Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Den værdigt trængende var lokal og uarbejdsdygtig

Reformationen gav staten ansvaret for de fattige. Alle værdigt trængende skulle hjælpes lokalt. Det var dog ikke altid lige let at bestemme hvem, der var værdigt trængende, eller hvor den fattige egentligt hørte hjemme.

11.01.2016 | Nina Koefoed

Med reformationen overtog staten ansvaret for de fattige, og tiggeri blev forbudt ved lov i 1708. (Illustrationen er et prospekt over Hobro fra Pontoppidans Atlas, 1763, brugt med tilladelse fra Den digitale byport).

Staten overtager fattighjælpen
Med reformationen overtog staten ansvaret for de fattige. Staten skulle forsørge dem, der pga. alder eller sygdom, ikke kunne klare sig selv. Allerede i 1537 fastslog en forordning, at de enkelte sogne skulle tage sig af deres egne gamle og syge. Det var helt i overensstemmelse med Luthers tanker om fattighjælpens organisering: staten skulle via lovgivning sikre at lokalsamfundet tog sig af deres fattige. Men kun de værdigt trængende. Kun de gamle og syge, der ikke kunne arbejde.

Problemet omkring de ”værdigt trængende”
Også Kirkeordinansen fra 1539 understregede, at det var kongens ansvar, at de fattige fik almisser. I første omgang bestod fattighjælpen i ret til at tigge. Det var en rettighed, der kun blev givet til de gamle og syge, men samtidig var det vanskeligt at sikre, at kun de, der måtte tigge, tiggede. Problemet med arbejdsduelige fattige og tiggere var omfattende. I løbet af 1600-tallet etablerede man tugt- og forbedringshuse i København, hvor arbejdsduelige fattige, også defineret som ’ikke værdigt trængende’, kunne tvinges til at arbejde. Alligevel levede anslået 5-10 % af den danske befolkning af tiggeri ved indgangen til det 18. århundrede

Tugt og forbedringshuse
Det forsøgte enevældens første fattiglov fra 1708 at gøre op med. Sigtet med loven var i høj grad at forebygge tiggeri. Midlet var et forbud mod tiggeri, suppleret med en inddeling af de fattige i tre kategorier: de gamle og syge der slet ikke kunne arbejde, de forældreløse børn og endelig de, der kunne arbejde lidt, men ikke nok til at forsørge deres familie. Disse tre grupper skulle hjælpes lokalt og var et lokalt ansvar. Resten af de fattige skulle tvinges til at arbejde i statens tugt- og forbedringshuse. Til formålet blev der opført tugt- og forbedringshuse i Viborg og Odense, så man ikke skulle bekoste at alle de fattige blev sendt til København.

Den lokale fattighjælp efter 1708
Den lokale fattighjælp blev efter 1708-loven administreret af sognepræsten. I praksis havde den mest karakter af omgangsforsørgelse, en model hvor den fattige gik på omgang blandt sognets beboere og fik husly på skift på de enkelte gårde i tidsrum som præsten fastsatte efter deres formåen. Det understregede husholdets betydning for organiseringen af fattighjælpen og det lokale ansvar. Den værdigt trængende var ikke kun defineret ved at være ude af stand til at arbejde, men også ved at være lokal. De to spor fortsatte i fattiglovgivningen i 1800-tallet og havde som konsekvens både en vurdering af den moralske årsag til fattigdommen (at den fattige reelt var ude af stand til at arbejde og ikke bare uvillig og fordrukken). Og en håndhævelse af det lokale ansvar, der betød lange diskussioner af hvem, der var hjemsogn for den enkelte fattige, hvilket førte til en omfattende administrativ korrespondance og gjorde de fattige til kastebold mellem sognene.