At hædre Lollands store søn
Det fremgår af Lolland-Falsters Folketidende 25/11 1930, at der dagen forinden afholdtes generalforsamling i øernes Historiske Samfund på Olsens Hotel i Maribo. De delegerede ønskede, at man rundtom på Lolland og Falster fik opstillet flere mindesten for at erindre den stolte fortid. Samfundets formand, amtsforvalter Holck, udtalte, at man på øerne mindst af alt dog skulle savne en sten for Hemmingsen. Om nogen var det ham, der havde sat ikke bare Danmark, men Lolland på det intellektuelle Europakort. Til Folketidende udtalte Holck, at pladsen for en Hemmingsensten ”vilde vel naturligst blive Errindlev” mellem Nysted og Rødby. Men for indeværende havde samfundet ikke de krævede midler for at rejse en sådan sten. Omtrent tre år senere, 25. juli 1933, kunne man i Lolland-Falsters Stiftstidende læse, at sognerådet i Errindlev nu gik ind i sagen. Rådets medlemmer mente nok, at der kunne afsættes penge til opsætningen af en sten i landsbyen.

Kampen på Sydlolland
Men ikke alle var villige til at acceptere sognerådets beslutning. Den 3. august kunne Roskilde Dagblad berette om, at hele otte byer på Lolland hævdede at være Hemmingsens fødeby, herunder Tågerup, Errindlev og Herridslev, og bademester E. Jørsøe, Nykøbing F., der var opvokset mellem Tågerup og Hyldetofte, kunne en uges tid senere i Folketidende fortælle om en mark, hvor der efter overleveringerne engang havde ligget flækken eller gården Engebølle, som skulle have været Hemmingsens fødegård. Jørsøe mente derfor, at en eventuel sten måtte placeres ved korsvejen mellem Tågerup og Hyldetofte for at komme så nær det historiske fødested som muligt. En artikel i Folketidende 7. december 1933 når på baggrund af Jørsøes overvejelser frem til det synspunkt, at striden om Hemmingsens fødested skyldes, at Engebølles jorder oprindeligt hørte til Tågerup, men i 1600-tallet blev købt af en Rosenkrantz, der lagde dem til Errindlev. Da sognerådet og øernes Historiske Samfund i 1934 endelig fik rejst en sten, der 9. juli blev afsløret i Errindlev, lagde man sig fast på en inskription, der siger, at Hemmingsen blev født ”her paa Egnen”, altså uden nogen nærmere angivelse af et fødested.

Verdenshistoriens vingesus
Inskriptionen fastslår også, at Hemmingsen var ”søn af Almuesfolk” – men faktisk ved vi ikke nøjagtigt, hvad Hemmingsens forældre lavede. I en tale i præstegårdens have placerede amtsforvalter Holck ved afsløringen af mindesmærket Errindlev i verdenshistorien: Stenaldermennesker bosatte sig i området, svenskerne angreb i 1600-tallet byen adskillige gange, og selveste Mogens Gøye forærede engang kirken en altertavle – der dog siden forsvandt. Man fornemmer, at det ikke er på noget ubetydeligt sted, Hemmingsen har fået sin mindesten. Men striden om hans ophav ophørte ikke dermed.

En sodplet på marken – og moderne tider
15. august 1951 berettede en borger fra Errindlev i Folketidende om, at man på en mark uden for byen ”stadig om Foraaret, naar Jorden er tør og nøgen, kan se det Sted, hvor Niels Hemmingsens Farbror havde sin Smedie”. En stor sodplet viser stedet, der måske er det samme som omtalt af bademesteren fra Nykøbing små 20 år tidligere. Burde stenen have stået der, spørger avisen? Det er svært at afgøre, om dette sted rent faktisk kunne udpeges, men der er en påfaldende parallel til 1800-tallets erindringskonstruktioner af Morten Børup ved Skanderborg og Aarhus og Hans Tausen i Birkende. Hvor lærde disse mænd end var, så kom de dog fra simple kår. Den samme ideologi genfindes i den populære opfattelse af Luther som den landlige urtysker. Reformatorerne havde jo jord under neglene, og kun sande bondenationer kunne fostre store tænkere. Det er denne tanke og treklangen bonde-smed-landsby, der ligger bag konstruktionen af et Hemmingsenmindesmærke.

I 1959 måtte stenen imidlertid flyttes tættere på præstegårdens forpagtergård, fordi den stod i vejen for den stadigt voksende trafik gennem Errindlev.