Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Centralperspektivet i Den sidste nadver

Skærstorsdag markerer Jesu ”sidste nadver” med sine disciple. Nadveren er samtidig en nærværende begivenhed, der rækker langt ud over gudstjenstens rum og langt ind i organisationstænkningen og centralperspektivet.

09.04.2017 | Gorm Harste

Leonardo da Vincis "Den sidste nadver" (Foto: Wikimedia commons).

Nadverens mange betydninger
I påsken afholdes ”den sidste nadver” traditionelt skærtorsdag. Ved kirkegangen kan man også på søndage modtage nadverens sakramente. Med kristendommen ser vi på den måde et stærkt og helligt ritual knyttet til det at spise sammen. Går vi ind i nadverens ritual, ser vi meget mere end blot det, at vi som mennesker skal have noget at spise og ofte er afhængige af et vist fællesskab om det. Den sidste nadver er fuld af betydning og rummer også mere, end den mere snævre teologi kan indfange. Nadveren siger nemlig meget om, hvordan organisation og magt blev skabt med udgangspunkt i mødet.

Nadveren som møde
Nadveren udgør et møde. Disciplene og Jesus deltager sammen i hinandens nærvær. Alle er med i fællesskabet om at tage del i ”Jesu Kristi legeme”, alle er derfor gjort til med-lemmer, altså lemmer i det ”korpus” eller den organisme, som Jesu ”legeme” gøres til som den kristelige forening af menigheden. Med en moderne term kan vi sige, at alle forenes i den samme ”organisationskultur”: Kristi ”organ-isme” er en symbolsk ”organisation”, og ”kulturen” består i ånden, altså den ”korpsånd” eller organiske kropsånd, der blev skabt. På den måde forstod den kristne kirke op igennem middelalderen, hvordan den kunne skabe en ”Helligånd” eller møde- og organisationskultur, som kunne organisere kirken.

Magt som repræsentation
Kirken kunne magte at organisere sig og magte, hvad magt var ud fra den symbolik. Man skabte begrebet om magt og om magtens ”autoritet” ud fra denne beskrivelse af mødeånden. Dermed kunne de tilstedeværende, fx disciplene, sendes langt bort som ”repræsentanter”, der re-præsenterede det ”nærvær” (=”præsens”), som samværet i mødet havde skabt. Delegation og repræsentation blev mulig. Dette skabte en uhørt mægtig organisation i form af den katolske kirke, der eksempelvis var i stand til i løbet af 11-1200-tallet at installere over 1200 kirker og et hav af klostre i Danmark og ligeså i andre europæiske lande.

Nadverbilleder som organisationsmodel
Op igennem senmiddelalderen så man mange mødelokaler, byrådssale og klostersale, hvor der var store billeder af nadveren med Jesus omgærdet af de 12 disciple. Man kunne se, hvordan møder og organisation fik hellig autoritet og legitimitet. Man kan også se, hvordan disciplene var blevet ”disciplinerede” til at opføre sig ens eller sammenligneligt. Bortset fra en af dem, Judas, som forrådte Jesus, hvilket førte til korsfæstelsen af Jesus. Kirken formulerede den historie med en tese om ”ekskommunikation” og eksklusion. Organisation og magt betød nemlig også hierarki, intriger, magtkampe og udelukkelse. Senere ser vi på ”med-lemskab” i termer af ansættelse eller afskedigelse.

Nadver og centralperspektiv
Men Jesus markerede enheden og toppen af hierarkiet. I 1430’erne opdagede malere og arkitekter det såkaldte centralperspektiv. Dermed kunne de ordne nadvermalerierne på en ny og strammere måde. Og det fik enorme konsekvenser, da opfindelsen af trykpressen kort efter gjorde det muligt at trykke Bibelen op og sprede den og kommentarerne til den ud til et hav af læsere. Ligesom mange flere kunne lære at læse. Repræsentanterne kunne nu sendes ud med en enslydende Bibel. Reformatorerne, Erasmus fra Rotterdam, der forblev katolik, Martin Luther og Jean Calvin kunne nu ikke blot oversætte Bibelen først til et grammatisk korrekt latin og dernæst til tysk og fransk. Enheden i Jesu ord blev sikret. Men det gjorde uenighederne også.

De stridigheder kunne man så imidlertid igen finde en ny løsning på ved hjælp af centralperspektivet. Løsningen lå så at sige i det nye stramt komponerede maleri, som både kunne vise uenighederne og anvise den nye løsning ved at vise nadvermødets afholdelse i en bygning, der var malet ud fra centralperspektivet. Man ser denne kombination af enhed og uenighed malet på berømt og nærmest legendarisk vis af Leonardo da Vinci i hans billede af ”Den sidste Nadver” fra 1495. Han foregreb de uenigheder, som opstod med Reformationens optryk af Bibelen. Men han viste også muligheden for, at centralperspektivet kunne rumme såvel enhed som forskelle. Centralperspektivet viste, at magt kan centraliseres. Men også at magt kan repræsenteres decentralt, og at decentralisering kan koordineres og synkroniseres und samme perspektiv. Efter stridighederne om Reformationen blev denne skabelon brugt til at skabe kompromisser i form af nye typer statsligt organiseret magt, hvor centralperspektivet udgjorde den form som centraladministration, regioner, amter og kommuner skulle ordnes efter. Slotsparkerne, som mest berømt vist i Versailles, blev derefter det foretrukne medium for demonstration af den centrale magts perspektiv.

Den kirkelige inspiration bag statsforvaltningen
Statslig forvaltning ordnedes ud fra et organisationsdiagram, der således igennem hundreder af år var foregrebet af kirkens organiseringsformer. I Danmark slog dette centrale perspektiv på forvaltning igennem med enevælden, men overalt i den vestlige verden blev organisationsdiagrammet omdrejningen for de moderne stater. Sågar også virksomheder kunne anvende både organisationsdiagrammer og den korpsånd eller ”corporate spirit” eller ”corporate culture”, som rummes i kristendommens historie.