reformationen overtog staten ansvaret for fattighjælp, og den katolske kirkes idealisering af fattigdom blev afvist. Arbejde blev nu betragtet som menneskets kald på Jorden, hvorigennem man glædede Gud. Ifølge Martin Luther var det blasfemisk at være frivilligt fattig, og det gik ud over de reelt trængende. Derfor begyndte statsmagten at skelne mellem værdigt og uværdigt fattige, hvor kun de værdige skulle hjælpes. De værdige var dem, der var permanent udelukket fra at forsørge sig selv så som syge og krøblinge. Løsgængere arbejdede ikke, selvom de fysisk godt kunne, hvorfor de som uværdige skulle ekskluderes fra fattighjælpen.
Straf og tvangsarbejde
De værdigt fattige blev af den lokale præst udstyret med et tiggertegn, der gav dem tilladelse til at tigge. Tiggede løsgængere, der intet tegn havde, skulle de derimod straffes. Straffene var pisk, forvisning fra byer og tvangsarbejde. Fra sidste halvdel af 1500-tallet blev løsgængere sendt i arbejde på fæstninger, hvor tvangsarbejdet blev begrundet med deres arbejdsduelighed. Også særlige arbejdshuse blev oprettet, hvor løsgængere blev sendt hen. Lediggang skulle her straffes med arbejde, og arbejdsduelige løsgængere skulle afskrækkes fra at tigge og i stedet mindes om pligten om selvforsørgelse.
Udenfor samfundet
Med statens forbud mod tiggeriet i 1708 skulle værdigt fattige nu modtage direkte forsørgelse i form af penge eller naturalier, men fordi løsgængere stadig blev anset som uværdige, skulle de intet have. Arbejde gav social status, og for at blive en del af samfundet skulle løsgængere i stedet arbejde. Samfundets laveste enhed var ikke individet, men husstanden. Gennem arbejde kunne løsgængere blive en del af en husstand og dermed en del af samfundet. Så længe løsgængere var uden arbejde, var de dermed ikke bare ekskluderet fra fattighjælp, men fra hele samfundet.